Hvis man skal forsøge at sætte ord på Simon Grotrians digteriske mål og metode, finder man nok ikke en mere rammende formulering end digterens egen udtryksfulde læresætning fra digtsamlingen ”Risperdalsonetterne”, der udkom i 2000: ”Vi må presse alfabetet/ til det klynker som en nonne”. Grotrian er nemlig en gudsbenådet digter, der igen og igen sætter skred i sproget ved at gå til overrumplende, berusende, bizarre og forvirrende yderligheder i sit nyskabende arbejde med ordene og poesien.
Det gælder i den grad også Grotrians nye digtsamling ”Zar Brücke og de flamske forvandlinger”. Læs blot de to første strofer af digtet, der måske med en hilsen til Brorson hedder noget så besynderligt som ”Ribe er skarpladt”: ”Lad jeres omsorg gå på krykker gennem verden/ hen over silkeregnen på pyramiden af fajance/ med skjulte skatte, sommeren iberegnet/ hvor lotuskluden slutter under fødderne/ ved et græsorgie nærmere Gud// aldre rykker tæt på de blå mærker om sjælen/ himmelstumperne, der falder fra hans rige/ som von And bader jeg i mønter af solstråler”.
Eller dette uddrag fra ”Kløpulver i kaffen” (endnu en mærkværdig titel, der ikke nødvendigvis virker som en nøgle til digtets port), der, som det altid er tilfældet hos Grotrian, sammenstiller det hellige og det profane, højt og lavt, sjov og alvor, stort og småt, ligesom der flittigt hentes stof fra alt fra religion over litteraturhistorien til massekulturen:
”(...) i frit fald er livet en ballast og holder jordkloden stangen/ for hostien klipper lattergas ud af den safrandrukne mund/ evigheden i reklamespots indkapsler bilkøerne/ traner spejler sig i gipsfrisurer hen over engdrag/ filtspåner danser mod en klovn/ der pløjer sit harem igennem til Faustfanfarer/ befrielseshæren oser, og beskedent folder vi himlen ud/ af røret som en valgplakat”.
Når man læser Grotrian, befinder man sig i et sært og særsproget univers fyldt med komplekse, ekspressive, surreale og barokke billeddannelser, der underløber almindelig, rationel logik og forsøg på at fiksere digtenes betydning, måske i en stræben efter at skabe et nyt eller anderledes sprog, der i højere grad kan rumme og nærme sig de religiøse og mytologiske forestillingsverdner, som Grotrians poesi er tæt forbundet med. Indimellem resulterer det i utilgængelig tågesnak eller tungetale, men ofte åbner det for nye og uventede oplevelser og indsigter. Kedeligt eller banalt er det i hvert fald aldrig.
Som læser må man opgive sin trang til at oversætte digtene som en rebus eller få dem til at gå op i en højere enhed. I stedet må man forvilde sig ind i deres labyrintiske og knopskydende associationer og lade sig gribe af de vrangvendte, smukke, hæslige, (for)underlige og fascinerende billeder, de består af, hvad enten det drejer sig om angstprægede og uhyggelige skrækvisioner om en verden i opløsning (”ure hakkes i skiver foran huset/ nogen forvandler atmosfæren til et gaskammer”) eller underfundige og skæve perspektiver på omverdenen (”Regnbuen svippede op som en stålfjeder/ og Vorherres slikkepind i alle farver// var det tid for en syndflod”).
Det er utvivlsomt krævende at læse Grotrian, men hvem har også sagt, at poesi skal være let? Indfinder man sig med, at det ikke er alt, man kan eller skal forstå, åbner Grotrians digte for et rigt og dybt poetisk rum. ”Zar Brücke og de flamske forvandlinger” er bog nummer 50 i det store forfatterskab, og alle læsere opfordres hermed til at deltage i den poetiske jubilæumsfest.