I et interview her i avisen i sidste uge efterlyste filosoffen Jonas Holst flere litterære skildringer af venskabet. Der er godt nok Tore og Janus fra ”Den kroniske uskyld”, vennerne fra De Fem-serien og i Harry Potter-bøgerne, men i betragtning af, hvor stor betydning venskaber har for de fleste mennesker, er der forbavsende få romaner om venner - langt færre end familie - og ægteskabsskildringer.
Men nu rettes der op på skævheden, for med bestselleren ”A Little Life”, der nu udkommer i paperback, har forfatteren Hanya Yanagihara skrevet et moderne epos om venskabet mellem fire studiekammerater i New York, som det udvikler sig gennem 40 år. Romanen, der var Bookerpris-nomineret og på mange mediers lister ved årsskiftet over de bedste bøger i 2015, er forbløffende læsning.
Den begynder som en konventionel historie om en gruppe unge i New York, men udvikler sig efter de første cirka 100 sider til en på samme tid gruopvækkende og hjerteskærende smuk skildring af den menneskelige eksistens. ”A Little Life” har også mangler, men at den bryder ny, litterær grund og samtidig overmander en følelsesmæssigt, er der ingen tvivl om.
Som læsningen skrider frem, og vi følger de fire venners vej op ad karrierestigen og rundt i sindets krinkelkroge, bliver det klart, at gruppen af venner har et centrum, nemlig den fåmælte Jude, som er matematiker og jurist.
Rundt om ham cirkler kunstneren JB, arkitekten Malcolm med stenrige forældre og skuespilleren Willem, der har svenske rødder og stammer fra Midtvesten. Jude har en både etnisk og miljømæssig ubestemmelig baggrund. Det viser sig langt senere i handlingen, at han blev fundet i en affaldsdynge som et-årig og indtil universitetet har levet et omtumlet liv. Så omtumlet, at han kaster et tavshedens tæppe over fortiden og kun lader Willem få adgang til sin traumefyldte verden.
Den kunstnerverden, som de fire venner bebor på Manhattans nederste del, er beskrevet med stor indføling og præcision af Yanagihara, der til daglig er redaktør på New York Times (”A Little Life” er hendes anden roman). Alle i miljøet foragter konventionelt lønarbejde og er, som det står et sted, forenet af ”ambitioner og ateisme”.
Hvad det første angår, giver vennernes satsning på kunsten pote - de får alle succes inden for film, kunst og arkitektur. Også Jude, der ikke går kunstens vej, men hele livet omgives af kultur. Hvad ateismen angår, er det mere kompliceret. ”A Little Life” er en roman uden udfrielse i religiøs forstand. Jude gennemlever en sadistisk barndom i et pædofilt rædselskabinet, der hos andre forfattere kunne føre til, at hovedpersonen enten selv blev afstumpet eller fandt Gud. Men ingen af delene sker her.
Jude er et godt menneske, der i kraft af sit ægte og stærke venskab med JB, Malcolm og Willem løftes fra sin miserable barndom over i et lyst og smukt voksenliv. I arv-eller-miljø-debatten er ”A Little Life” på miljøets side - lige indtil noget afgørende sker. En drejning, der får en af bogens hovedpersoner til at sige til sidst i handlingen, at han ville ønske, at han kunne tro på et liv efter døden. Mere skal ikke afsløres her.
I nogle romaner finder man trøst, i andre finder man i trøstesløsheden en dækkende beskrivelse af det moderne, gudløse menneskes lod. I ”A Little Life” får man begge dele. Den rummer stor skønhed og opløftende tro på det ubrydelige venskabs helende virkning, men den rummer også stor smerte og en undertiden formålsløs svælgen i melodramatiske effekter.
Dens fascinerende mangel på præcise tidsangivelser - her er ingen henvisninger til eksempelvis 9/11 eller virkelige skikkelser fra New Yorks kunst og politik - understøtter dens ambition om at udforske venskabets mere tidløse kvaliteter. Og Yanagiharas beskrivelse af den menneskelige tilværelses enorme kompleksitet - af de bånd, vi knytter og af dem, vi bryder - er minutiøs og rammende.
Titlen ”A Little Life” er et udtryk for, at alle menneskeliv er værdifulde: det er ikke kun konger og præsidenter, men også almindelige menneskers små liv, der rummer dybder nok til bøger på over 700 sider.