Bestsellerforfatter drømmer om et nyt Afrika

Den nigerianske forfatter Chigozie Obioma er kristen og lærer af troen større ydmyghed og mindre selvcentrering. Han ser med skepsis på sit hjemland og opfordrer til at gøre op med fortiden og skabe en stabil samfundsorden

”Det afrikanske verdenssyn er ikke nødvendigvis overtroisk. Selvom jeg er kristen, så respekterer jeg de gamle religioner, som jeg også koncentrerer mig om, i den roman, jeg skriver på nu,” siger den danmarksaktuelle forfatter Chigozie Obioma.
”Det afrikanske verdenssyn er ikke nødvendigvis overtroisk. Selvom jeg er kristen, så respekterer jeg de gamle religioner, som jeg også koncentrerer mig om, i den roman, jeg skriver på nu,” siger den danmarksaktuelle forfatter Chigozie Obioma. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

”Omi-Ala var en grufuld flod: For længst opgivet af byen Akuras indbyggere som en mor, der er blevet efterladt af sine børn. Men engang var den en ren flod, som forsynede de første bosættere med fisk og frisk drikkevand. (…) Som så mange af den slags floder i Afrika blev Omi-Ala engang regnet for en gud; folk tilbad den. (…) Det ændrede sig, da kolonialisterne kom fra Europa og havde Biblen med, som flåede Omi-Alas tilbedere væk fra den, hvorefter folket, der nu stort set alle er kristne, begyndte at opfatte den som ond.”

Sådan indledes et vigtigt kapitel i den nigerianske forfatter Chigozie Obiomas prisbelønnede debutroman ”Vi var fiskere”, som netop er udkommet på dansk. Obioma er allerede blevet et verdensnavn, efter at han udgav romanen på engelsk sidste år. Den har været indstillet til og modtaget en lang række priser, og romanen er allerede oversat til over 20 sprog.

Forfatteren er i Danmark i forbindelse med romanens udgivelse på forlaget Klim, og indledningen om Omi-Ala-floden sætter rammen for interviewet. Europas kolonisering af store dele af Afrika og kristendommens indførelse i Nigeria spiller en central rolle i romanen og betyder meget for forfatteren selv. Floden er kernen i romanen, hvor brødrene i en nigeriansk middelklassefamilie går imod deres forældres ambitioner om en høj uddannelse, efter at faderen tvinges til at flytte til en anden by for at arbejde.

Selv kalder Obioma bogen for et familiedrama, men han ser den overordnet som en allegori over den nuværende situation i Nigeria, hvor det ikke er lykkedes at forene afrikansk og vestlig kultur.

”Da den vestlige civilisation kommer til Afrika, er det den oplyste, britiske og kristne kultur, de tager med. De anser alt, hvad der er afrikansk, som underlegent, og det skinner i en vis grad også igennem i dag,” fortæller Obioma.

Ikke kun hos folk fra Vesten, men også hos nigerianerne selv:

”Det er det, jeg prøver at vise i bogen med Omi-Ala-floden. Da vi tog den vestlige kristne kultur til os, forlod vi en stor del af vores egen kultur og civilisation. I dag anser vi det gamle for ondt.”

Da Obioma skrev på romanen opdagede han, at det nigerianske igbo-samfund, som han selv stammer fra, havde en velfungerende civilisation, før kolonialisterne kom til landet. En samfundsorden, der var i balance – modsat det kaos, som hersker i landet i dag, fortæller han.

”Igbo-folket havde en politisk struktur, som var mere demokratisk end den britiske i anden halvdel af det 19. århundrede. Briterne havde et monarki, og vi havde et egalitært system, hvor de ældste i hvert samfund tog beslutninger om lov og orden. Der var ingen konge eller præsident.”

Før briternes ankomst var der ingen teknologi i landet, men der var omvendt heller ingen fattigdom, fortæller Obioma. Borgerne i byerne havde fælles adgang til de samme ressourcer, og der var næsten ingen skel mellem rig og fattig.

”Briterne erklærede vores samfund for underlegent og kaldte det barbari. De fortalte os, at vi skulle leve som dem. Men vi har ikke forstået denne fremmede kultur, og det er derfor, vi fejler i det, fordi det ikke tilhører os. Derfor har vi også korruption, fordi afrikanerne forsøger at kæmpe med en civilisation, som de i virkeligheden ikke forstår.”

Denne splittelse har ført til, at Nigeria i dag er et fattigt land, plaget af nepotisme og hævdelse af egeninteresser, fortæller Obioma.

I din roman virker det til, at den gamle religion hviler på overtro?

”Hvad Vesten anser for overtro!”, afbryder Obioma og griner.

”Det afrikanske verdenssyn er ikke nødvendigvis overtroisk. Selvom jeg er kristen, så respekterer jeg de gamle religioner, som jeg også koncentrerer mig om i den roman, jeg skriver på nu.”

Han fortæller, at vestafrikanerne har et verdenssyn, som er radikalt anderledes end Vestens. De tror for eksempel ikke på, at tingene sker ved et tilfælde. Alt er forudbestemt, sådan som det foreskrives i de gamle igbo-religioner.

”Så de ting, som folk i Vesten anser for at være overtroiske, er for os virkelighed. Vi har derfor en tendens til at virke mere overtroiske, fordi vi er et meget religiøst folk. Der er ikke nogen forskel på de levendes og de dødes rige. Benjamin, fortælleren i min roman, siger, at alt, hvad der sker i det fysiske rige, må være sket i det dødes rige, før det nu sker her. Så det fysiske rige er faktisk lavere end det spirituelle rige. Derfor betages vi hurtigt af religioner.”

Obioma er kristen som størstedelen af det nigerianske folk. Han mener også, at kristendommen har bidraget til, at de vestlige samfund har så succesfulde stater. Han forklarer, at kristendommen er en religion, som lærer mennesket ydmyghed og fører væk fra selvcentrering.

”En af grundene til, at den vestlige civilisation virker for Vesten og er stærk, er, at det er en civilisation, der har studeret den menneskelige natur gennem kristendommen. Så den har overvejet det værste ved den menneskelige natur, og den har konstrueret et samfund, der har sat et system af regler op, som skaber orden. Hvorfor er Nigeria og de fleste andre afrikanske lande så, som de er? Det er, fordi folk ikke tænker på det fælles bedste. Enhver er sig selv nok,” fortæller Obioma.

Obioma drømmer om et Nigeria som et førsteverdensland, et land med orden og lighed. For ham er der opstået et kaos i fordømmelsen af det gamle igbo-samfund og en misforstået omfavnelse af den vestlige kultur. Derfor er Nigeria landet i kaos, hvor ingen af delene fungerer.

”Siden vi har valgt at følge den vestlige civilisation, må vi omfavne den helt. Lige nu har vi som afrikanere ikke helt forladt den afrikanske kultur. Vi har blandet det hele med det fra Vesten, og det, vi har nu, er en underlegen form for vestlig kultur, praktiseret af afrikanere. Hvis vi vil praktisere den vestlige civilisation og have succes med det, er vi nødt til at forlade vores gamle måder at gøre tingene på. Begge er uforenelige. Det, vi har nu, virker ikke.”