Bethesdas bøger er flyttet vestpå

20.000 bøger fra Bethesdas nedlagte boghandel midt i København sættes nu til salg i stationsbyen Vildbjerg i Vestjylland – sammen med lageret fra ”Bog-Svend”s hedengangne kristne antikvariat i Ikast

Birgit Rahbek er uddannet familie- og psykoterapeut, men sælger også bøger. Nu har hun købt Bethesdas restlager, efter i forvejen at have opkøbt ”Bog-Svend”s lager i Ikast.
Birgit Rahbek er uddannet familie- og psykoterapeut, men sælger også bøger. Nu har hun købt Bethesdas restlager, efter i forvejen at have opkøbt ”Bog-Svend”s lager i Ikast. Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.

”Jo, jeg er måske nok kommet til at se det her lidt som et missionsprojekt, så hvis der er fest på hovedgaden, har jeg som regel også en kasse med gratis bibeler og testamenter med til uddeling. Jeg har det jo sådan lidt, at jeg mener, alle skal have en bibel.”

Derfor står der også en kasse med bibeler til fri afhentning i ”Rahbeks Antikvariat”, som i den grad er leveringsdygtig i bibeler, eksemplarer af Det Nye Testamente og, hvad der kan opdrives og sælges af gamle og nye andagtsbøger, salmebøger, teologiske og dogmatiske værker med meget mere.

I 20 år har Birgit Rahbek arbejdet som kolportør for Lohses Forlag. Kolportør er et fint gammelt ord for bogsælger. Det gør hun fortsat, tager ud som sælger af kristne og kirkelige bøger – og det sker allermest op omkring juletid, når der holdes basar i menighed og missionshus.

Men for to-tre år siden begyndte hun også for sig selv, opkøbte ”Bog-Svend”s restlager, da den cerutrygende indehaver med det borgerlige navn Svend Jensen gik på pension og efter 53 år afhændede ”Ikast Kristne Antikvariat”.

Senest har ”Rahbeks Antikvariat” i Videbæk nu suppleret med restlageret fra Indre Missions historiske, landskendte Bethesdas Boghandel, der lukkede sidste år. Siden 1882 havde Bethesdas Boghandel haft adresse ved Israels Plads midt i København, men nu er restlageret på 20.000 bind til salg i stationsbyen Vildbjerg ved Herning i Vestjylland. Hertil kommer bøger købt hos forskellige private, eller som antikvariatet har fået foræret, så forretningen råder nu over et samlet udbud på op mod 50.000 gamle og nye bøger.

Et udvalg af antikvariatets gamle bibeler med slidte bind og krøllet skrift. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.
Et udvalg af antikvariatets gamle bibeler med slidte bind og krøllet skrift. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.

”Mange har det skidt med bare at smide gamle bøger ud, fordi de har fået et personligt forhold til dem, også selvom bøgerne ikke længere er noget værd i kroner og ører. Så vil folk hellere forære dem væk, og det gælder ikke mindst de kristne og religiøse bøger,” fortæller Birgit Rahbek.

Selv elsker hun bøger, fortæller hun, så hun kan sagtens genkende de følelser, der kan være på spil blandt bogsamlere. Derfor lægger hun nogle af de smukkeste til side til sin egen lille samling. Og de mest spændende er for hende de bøger, der bærer præg af at være læst og flittigt brugt. En bog, som endnu ikke er sprættet op, er der jo ingen sjæl i, mener Birgit Rahbek.

”Prøv at se bindene på dem her,” siger hun og trækker nænsomt nogle gamle eksemplarer ud af de tætpakkede reoler: eksempler på bøger i smukke bind med dybtryk, illustrationer, stafferinger og guld, og helt eller delvist læderindbundne.

”Det er jo ikke bare indholdet, der gør en gammel bog interessant, men også hele udstyret. Ved mange af de gamle bøger blev der kælet for detaljerne, så de fik deres helt eget personlige præg og nærmest blev unikke kunstværker fra deres tid. Derfor, alene af den grund, skal vi passe på de gamle bøger, for forsvinder de, bliver de jo ikke lige erstattet. I dag trykker man paperbacks, der er limet i ryggen og billige at producere.”

Samtidig fortæller især de gamle ”åndelige bøger” som salmebøger og bibeler – der stammer helt tilbage fra 1700- og 1800-tallet og som antikvariatet har på lager – på deres eget stilfærdige sprog om den betydning, bøgerne ofte har haft for deres ejermænd i tidligere generationer. Selvom bindet er af læder, kan det være slidt ved daglig brug i en grad, så bøgerne næsten ikke længere kan hænge sammen, og både bibeler og salmebøger kan være fyldt med understregninger og fromme henvisninger og tilføjelser.

”Nogle af mine kunder er specielt interesserede i bøger, hvor der er mange understregninger, eller ejeren har siddet og skrevet kommentarer med pen eller fyldepen i marginen. Jeg har det lidt på samme måde. Det kan være bøger, som præster har brugt under udarbejdelsen af deres prædikener, eller som har været anvendt til personlig andagt. Med understregninger og tilføjelser i marginen giver bøgerne os i dag et spændende indkig i, hvordan en tidligere generation har arbejdet med sin kristentro, og hvad den har betydet for dem i det daglige liv.”

Birgit Rahbek tilføjer, at hun i øvrigt får mange gode samtaler med sine kunder:

”Mange fortæller mig om deres oplevelser med Jesus og ønsker mig ’Guds velsignelse’ oven i handelen. Mange siger også tak, når de har afleveret eller købt bøger hos mig. Så det er taknemmeligt af været antikvarboghandler på den måde.”

Og stort set intet går til spilde. Er en bog i så ringe en stand, at den trods alt ikke står til at redde, bliver den sendt til ”ophug” og genbrug på papirfabrikken.

Rahbeks Antikvariat har lanceret sig selv som ”antikvariat og boghandel med speciale i kristne bøger”, for der er også andre genrer på de 60 reoler i ægteparrets 300 kvadratmeter store parcelhus midt i Vildbjerg – romaner, erindringer, egnshistorie, kulturhistorie, børnebøger – men langt hovedparten er af kristent og kirkeligt tilsnit.

Birgit Rahbek er vild med bøger, og de bedste er for hende de bøger, som er godt læste og slidte – og gerne med understregninger og kommentarer i marginen, som i denne gamle bibel. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.
Birgit Rahbek er vild med bøger, og de bedste er for hende de bøger, som er godt læste og slidte – og gerne med understregninger og kommentarer i marginen, som i denne gamle bibel. – Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix.

Det store hus spiller i øvrigt en vigtig rolle i tilblivelsen af antikvariatet og boghandelen på den vestjyske hede.

”Da vores nu voksne børn flyttede, stod vi jo tilbage med huset og alle de kvadratmeter, og hvad skulle vi nu bruge al den plads til?”

Svaret meldte sig, da ”Bog-Svend” satte sit antikvariat til salg, og Birgit Rahbeks ægtefælle, Finn, fik travlt med at bygge bogreoler. Han er elektronikmekaniker og overlader i øvrigt handelen med bøgerne til hustruen, men efter købet af Bethesdas restlager skal han i gang med gøre yderligere 60 reoler klar. De skal sættes op i et lager, ægteparret har lejet midt i Vildbjerg – eftersom der ikke var plads til flere bøger i privaten. Tanken er, at lageret indrettes til en butik, som i første omgang skal have åbent en gang om ugen.

”95 procent af vores salg foregår via internettet, og vi har derfor kunder fra hele landet og enkelte fra udlandet, men folk har også mulighed for, efter aftale, at komme forbi, se vores bøger og kigge i reolerne, blot vi har det aftalt. Det er jo ikke alle, der er lige fortrolige med computer og nethandel,” forklarer Birgit Rahbek, mens hun viser rundt blandt de 60 reoler, der foreløbig er på plads, og bagefter i det nærliggende lager, som skal blive butik, men hvor Bethesda-bøgerne endnu ligger i flyttekasser, der fylder hele rummet i længde og bredde og et godt stykke op mod loftet.