Kim Furdal (red.): På sporet af den tabte tid tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund. 195 sider. 248 kroner. Museum Sønderjylland. ISL-Lokalhistorie.
Den måde, mennesker gebærder sig på inden et offentligt møde, antyder et muligt svar på det spørgsmål, som overinspektør Peter Dragsbo stiller i sin artikel Kulturhistoriens lange aftryk, et af bidragene til en bog redigeret af museumsinspektør Kim Furdal, På sporet af den tabte tid tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund.
Temaet belyses fra forskellige vinkler af ni danske forskere på baggrund af deres tilsvarende forskellige virkefelter.
Dragsbos spørgsmål er, om regionale kulturforskelle blandt andet handler om noget så dybtgående som kollektive erfaringer og handlingsmønstre.
Han har konstateret, at ved foredrag på Als og Fyn kommer folk ofte omkring en halv time før mødets begyndelse, og den tid udnytter de til at snakke ivrigt og højlydt sammen. Anderledes i Midt- og Vestjylland, hvor har han endvidere konstateret folk kommer lige på eller måske endda lidt efter det klokkeslet, hvor mødet skal i gang og kun tillader sig at veksle få ord.
Skyldes forskellen, funderer Dragsbo, at alsinger og fynboer gennem generationer har oplevet både sikre livsvilkår og fællesskab i store landsbyer, mens midt- og vestjyder har boet i spredt bebyggelse og ikke mindst gennem gamle traditioner for bonde- og markedshandel har oplevet, at man møder sine medmennesker i en potentiel handelssituation med hvad deraf følger af forsigtighed: At forholde sig åbent til hinanden kan være taktisk uklogt.
Bogen er et interessant, indholdsmættet og dertil facetteret udtryk for den stigende interesse for stedets betydning i menneskers liv, en interesse, der af Kim Furdal bliver tolket som en konsekvens af Murens fald og globaliseringen.
Han fremhæver i indledningen, at stedforskningen har international bevågenhed, men at den først nu for alvor er dukket op i en dansk sammenhæng.
Beskedent fastslår han, at nærværende værk blot løfter en flig af et komplekst forskningsfelt.
Nordisk malerkunst, musik og litteratur har en stor og imponerende tradition for at beskæftige sig indgående med steder og opbrud, noterer institutleder Johs. Nørregaard Frandsen. Specielt hvad angår dansk litteratur i det tyvende århundrede udgør det måske ligefrem som han ser det et hovedtema. Hvad litteraturen gør ved stedet er titlen på et indlæg af professor Anne Marie-Mai, skrevet på baggrund af hendes litteraturhistorie Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til dansk litteraturhistorie.
En pointe i hendes artikel er, at stedet påvirker litteraturen, men at denne samtidig forstærker synligheden af stedet og dets historie. Hun tager læseren med til nogle af de lokaliteter, hun besøgte med henblik på værket, blandt andet N.F.S. Grundtvigs Udby, der fremtræder påfaldende trist og forfalden på de fotografier, hun har taget derfra. Således fortolket, fordi hun har opsøgt en virkelighed, der i sin blottede armod skal afspejle den sindsstemning, som Grundtvig psykisk ude af balance, som han var befandt sig i, da han i 1810 vendte tilbage til sin barndomsby og mente, at han dermed lagde en fremtid bag sig.
Et sted er ikke blot et sted, for det forvandles i takt med, at aktuelle behov fremkalder justeringer og ændringer i historiefortolkningen, lyder moralen i museumsinspektør Inge Adriansens bidrag Hvad historien gør ved stedet?.
Hendes eksempel er Dybbøl, betegnet som indbegrebet af den institutionaliserede og kanoniserede kulturarv og i den forbindelse skønner hun et af de ti mest betydningsfulde steder i Danmark.
I den mest kontroversielle artikel, Et sted for alle os fortabte: Et essay om Lost, rum og nye medier, er lektor Bo Kampmann Walter vores rejseleder i en digital verden, der forlyder det ikke alene er præget af den reale, men også begynder at spille tilbage til den. Så grænserne mellem fiktion og virkelighed har en tendens mod det flydende.
Alt i alt repræsenterer På sporet af den tabte tid en forskning af oplagt almen relevans og må som sådan anbefales.