Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Betydningen i de sammenfoldede poetiske billeder

Sommerfugle er et opstandelsessymbol hos Inger Christensen. Foto: Anna Weise / Süddeutsche Zeitung

Hardy Bach har skrevet en bemærkelsesværdigt lydhør bog om Inger Christensens digtsamling ”Sommerfugledalen”, der henvender sig til alle og enhver

Inger Christensens sonetkrans ”Sommerfugledalen” (1991) er med sine 15 sonetter på hver især 14 verslinjer en lille bitte digtsamling og en kunstnerisk præstation af de største i dansk litteratur. De poetiske dunkelheder i digtene, som man ikke nødvendigvis behøver at gennemskue, men som, når de belyses, gør læselysten endnu stærkere, har i mange år været diskuteret i litterære tidsskrifter og akademiske arbejder.

Hardy Bach er den første, som udgiver en boglang analyse af de 15 sonetter, og bogen på knap 150 sider er ikke én side for lang. Det er virkelig imponerende, hvordan det tålmodige arbejde med af pille betydning frem af de indimellem helt sammenfoldede poetiske billeder er omformet til en elegant, flydende og betydningstæt fremstilling.

Hardy Bach mestrer alle lyrikanalysens discipliner, hvilket blandt dagens yngre, meget specialiserede analytikere er næsten uhørt.

Han kan suverænt aflytte den hviskende, halvt udtalte dialog mellem ”Sommerfugledalen” og især salmebogsklassikere som Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig.

I den første sonet genkender han, som flere andre før ham, at ”lysets engel” er et citat fra Ingemanns salme ”Lysets engel går med glans”. Hvad ingen andre har genkendt, er, at salmedigtningen genlyder allerede i første sonets allerførste vers: ”De stiger op, planetens sommerfugle”.

Sommerfugle stiger nemlig ikke op; de flyver, sværmer, flagrer og flakser. Opstigning signalerer en mere langsom og jævn bevægelse, som solen, og derfor er det berettiget at konkludere som Hardy Bach, at solen og sjælen paralleliseres hos Inger Christensen ligesom hos Kingo, Ingemann og Grundtvig. Sommerfuglene er et gammelt opstandelsessymbol.

Hardy Bach kan også skandere vers og præcist udpege de steder i digtene, hvor rytmen brydes, og hvor man derfor skal være særlig opmærksom, som når der i tredje sonet står: ”ned i det askegrå og ligne gud/ Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle”.

Som det eneste sted i sonetkransen følger her to trykstærke stavelser lige efter hinanden, ”gud” og ”Kålsommerfuglen”, hvilket udlægges som en nedtoning af guds betydning. Senere bestemmes sonetkransen som et forsøg på at tænke metafysisk med en skaber, der er indfældet i naturen; som måske er naturen.

Endelig kan Hardy Bach afkode sonetternes flertydige tale. Poesi har til forskel fra prosa den særlige egenskab at kunne sige flere ting med et og samme ord. Når sonet otte slutter med verset: ”Hvem er det der fortryller dette møde?”, spørger analytikeren med rette, hvilket møde?

Er det kærlighedsmødet mellem to mennesker i den foregående sonet, er det mødet med sommerfuglenes skønhed i denne sonet, mødet med de afdøde slægtninge eller simpelthen mødet med døden? Digtet giver ikke et entydigt svar, men holder flere muligheder åbne, og det er Hardy Bachs store fortjeneste at sætte fingeren ned på dette og lignende flertydige ord.

Sonetten er som lyrisk genre dialogisk. De to indledende strofer stiller et spørgsmål, som de to afsluttende strofer besvarer. Sådan er teorien. I praksis er spørgsmål og svar ofte vævet ind i hinanden, og Hardy Bach har ret i, at hele ”Sommerfugledalen” er én lang svaren på de spørgsmål om illusion og virkelighed, kærlighed og ensomhed, død og liv, der ”steg op” med sommerfuglene i sonetkransens første verslinje. Men det er en svaren, der undervejs udløser nye spørgsmål og nye svar.

Hvad der ikke står til diskussion ifølge Hardy Bach, er, at Inger Christensen er formet af romantikkens monisme eller enhedslære, ja, at hun ligefrem er romantiker. ”Sommerfugledalen” reflekterer ikke de store spørgsmål om liv og død ud fra en dualistisk modsætningslogik. Næsten programmatisk skriver han: ”Kærlighed til livet indebærer således at man også må elske døden. Liv uden død ville ikke være rigtigt liv. Inger Christensen viger bestandig uden om al dogmatisk dualisme: liv-død, god-ond, enten-eller, skræk-skønhed, lys-mørke og så videre. Hun er gennemført monist.”

Hvis Inger Christensen og ”Sommerfugledalen” virkelig er ægte romantik i traditionen fra Novalis, Keats og den unge Oehlenschläger, skylder Hardy Bach et svar på, hvorfor hun ikke af sine samtidige forfatterkolleger blev opfattet som en anakronisme, en usamtidig. Senest har en ph.d.-afhandling af Anne Gry Haugland kædet hendes naturfilosofi sammen med moderne naturvidenskab.

Måske kan man godt være imod den hårde dualisme uden at være romantiker. Jeg er meget begejstret for Hardy Bachs totalanalyse af ”Sommerfugledalen”, men jeg er mindre forført af hans litteraturhistoriske ræsonnement.