”Vi ligger tre i en seng. En er endnu ikke født, en er død, men jeg er levende.” Sådan åbner Puk Qvortrup sin selvbiografiske debutroman.
Situationen er mareridtsagtig. Puk er gravid og befinder sig ved siden af sin netop afdøde mand på en hospitalsseng.
”Vi deler et lagen,” fortæller hun videre og fortsætter, ”nogen har tændt elektriske fyrfadslys omkring os. (…) Jeg ligger på siden vendt imod ham, lagenet duver fra min hofte, men hviler glat over ham. Sådan på ryggen lægger han sig aldrig, det er helt forkert, nogen har arrangeret ham på den måde, har klargjort ham. Til mig, til dette.”
Døden indtraf alt for pludseligt. Den unge og lovende arkitekt Lasse faldt om på sin første halvmaraton og efterlod sig Puk, deres lille søn og et ufødt barn.
Puk Qvortrups roman er en skildring af de faser, som en ung kvinde gennemlever i sin dybe sorgproces.
Det begynder i chok. Det er svært for alle involverede at forstå, at en ung mand i god form uden varsel får hjertestop midt under et løb. Også lægen, som var til stede under løbet og ihærdigt forsøgte at genoplive Lasse, var forundret. Hvorfor lykkedes det ikke?
Efter chokket sætter fornægtelsen ind for Puk.
”Jeg kunne stadig nå at vende skæbnen, hvis bare jeg samlede mig og fandt de rette argumenter mod den,” beretter hun.
Derefter følger de mange faser i sorgen og dialogerne med de mange mennesker, som efter bedste evne forsøger at trøste og hjælpe, men som jo aldrig for alvor kan udfylde tomrummet i Puks bevidsthed.
Man kan udmærket anlægge en kritisk distance til romanen. Man kunne for eksempel efterlyse en højere grad af æstetisk fornyelse i relation til romangenren. Vælger man imidlertid at forholde sig åbent til romanens ambition, der lader sig beskrive som et ønske om at komme sprogligt tæt på det vanskelige liv efter en ægtefælles død, er det svært ikke at overgive sig til Qvortrups smukke fortælling, som balancerer på kanten af poetisk sorgreportage og fiktiv prosafortælling.
Romanens forholdsvis enkle plot udfoldes elegant. Læseren præsenteres stykvist for Puks erfaring af døden og hendes mentale arbejde med at forstå implikationerne af alt, hvad der foregår omkring hende. Først på hospitalet, så hjemme, så i kirken. Hendes sociale liv er grundlæggende forandret. Qvortrup arbejder sikkert med den litterære form. Skildringen af, hvordan Puk ikke føler, at andre for alvor forstår dybden og desperationen af hendes sorg, selvom mange omkring hende gør sig umage, fremstår derfor troværdig og gribende.
Særligt rørende er Puks dialoger med lille Elmer på to år, som har så forbistret svært ved at forstå, at hans far ikke kommer tilbage til ham igen. Hvordan forklarer man en toårig om døden? Det kan man ikke rigtigt. I hvert fald ikke i fuld skala.
Hvordan forklarer man voksne om døden? Det har Qvortrup gjort et dristigt forsøg på med sin helstøbte og bevægende fortælling om Puks smertefulde erkendelsesrejse.8