Prøv avisen
Koncert

Bevægende markering af folkemord

5 stjerner
Den blå kubus dannede rammen om en musikalsk markering af 100-året for det armenske folkedrab.

Det Armenske Nationalorkesters valg af Tjajkovskijs 6. ved koncert i anledning af 100-året for folke-mordet var ingen tilfældighed

Det blev på mange måder en anderledes koncert, da Den Blå Kubus på Amager søndag aften havde besøg af Det Armenske Nationalorkester og dets chefdirigent, Eduard Topchjan. Ikke at programmet i sig selv var så anderledes end ved en gængs DR-koncert, men hele stemningen var det. Og publikum med.

En bølge af sympati, ja, måske ligefrem empati, strømmede imod de armenske gæster, ikke blot fra de fremmødte armeniere, men også fra adskillige kurdere og danske koncertgængere, der var kommet for at markere 100-året for folkemordet på armenierne og opleve, hvordan et så eksotisk orkester ville fortolke Grieg og Tjajkovskij - den store armenske komponist Aram Khatjaturjan (1903-1978) ikke at forglemme.

Bifaldet var varmt, klapsalverne mange, også mellem de enkelte satser (når man normalt undlader dette, hænger det jo sammen med, at man gerne vil opfatte - og absorbere - et klassisk værk som en sammenhængende helhed).

Man indledte med en lille halv times uddrag af Khatjaturjans musik til balletten ”Spartacus”, i dette arrangement dog uden ”Sabeldansen”, der ellers er komponistens signaturmelodi.

Dernæst kom den armensk-fødte pianist Marianna Shirinyan (hun har boet i Danmark siden 2003) på scenen for at spille Griegs klaverkoncert. Det gjorde hun med intens indlevelse og lige stor fornemmelse for værkets dramatiske og lyriske sider. Som dacaponummer efter det heftige bifald valgte hun at spille et indtagende klaverstykke af Komitas (1859-1935), en anden betydelig armensk komponist. Dybt bevæget annoncerede hun titlen: ”Det er forår”.

Efter pausen spillede det glimrende armenske orkester, der ikke mindst var stærkt besat i cello- og messingsektionerne, Tjajkovskijs 6. og sidste symfoni. Et valg, der bestemt ikke var vilkårligt. For ”Pathétique”, som denne Tjajkovskijs svanesang jo også kaldes, er måske det mest lidelsesfulde værk i det klassiske kernerepertoire. Det gælder især sidstesatsen, der kan høres som en smertefuld afsked med livet. Armenierne spillede den, som gjaldt det liv og død, hvad det i en vis forstand jo også gjorde. De armenske musikeres forbundethed med denne gribende musik var ikke blot hørbar, men i den grad også synlig.

kultur@k.dk