Man kunne godt gå hen og blive lidt misundelig på 1990’erne. Verdenen åbnede sig, vi vandt EM i fodbold, og Bjarne Riis gav de andre baghjul i Tour de France, moden var til både mavebluser og hættetrøjer, og selv sproget afslørede, at man tog tingene let: Livet var "grineren, svedigt og kanon".
At være ung i 1990’erne var bare noget helt almindeligt, siger ungdomsforsker og lektor ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, Jonas Lieberkind.
“Man orkede ikke al den seriøsitet, hverken politisk, kulturelt eller intellektuelt, som havde præget de forrige generationer," siger han.
Der var heller ikke så meget at stille spørgsmålstegn ved. Berlinmuren var faldet, Sovjet var brudt sammen, demokratiet havde sejret. Der var også højkonjunkturer økonomisk, så der kom en tid, hvor der var ro på.
Grinenes årti
I hele årtiet og lidt til – fra 1988 til 2002 – var Jens-Emil Nielsen chefredaktør på Ung. Det var det blad, der lå fremme i klasselokalet, da man gik i 8., 9. og 10. klasse. Og han husker, at målgruppen var optaget af nære ting.
“Det var sjældent det samfundsmæssige, der optog. Man var individualiseret, det var en udvikling, der begyndte i 1980’erne, og som voksede sig stor i 1990’erne. Ud over at man kulturelt kunne tilhøre nogle grupper, var man ikke så kollektivt indstillet længere. Og så spillede medierne en stor rolle. Ungdomsserierne i tv og hele den digitale revolution, som kom til at forandre alt, tog fart,” husker han.
Antropolog og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev, som var ung i 1980’erne og 1990'erne, husker skiftet fra det ene årti til det andet som markant.
“For mig var 1980’erne et deprimerende årti, mens 1990’erne på mange måder var forunderligt. Den Kolde Krig var ovre, og personligt gjorde Sovjetunionens sammenbrud, at jeg kunne rejse til Sibirien. Der var en euforisk stemning,” siger Rane Willerslev, der husker byfornyelsen både i Manchester, hvor han studerede, og i København, som karakteristisk for tidsånden.
“Første gang jeg kom til Manchester i 1994, var det en helt forfærdelig by. Det knæk, som Margaret Thatcher havde givet Nordengland, var de ikke kommet sig over. Men allerede i 1996 var byen forandret. Det var det samme med København. Økonomien var til byfornyelse, og det var nok en meget god investering.”
Der var heller ingen tvivl om, at humoren havde gode kår i 1990’erne.
“Der var ingen politisk korrekthed i måden, man talte med hinanden på. Det er ikke for at sige, at det er forkert, men til forskel fra ungdommen dengang kæmper ungdommen i dag for større sager på klima- og kønsfronten, og jeg kunne godt ønske for dem, at de fik grint lidt mere. Selvom verden står over for store problemer, og fremtiden er præget af usikkerhed, er en del af livet efter min mening også at have det morsomt imens,” siger Rane Willerslev.
Da verden blev større
Lektor i europæisk etnologi Marie Riegels Melchior husker også byfornyelsen som en del af det at være ung i 1990’erne.
“Da jeg flyttede fra landet til København i 1994, var byen i forandring fra nedslidt til levende med nye modebutikker og cafeer. Der var ikke så tydelige politiske fronter. Det var langt mere fest og en stemning af ’wau, se alt det, vi kan’. Indtil det hele kollapsede i 2001,” siger hun og uddyber:
”Vi var så heldige at være unge på et tidspunkt, hvor der var fundet en form for harmoni, og hvor økonomien så meget bedre ud end i 1980’erne. Vi havde mange muligheder, verden var blevet større, så interrail kom på mode igen, man tog sabbatår. Og vi slubrede amerikanske ungdomsserier som Friends og Beverly Hills 90210 i os og spejlede os i drømmen om det gode, næsten sorgløse liv.”
Sprog med boing og swoosh
Også sproget kom der en lethed over, da de unge fyldte det med småord som “lissom” og “bare”, siger Tina Thode Hougaard, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
“Dét var noget, der irriterede den ældre generation, der kaldte det ligesom-sprog. Påvirkningen kom fra det engelske ‘like’, for de unge så amerikanske serier og hørte rap og hiphop. Forældre syntes også, at de unge talte afsnubbet, når de sagde ‘sys’jeg’ i stedet for ‘synes jeg’,” Lydord fik også plads i de unges sprog, siger Tina Thode Haugaard, som har skrevet speciale om sproget i 1990’erne, og giver et par eksempler:
“‘Der fik man så lige en mail, boing", og "Der fløj den bare gennem luften, swoosh".
Kun få unge-ord fra årtiet har overlevet i dag, siger seniorforsker ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje, som også var ung i 1990’erne. For hver ungdomsgeneration har sine markører.
“Men vi siger nok stadig fedt og skod,” siger Marianne Rathje og tilføjer, at hun synes, det er både sjovt og forfærdeligt at høre 1990’ernes yndlingsord igen.
1990'erne blev et frikvarter mellem store politiske og globale omvæltninger, men i 2010'erne havde klokken for længst ringet ind til en mere ambitiøs og bekymret tid.
I næste afsnit af "Portræt af ungdommen" hopper vi 20 år frem til et årti, hvor de unge havde masser af muligheder, men også en stærk fornemmelse af, at udnyttede man dem ikke, var det ens egen skyld. Selv klimaangsten vendte man indad. Indtil en svensk skolepige ved navn Greta Thunberg gjorde kampen for kloden kollektiv og vred.