Bevidstheden er en strøm i stimulerende anti-digtsamling

Den originale svenske digter Ulf Karl Olov Nilsson, også kaldet UKON, introduceres på dansk med to konceptuelle og viltre suiter

Med sit overskæg og sin rugende positur hilser Ulf Karl Olov Nilsson på Friedrich Nietzsche, mens forkortelsen af hans navn peger på Ukon, en japansk poet fra 900-tallet. Foto: Forlaget tredje september.
Med sit overskæg og sin rugende positur hilser Ulf Karl Olov Nilsson på Friedrich Nietzsche, mens forkortelsen af hans navn peger på Ukon, en japansk poet fra 900-tallet. Foto: Forlaget tredje september.

En mand sidder på en stol, men med ryggen til bordet og de andre stole.

Fotografiet optræder på bagsiden af ”Barndomstolen”, hvormed det lille kvalitetsforlag Tredje September introducerer den prisbelønnede og intenst dyrkede svenske forfatter Ulf Karl Olov Nilsson – også kaldet UKON – på dansk. Og efter at have læst de to suiter, som bogen består af, giver fotografiet god mening. For det velkendte, dét vi kender til bevidstløshed, vendes og vrides nemlig hele tiden, og i første suite, ”Værditautologien”, listes selvindlysende sætninger som ”Vi elsker kærlighed og hader had” og ”Det som har en værdi, har en værdi”.

Men linjerne, der gerne handler om værdi og værdiskabelse, brydes ofte af linjer af en mere indsigtsfuld karakter. Som når der først står:

”For mig går lønforhandlingen kun ud på én ting: at få så høj en løn som muligt.”

Men i næste:

”Banaliteten, når den virkelig får lov at komme til udtryk, er den fuldkomne tanke.”

Hvor det selvindlysende og refleksive udgør to niveauer, så udgør det surreelle et tredje. Som når der kort og godt står:

”En dag døde Canada.”

Denne strømmen mellem forskellige niveauer findes også i bogens anden suite, ”Barndommen”, hvor det selvindlysende indimellem flyder sammen med det refleksive. Som når det om barnet lyder:

”Det husker ikke hvordan munden føltes uden tænder.”

Forholdet mellem de to suiter er lige så svært at gennemskue som forholdet mellem de enkelte linjer, men det er tydeligt, at UKON, der nyder stor respekt som både digter og psykoanalytiker i Sverige, ønsker at kortslutte det typiske poetiske sprog om følelser. At han forsøger at komme bag om det kønne, velordnede digt og på den måde skabe et nyt sprog, der bedre er i stand til at vise, hvordan vi som vestlige mennesker tænker. Hvordan det uigennemtænkte – som blot er rester af reklamesprog, politikersprog, videnskabssprog, retssprog og kunstnersprog – og det tænksomme flyder sammen i vores bevidstheds hav.

”Barndomstolen” er i den grad værd at læse og ikke mindst for at få en fornemmelse af, hvad UKON er for en forfatter. Og det siger noget om ham, at han på pressebilledet – med sit store overskæg og rugende positur – imiterer Nietzsche, mens forkortelsen af hans navn peger på Ukon, en japansk poet fra 900-tallet.

Nej, UKON er ikke for fastholdere, og det er ”Barndomstolen” heller ikke. Men hvor den utvivlsomt fungerer fremragende, når UKON – der er en blændende oplæser – lægger egen stemme til, og hvor hans humor og tonefald kan farve ordene, så bliver flimmeret og fragmenteringen på siderne sjældent til et sug i læseren.

I hvert fald ikke i mig, og jeg spekulerer også over, hvorfor forlaget har valgt at introducere UKON med netop denne bog fra 2009. Det kunne et efterskrift have forklaret, ligesom det kunne have placeret værket i hans forfatterskab, der også læses på de danske skriveskoler. Og når nu forlaget afholder et helt seminar om UKON senere på året, hvor blandt andre Ursula Andkjær Olsen og Martin Glaz Serup vil fortælle om hans værker, så virker det ærlig talt som en undladelsessynd, at én af dem ikke får lov at introducere ham bagest i bogen. Men stor ros til forlaget for at have ført UKON ind på danske boghylder. Der hører han hjemme.