Bibelen er gennem tiden blevet slæbt dybt ind i regnskoven, over verdenshave mod fjerne øriger og helt op til ellers isolerede bjergfolk.
Jesu missionsbefaling om at udbrede evangeliets gode nyheder til alverdens folkeslag virker således næsten opfyldt. For der findes næppe mange hvide pletter tilbage på de kristne missionærers verdenskort. Derfor er det heller ikke underligt, at de bibelske tekster er vævet ind i næsten alle landes litteraturhistorie.
Det gælder selvfølgelig især de vestlige lande, og i et nyt stort kæmpeværk ”La Bible dans les littératures du monde” har et fransk forlag forsøgt at skabe et samlet overblik over, hvordan kristendommen bliver spejlet i de forskellige landes litteratur fra det store russiske epos til sydamerikansk magisk realisme.
Fra Danmark har litteraturprofessor Johs. Nørregaard Frandsen, som også skriver sprogklummer her i avisen, skrevet et stort kapitel om, hvordan det kristne billedsprog også har farvet de danske forfatterskaber fra de gamle danske salmer til den moderne lyrik.
”Alle lande har deres særlige litterære traditioner. Men de danske salmer skiller sig nok særligt ud i forhold til de andre lande,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Alle de protestantiske lande fik som bekendt tidligt oversat Bibelen til deres modersmål. Det blev også tidligt en luthersk tradition at skrive salmer på de forskellige modersmål, men det blev hurtigt en særlig dansk tradition, efter at kong Christian III satte gang i salmeproduktionen herhjemme, forklarer han:
”De danske salmer var på den måde i begyndelsen et bestillingsarbejde, der var tænkt som brugskunst til kirkegangen. Det har man også set i andre lande. I England har man for eksempel også en stor salmetradition, der dog i mine øjne ikke er så sanselig som den danske. For hurtigt fik de danske salmer en særlig dansk glød, fordi de danske salmedigtere ofte meget sanseligt fletter den danske natur ind i bibelteksterne, så kampen mellem mørket og lyset i naturen og forårets opstandelse også bliver billeder, der bliver brugt til at åbne bibelhistorierne.”
Han nævner Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig som de fantastiske fire i salmebogen, som også blev grundlaget for den første højskolesangbog i 1864.
På den måde blev salmerne gjort endnu mere folkelige, mens den danske tradition for fællessang blev styrket. Og de mere sekulære sangskrivere som Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær i Højskolesangbogen trak stadig Bibelen ind i deres tekster.
”Aakjærs digtning er verdslig, men med respekt for det religiøse. Og formulerede ateister som Johannes V. Jensen trækker alligevel på Bibelens billedsprog. Og det gør mange af de andre store danske forfattere i øvrigt også. Der sker bare en forskydning fra at skrive opbyggelig litteratur med afsæt i Bibelen til at bruge Bibelen som en brønd af mere poetiske billeder,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Norge delte af gode grunde litterær tradition med Danmark indtil 1800-tallet, hvor Danmark mistede Norge i 1814. Men de danske salmer er kendt i hele Norden, hvor de skandinaviske landes litteratur også har smittet af på hinanden.
”Man kan i det hele taget se en fælles bibelforståelse i de nordiske lande, hvor sammenfletningen af den nordiske natur og kristendomsforståelse ikke kun kan ses hos danske forfattere, men også hos for eksempel norske Knut Hamsun, svenske Selma Lagerlöf og Pär Lagerkvist og islandske Halldór Laxness, der alle skrev deres mesterværker med en naturlig fortrolighed med de bibelske fortællinger.”
Det gælder også giganterne inden for børnelitteratur, påpeger han:
”H.C. Andersens eventyr er for eksempel gennemsyret af kristendommen, og det er Astrid Lindgrens mesterlige fortællinger for børn også. Flere gange refererer hun ligefrem til H.C. Andersens forfatterskab, som hun tydeligvis kendte godt, ligesom hun kendte sin bibel. Men her står de skandinaviske forfattere ikke alene. Tænk bare på C.S. Lewis og Tolkien, der mildt sagt også trak på Bibelen i både ’Narnia’-fortællingerne og ’Ringenes Herre’,” siger Johs. Nørregaard Frandsen, der endnu kun har nået at stave sig igennem de nordeuropæiske kapitler i det kæmpestore værk på 2500 sider, der også er meget bygget op omkring enkeltforfatterskaber fra hele verden.
”Når man bladrer igennem værket, får man en svimlende fornemmelse af, at den canadiske litteraturkritiker Northrop Frye havde ret, da han kaldte Bibelen ’den store kode’ til vores kultur. For det er helt vildt, hvor mange store forfatterskaber, der trækker på Bibelen, der med sine egne store fortællinger har inspireret til tusindvis af andre fortællinger over hele verden,” siger den danske professor.