Lad os starte med sværvægterne i udgivelsen "Det står skrevet", en række essays om 2000 års bibelfortolkning.
Jeg finder, at Bo Kristian Holm og Niels Thomsen hver især løser deres opgave fremragende. Holm tager sig af Luther og får præcist karakteriseret en del af de reformatoriske slagord, "skriften alene", "troen alene", "skriften er sin egen udlægger", og han får klart forbundet Luther med hans samtid, både klosterteologien og renæssancehumanismen. Og tilkendegiver utvetydigt, at Luther ikke er ekseget i moderne forstand: "På en måde minder hans brug af skriften mere om de nytestamentlige forfatteres brug af Det Gamle Testamente, end den minder om moderne bibelvidenskab." Luther kommer til at fremstå levende netop i sin fortidighed.
Det samme kan man sige om Niels Thomsens gennemgang af Grundtvigs bibelbrug. Det handler selvsagt om hans mageløse opdagelse: ordet af Herrens egen mund. Thomsen redegør klart for, hvordan dette glider ud i en slags trosbekendelsesfundamentalisme, men oprindelig er bredere funderet i alle ordene fra Herren i dåb, nadver og velsignelse. Og så demonstrerer han, hvor dybt funderet Grundtvigs tankegang er i selve bibelordet, som han ofte kan udenad i lange baner.
Anders Klostergaard Petersen betræder kendte stier i sin redegørelse for forjættelse-opfyldeses-skemaet i forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Følgende den nyeste trend kvier Klostergaard Petersen sig ved at tale om Det Gamle Testamente, men foretrækker Den Hebraiske Bibel, selv om begge udtryk er "anakronistiske", idet Bibelen jo på nytestamentlig tid ikke var samlet til en helhed – hverken for jøder eller kristne.
Kirsten Busch Nielsen tager sig af forholdet mellem dogmatik og bibel i en ganske underholdende, men også flimrende krydslæsning mellem Martensens og Prenters lærebøger og N.H. Schjørring i samleværket "Fragmenter af et spejl". Hun finder en balance mellem de tre i deres fælles opfordring til at finde balancen mellem bibel og dogmatik. At den kan findes, argumenterer Troels Engberg Pedersen for. Nogle mener, at livlinen mellem eksegese og forkyndelse blev kappet omkring 1970, da Bultmann-æraen var slut. Sådan behøver det ikke at være, dokumenterer Engberg-Pedersen. Lærerigt – især når man efterfølgende kan læse Jan Lindhardt, der mener, at livlinen er kappet. "Bibelen kan læses på mange måder og derfor kan man ikke sige at den i sig selv er grundlaget for kirkens lære." Hvem skal så fastslå læren? Det skal biskoppen såmænd!
Bent Flemming Nielsen fastslår tværtimod i sit indlæg, at bekendelsesskrifterne kun er normerende "i det omfang de kan siges at stemme overens med Skriften". Og så knytter han til ved kirkens ritualer og argumenterer godt for, at også fænomenet tro i nutiden kan siges at have fået rituel karakter. Både Lindhardt og Nielsens bidrag er spændende ved højaktuelt at inddrage et par sager i nutiden om udelukkelse af kirken.
Ganske uanfægtet af enhver nutidig problematik argumenterer Anders Kingo for Bibelens kerne. Det er nærmest en tidehversk prædiken, som bringer os tilbage til tiden før 1970, som Engberg-Pedersen satte som skæringsdato. Heroverfor præsterer Jakob Wolff en poetisk-metafysisk læsning af Bibelens mytesprog, hvorefter både mytologi og dogmatik er udtryk for "en objektivering af det uobjektiverbare transcendente". Her klappede anmelderen flere gange i hænderne!
Camilla Sløk skriver om Bibelens aftryk i to nyere film: "Matrix" og "Dogville". Anne Ehlers skriver om Koranen(!), Elmo Due om sjælesorg og Nils Holger Petersen om Wilfred Owens digt om Abraham, der indgår i Brittens "War Requiem". Læs Niels Thomsen og Bo Kristian Holm og Engberg-Pedersen for at blive klog, Jakob Wolff for at komme videre og Lindhart og Bent Flemming Nielsen for en væsentlig debat!
Det står skrevet. Essays om 2000 års bibelfortolkning. Red. Niels Thomsen og Henrik Brandt-Pedersen. 182 sider. 179 kr. Forlaget Anis.