Man kan høre den i Abraham Lincolns taler og i Walt Whitmans poesi; i Herman Melvilles og Ernest Hemingways prosa; i Cormac McCarthys og Marilynne Robinsons romaner.
King James-bibelens særlige rytme genlyder overalt i engelsk og – især – amerikansk litteratur, der ifølge både forfattere og forskere står i særdeles stor gæld til denne toneangivende bibeludgave.
Udgivelsen af King James-bibelen i England for 400 år siden, i maj 1611, var intet mindre end "den vigtigste begivenhed i den engelske og amerikanske litteraturs historie", siger den amerikanske bibelekspert Leland Ryken, der er professor i engelsk på Wheaton College i Illinois og forfatter til den nye bog "The Legacy of the King James Bible" (Arven fra King James-bibelen).
"King James-bibelens storhed kan ikke forklares fuldt ud. Men vi kan identificere visse egenskaber, som gør den så højt agtet. Sproget er elegant uden at være opstyltet. Ordforrådet er ofte ret simpelt, men virkningen er grandios. De kvaliteter gør den til den engelsktalende verdens mest fejrede bog – en bog fyldt til bristepunktet med vendinger, som det er umuligt ikke at huske," forklarer Leland Ryken.
King James-bibelen er uden sammenligning den foretrukne bibelversion blandt det amerikanske litterære etablissement, siger også Robert Alter, der er professor i litteratur på University of California i Berkeley og en af USA's førende bibelforskere og -oversættere.
"Den er sprogligt storslået. Til at begynde med har den en slags ophøjet og elegant hjemmestrikket egenskab og en ligefremhed i udtryksmåden. Den er spækket med vendinger såsom 'kød og blod' og 'jordens støv', som i dag er klassiske i det engelske sprog. Den har en bestemt rytmisk egenskab," siger Robert Alter og nævner som eksempel strofen "yea, though I walk in the valleys of the shadow of death, I will fear no evil" (selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt) fra Salmernes Bog.
I sin nye bog, "Pen of Iron" (Pen af jern), beskriver Robert Alter, hvordan King James-bibelens ord, vendinger, syntaks og rytme er vævet ind i amerikanske værker såsom Herman Melvilles "Moby Dick", William Faulkners "Absalom, Absalom!", Saul Bellows "Seize the Day" (Grib dagen), Ernest Hemingways "The Sun also Rises" (Og solen går sin gang), Marilynne Robinsons "Gilead" og Cormac McCarthys "The Road" (Vejen).
Han betegner King James-bibelen som både en rig kilde til idéer, billeder og metaforer og en manual for en karakteristisk, klassisk skrivestil. Den bibelsk inspirerede skrivestil i "Moby-Dick" ophøjer eksempelvis ifølge Robert Alter "et 1800-tals hvalfangerskibs brogede besætning og skøre kaptajn til uudslettelige aktører i et kosmisk drama".
"Indflydelsen er forskellig for de enkelte forfattere. For Melville var det poesien. For andre er det brugen af parallelle sætningsstrukturer eller undgåelsen af omstændeligt og umådeholden pyntet sprog. King James-bibelen har hjulpet med at forme amerikansk litteraturs stil, og stil er et medium til et virkelighedssyn," forklarer han.
King James-bibelen begyndte at tage form i 1604, da den engelske King James – Jakob Stuart I på dansk – beordrede en ny, autoriseret udgave af Bibelen på engelsk. Seks udvalg blev nedsat, og de op til 50 sprogkyndige oversættere støttede sig primært til William Tyndale-udgaven af Bibelen på engelsk, men søgte også tilbage til de hebraiske, aramæiske, syriske, latinske og græske tekster og brugte samtidig megen tid på at sikre musikalitet og harmoni.
Det skete blandt andet ved brug af kunstpauser, gentagelser og retorisk snarere end grammatisk tegnsætning. I Første Mosebog lyder det eksempelvis: "In the beginning God created the heaven and the earth. And the earth was without form, and void; and the darkness was upon the face of the deep. And the Spirit of God moved upon the face of the waters. And God said, Let there be light: and there was light" (I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat).
Oversætterne stræbte efter nøjagtighed og opnåede litterær storhed nærmest som et biprodukt, forklarer Leland Ryken.
"Resultatet var dog ikke en komplet overraskelse. Dels var oversætterne veritable genier, dels levede de i en tid, hvor det engelske sprogs energi og skønhed var på sit højdepunkt," siger han.
Selv ikke-troende sprogelskere hylder King James-bibelen, hvis 400-års jubilæum bliver markeret igennem hele 2011. I en kommentar med overskriften "Da kongen frelste Gud" i magasinet Vanity Fair koger eksempelvis den amerikansk-britiske skribent og ateist Christopher Hitchens over i sin begejstring.
"Få udvalg i historien er kommet op med så krystalklar prosa," skriver Hitchens, der betegner udgivelsen af King James-bibelen som "et gigantisk skridt i modningen af det engelske sprog".
Indflydelsen var særlig stor i USA, der er en slags historisk tvilling til King James-bibelen. Den første engelske koloni i Nordamerika blev stiftet i Jamestown i 1607 blot fire år inden færdiggørelsen af oversættelsen, der ligesom kolonien bar navnet på den herskende konge.
I de følgende 300 år voksede stort set alle engelsktalende amerikanere op med en kopi af King James-bibelen, der blev en af de ganske få bøger, som næsten enhver amerikaner kunne citere fra. Ifølge Robert Alter var USA, mere end England, påvirket af en "bibliserende impuls", og King James-bibelen var selve det amerikanske sprogs støbeform.
"I lang tid forblev Amerika i stort mål en bibellæsende kultur, og King James-udgaven var den, som alle brugte. Det var her, at 1611-oversættelsens potentiale til at afgøre en hel kulturs sprogfundament og symbolske billedsprog blev mest fuldt ud realiseret," bemærker han.
King James-bibelens kulturelle dominans begyndte imidlertid at falme i midten af 1960'erne, da nye udgaver, der havde til formål at oversætte bibelen til moderne sprog, så dagens lys. Og siden er det gået stærkt på "bibelmarkedet". I USA er der i dag stribevis af såkaldte nichebibeler målrettet særgrupper såsom ægtepar, surfere, teenagere, homoseksuelle, eksmisbrugere og politifolk.
Og de nye udgaver anses af mange forfattere og eksperter som stærkt inferiøre. Da Church of England i 1960'erne i realiteten droppede King James og udgav det, der skulle blive til "New English Bible", kommenterede den amerikanske forfatter T.S. Eliot eksempelvis, at resultatet var "forbløffende i sin kombination af det vulgære, det trivielle og det pedantiske".
Ifølge Robert Alter er "stort set alting" galt med næsten alle nye bibeludgaver.
"De moderne oversættere arbejder meget hårdt på at gøre Bibelen tilgængelig og forståelig for nutidens læsere ved at bruge et engelsk, der får det til at lyde, som om Bibelen blev skrevet i går. Syntaksen er anderledes, og den elegante diktion og følelsesmæssige kraft er borte," konstaterer han.
King James-bibelens dalende indflydelse på samfundet og på litteraturen hænger også sammen med øget bibelanalfabetisme i USA, pointerer Leland Ryken.
"Den gennemsyrede alle kulturelle sfærer – familien, uddannelse, religion, politisk diskurs, litteratur, kunst og musik. Den har ikke længere samme status, og Bibelen i det hele taget har en formindsket kulturel indflydelse. Men hvis hvert eksemplar af King James-bibelen pludselig forsvandt, ville den alligevel leve videre i form af den kulturelle arv fra fortiden," siger han.
Også Robert Alter er i sidste ende overbevist om King James-bibelens udødelighed.
"Det er usandsynligt, at King James-bibelen igen bliver den førende version, som den engang var. Men den er en så bemærkelsesværdig bedrift, at nogle af det 21. århundredes skønlitterære forfattere utvivlsomt fortsat lade sig inspirere," siger han.
