Prøv avisen

Bibelen stiller alle livets største spørgsmål

”Man skulle tro, at Bibelen er en skatkiste af forskellige historier, men jeg har fundet ud af, at der løber en stålwire gennem Bibelen og forbinder de forskellige historier,” siger Bjarne Reuter, der har brugt et år af sit liv på at gendigte Bibelen. – Foto: Leif Tuxen.

Jeg vil vove at påstå, at der ikke er noget menneske, der kan læse den bog og være det samme menneske bagefter, siger forfatteren Bjarne Reuter, der er aktuel med en gendigtning af Bibelen. Reuters version, der har titlen Bogen, udkom i går

I begyndelsen var den kendte børne- og voksenbogsforfatter Bjarne Reuter i tvivl, da han blev bedt om at gendigte Bibelen for Det Danske Bibelselskab. Opgaven var smigrende, men han havde på den anden side så stor ærefrygt over for at skulle genfortælle verdens største historie, at han var usikker på, om han kunne. Den erfarne forfatter udbad sig derfor betænkningstid, og der gik et helt år, inden han alligevel endte med at sige ja, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Der er nyt under stjernerne

Det er sådan et tilbud, man kun får én gang i livet, og jeg ved, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke tog chancen, forklarer Bjarne Reuter, da vi mødes hos Det Danske Bibelselskab for at tale om Bogen, som Bjarne Reuters version af Bibelen er kommet til at hedde.

Selv kalder han titlen lidt prætentiøs, men henviser med et smil til, at titlen var forlæggerens idé for at få Bibelen ud til en ny målgruppe.

Bogen ligner heller ikke nogen af de antikke, brune bibler med guldbogstaver, der fylder en hel væg i det gamle, åndfulde mødelokale, hvor vi sidder i Bibelselskabets domicil ved Søerne i København. Men den blå bogforside er indbydende som en moderne eventyrbog. Og derhjemme spurgte min egen søn begejstret, om det var en ny Harry Potter-bog, da jeg kom hjem med den nye oplagte oplæsningsbog.

Bogen kan måske også bedst forstås som en børnebibel for både børn og voksne. Men den kan også ses som Bjarne Reuters personlige svar til sin egen søn, fortæller han. For da den kendte børnebogsforfatter for otte år siden var i kirke med sin dengang syvårige søn, pegede sønnen pludselig op på et krucifiks på væggen og spurgte, hvem det forestillede.

Det er Jesus, svarede Bjarne Reuter.

Hvorfor hænger han der?, ville sønnen vide.

Det er en længere historie, svarede Bjarne Reuter, men nu har han altså omsider givet sit bud på den store historie gennem sin ambitiøse gendigtning af de mest kendte bibelhistorier i Bogen.

Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke er interesseret i bibelhistorierne. Det var jeg også selv som barn. Og jeg tror, at det hænger sammen med, at Bibelen sætter os i forbindelse med en eftersøgning, der ligger meget dybt i mennesket, siger Bjarne Reuter, der mener, at den samme længsel efter mening kan findes som en rød tråd i hans øvrige forfatterskab:

Alle mine bøger er en del af min egen eksistentielle eftersøgning. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg søger efter, men når jeg leder, er det, fordi jeg ved, at det findes, som han udtrykker det.

Alligevel var det med frygt og bæven, at den landskendte børnebogsforfatter besluttede sig til at fortsætte sin søgen i Bibelen i et forsøg på at gøre, hvad han kalder, de største fortællinger i verden til sine egne.

Det er jo ikke en almindelig bog, men en bog, der betyder uendelig meget for uendelig mange mennesker. Det er også derfor, jeg brugte et helt år på at finde ud af, om jeg turde forsøge at gendigte den. Og om jeg overhovedet havde en akkord i mit sprog, der kunne fortælle den ordentligt, siger Bjarne Reuter, der dog hurtigt opdagede, hvordan historierne både voksede i ham selv og på computerskærmen, da han først tog hul på arbejdet oven i købet med to af Bibelens sværeste fortællinger Jobs bog og Abrahams vilje til at ofre sin elskede søn, Isak, på Guds kommando.

Man skulle tro, at Bibelen er en skatkiste af forskellige historier, men jeg har fundet ud af, at der løber en stålwire gennem Bibelen og forbinder de forskellige historier. Kains historie peger for eksempel frem mod Jobs bog. Men begge historier kan man heller ikke slippe, når man først har læst dem hver for sig. Oprindelig er de skrevet i et sprog, der måske kan virke lidt kedeligt for os moderne mennesker, så jeg har forsøgt at puste liv i figurerne ved at trække historierne ud og se, hvor de tog mig hen. Og det, må jeg sige, har været en dybt fascinerende proces, siger Bjarne Reuter og tilføjer, at han har forsøgt at skrive historierne på vand, så fortællingerne blev så sprogligt flydende som muligt:

Min ambition har været at gøre den største historie, der findes, lettilgængelig. Tyngden kommer af sig selv på grund af fortællingernes betydning og vægtfylde. Den skal ikke komme af sproget, sproget skal bare ikke stå i vejen, så jeg har forsøgt at gøre mit sprog så simpelt som muligt, og jeg har derfor gennemarbejdet sproget langt mere, end jeg plejer, siger Bjarne Reuter, der stadig læser i Bogen dagligt uden at forfærdes over fejl og mangler, som han normalt leder efter i sine egne bøger.

Jeg har vejet hvert eneste henførende stedord på en guldvægt i Bogen, fordi jeg har været bevidst om, at den ville blive nærlæst på en anden måde end en almindelig roman. Men jeg er også bevidst om, at det er min fortolkning. For mig handler Det Nye Testamente om Jesus, og jeg har byttet lidt om på møblerne i min version, der både begynder og slutter med Jesus, der siger Følg mig til sine disciple. Men jeg rystede faktisk også lidt mere på hånden, da jeg skulle gendigte Det Nye Testamente, fordi det på en måde kom tættere på min egen tro end Det Gamle Testamente, som jeg mere betragter som jødernes historie.

Bjarne Reutertøver et øjeblik.

Ved første gennemlæsning af Det Gamle Testamente var det også svært for mig at fastholde billedet af en god Gud, kommer det så.

Han er i hvert fald streng. Men Det Nye Testamente fortæller en anden historie, der altså for mig handler om Jesus.

Mens Det Gamle Testamente med sine 39 bøger vejer tungest i den rigtige bibel Det Nye Testamente har 27 bøger er fordelingen vendt om i Bjarne Reuters version, selvom han ellers har skåret pænt ned i genfortællingen af Paulus breve. Til gengæld har han udvidet andre af historierne, så Pontius Pilatus for eksempel lægger mærke til en myre, der er ved at grave under hans fod, da han følger folkekravet og lader Jesus korsfæste.

Sådan kan en forfatter gå ind i hovedet på karaktererne, og det, synes jeg selv, skaber nyt liv til fortællingerne, siger Bjarne Reuter, der på trods af sin store respekt for stoffet altså også har taget sig store fortællermæssige friheder undervejs.

Men han sammenligner sin skriveproces med en linedanser på New Yorks tage:

Hvis man kigger ned og tænker over, hvor meget der er på spil, går det galt, som han siger.

Bjarne Reuter har efter eget udsagn heller ikke researchet ret meget ud over at læse selve bibelteksterne igen og igen.

Hvis jeg skulle have sat mig ned og genlæst Løgstrup eller Sløk for at skrive bogen, tror jeg, at jeg var gået i stå. Og det er også min erfaring, at man kan researche enhver historie i stykker.

Til gengæld vil den opmærksomme læser af Bogen finde flere referencer til kirkens anden store bog salmebogen. Gik alle konger frem på rad, var David den største, skriver Reuter for eksempel. Og det er ikke tilfældigt. For det var faktisk salmerne, der var Bjarne Reuters egen indgang til kirken og Bibelen, fortæller han.

Jeg gik jo i skole i en tid, hvor man skulle lære salmevers udenad, og jeg elskede salmerne, der også var grunden til, at jeg som barn begyndte at komme i kirke. Og da jeg senere begyndte at skrive mine egne tekster som 13-14-årig, var det i form af salmer, afslører Bjarne Reuter, der i dag beskriver sig selv som en pendler mellem tro og tvivl.

Jeg har altid ladet døren stå på klem til troen, og jeg tror også, at man kan sige, at den står lidt mere åben, efter at jeg har arbejdet med Bibelen så længe. Men jeg føler mig først og fremmest klædt bedre på i forhold til at vide, hvilken søjle vi står på etisk og moralsk som kultur. Sådan håber jeg også, at læserne af min bog vil have det. For man bliver også bedre i stand til at møde andre horisonter, fordi man kender sin egen, men vi lever desværre i en tid, hvor færre og færre kender de fortællinger, der ellers stadig smitter af i vores talemåder.

Bjarne Reuter mener samtidig, at de bibelske fortællinger rummer en særlig kraft.

Jeg vil vove at påstå, at der ikke er noget menneske, der kan læse den bog og være det samme menneske bagefter. Man kan godt læse Robinson Crusoe og være det samme menneske bagefter, men man kan ikke læse Bibelen upåvirket. Den sætter et aftryk, og det tror jeg også, at Bogen vil gøre, siger Bjarne Reuter og understreger, at han ikke er ude på at missionere med sin gendigtning af Bibelen.

Alligevel er han ikke bange for at sige, at historiernes alvor sætter krogen i ethvert menneske, der tør åbne dem.

Det har taget mig et år at skrive Bogen. Forleden spurgte en af mine venner mig, hvorfor jeg havde gidet at bruge så meget tid på projektet. Prøv at læse de første 25 sider, så har du svaret, sagde jeg, og det er godt nok ikke alle bøger, jeg ville turde sige det om. Men disse historier bærer på en køl, der stikker dybere end nogen andre historier, jeg kender, siger Bjarne Reuter og citerer dermed sit eget lille forord til Bogen.

Jeg mener, at når man dykker ned i hver eneste af de bibelske historier, er de som løg, der bliver ved med at skabe nye lag. Tag fortællingen om den lille rødhårede dreng David, der frelser kong Saul fra hans sortsyn og selv bliver kongernes konge. Men hvad kommer så efter?, spørger den læreruddannede forfatter og svarer selv:

Det gør historien om Batseba. Sådan har historierne hele tiden ansigter. Og for mig siger Bibelen meget om, hvad det vil sige at være menneske. For den rejser alle livets store spørgsmål gennem sine fortællinger. Ofte er det også spørgsmålene, der står tilbage, især når man læser Det Gamle Testamente. Jeg betragter heller ikke Bibelen som nogen brugsanvisning i at leve livet, selvom man kan blive meget klogere på sig selv og den sølje, man står på, ved at læse den.

LÆS Bjarne Reuters gendigtning af Noas Ark

Bjarne Reuter lader blikket glide hen over den store bogreol fuld af gamle bibler, inden han tilføjer:

Det har virkelig været en ære at få lov til at være en fortæller i den lange række af mennesker, der har fortalt de historier. Og jeg mener faktisk, at det er vigtigt at få dem udbredt i en tid, hvor man lukker kirker, biblioteker og boghandler. For det, synes jeg, er trist, siger han og tilføjer med noget, der ligner et bibelcitat:

Men tror jeg ikke, at de, der træffer de beslutninger, ved, hvad de gør.