Bibelen er i tidernes morgen skrevet af mænd for mænd som et slags kodeks. I Bibelen tegner loven, profeterne og beretningerne et billede af relationerne mellem mennesker i samfundet, og pudsigt nok er denne visdom stadig gyldig og holdbar langt hen ad vejen.
Men naturligvis er der huller og bump på samme vej, og det er nogle af disse steder, der må have været blinde vinkler for skribenterne i tidernes morgen. Præst, kunsthistoriker og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen vil det anderledes med sin nye, flot illustrerede bog "Bibelens kvinder". Det er en klog udgivelse, der ikke forsøger at peppe Bibelens sprog op og forfladige, men tager et mildt og formidlende kig ned på den vej, der har ledt kristne og jøder gennem århundreder.
Vi kigger ikke i juraen, poesien, historien og profetierne i denne omgang, men følger og forstår måske mere af den store underbelyste del af Bibelen, hvor kvinderne har deres gang og gør sit med opsigtsvækkende fødsler, gerninger, mord og andet, der trænger til en kærlig behandling fra et nyt levende ståsted. Sara, Rebekka, Ester og Susanna. Vi kender dem måske uden at kende dem.
Lisbeth Smedegaard Andersens fortælling om Bibelens kvinder er en kronologisk og passioneret vandring gennem Bibelens fortællinger, hvor vi ikke blot bemærker hidtidige biroller, men forstår, at de er værd at udskille og hædre for den bærende del af konstruktionen, som Bibelen har været og er for hele verdensreligioner. Kvinderne er der hele vejen igennem. Og de er mange. Så mange, at man i gammeltestamentelig forstand kan blive helt svimmel ved tanken om navneopråb eller udenadslære.
Mænd og kvinder interagerer, og poetiske og nogle gange genkendelige navne knytter sig som et fint bånd gennem fortællingerne. Hvis man tager bogens indeks med bogstavet "K" som indikator, vil man måske forstå omfanget af, hvor mange personer der er under luppen i denne bog: Kain, Keleb, Kam, Ketura, Kiljon, Kloe, Klopas og Kuza.
"Bibelens kvinder" er ikke en kvindebibel, tværtimod kommer den læseren i møde som et åbent bud med læsninger af historierne, som kan være godt at få opfrisket eller sat spørgsmålstegn ved. De usynlige hentes ind mellem de synlige, det er ikke blot skabelsesmytens Eva eller Jomfru Maria eller skøgerne, der optræder og danner betydninger i historien, der er andre og mange flere heltinder og handlekraftige kvinder, viser det sig. Og som en væsentlig del af læsningen kobler bogens rige illustrationer af både nulevende kunstnere og væsentlige kunsthistoriske værker sig til fortællingerne, så vi får nogle anderledes analyser undervejs. Fra Rodin til Sophia Kalkau, fra Cathrine Raben Davidsen til Rembrandt er der ikke så langt, som man umiddelbart skulle synes. Det fungerer, når vi læser om straf, undertrykkelse og ofring, at se Kathrine Ærtebjergs furiøse maleri ”Ofringen”.
Billederne står som Lisbeth Smedegaard Andersens tekst som frie bud på, hvordan man som nutidsmenneske, forfatter og kunstner kan give sig i kast med at betragte og behandle vores mytologiske fællesarv. De første 200 sider er viet til Det Gamle Testamente, de sidste 100 sider til Det Nye Testamente, men billedsiden gør, at forfatteren kan komme frisk igennem hele det omfattende univers af skæbner uden at køre fast. Denne bog, "Bibelens kvinder", er, ud over at være gedigen historiefortælling også en slags samtalepartner.
Lisbeth Smedegaard Andersen gør sit stof nærværende, selvom hun ved, at der kan være tusinder af års fortætninger og mørke gemt i de bibelske personer. På den måde er hun en kunstner på sit felt. En mild kvinde, der har ordet i sin magt. Og på billedsiden er det velgørende, at man pludselig ser bebudelsesikoner fra det 14. århundrede side om side med værker af Lise Malinovsky og Ursula Reuter Christiansen og forstår, at bestræbelserne på at levendegøre sine fortællinger er den samme gennem al tid. Bogen bør være pligtlæsning for ethvert kirkeligt udsmykningsudvalg. Der er stof til eftertanke og uanede kræfter i "Bibelens kvinder".
Lisbeth Smedegaard Andersen: Bibelens Kvinder. 320 sider. 349,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.