Den har været næsten 20 år undervejs og involveret mere end 30 forskere, sprogfolk og konsulenter, og i sidste uge udkom den så, ”Bibelen 2020”, som består af en nyoversættelse af Det Gamle Testamente, som her hedder Den Gamle Aftale, samt en revideret udgave af 2007-oversættelsen af Det Nye Testamente, Den Nye Aftale.
Ifølge Bibelselskabets generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen skal ”Bibelen 2020” være ”en lejlighed til at læse Bibelens tekster med en ny opmærksomhed”, og opmærksomhed har den da også fået med ikke mindre end syv anmeldelser i Kristeligt Dagblad og tre i Politiken.
I Berlingske nøjedes man imidlertid med en enkelt, som til gengæld er god. Her falder der fem stjerner ud af seks mulige fra Søren Schauser, der konkluderer:
”’Bibelen 2020’ sender de samlede ord gennem en knitrende skærsild ved navn nudansk med masser af læselyst til følge.”
Han finder endvidere, at den nye oversættelse står mere kont
ant end dens autoriserede fætter fra 1992, og at den kan bruges til såvel lystsom højtlæsning. Og så har han et rimelig radikalt forslag:
”Udgiverne af den næste oversættelse kunne måske ligefrem tage sidste skridt og vælge en anden titel! Vor tids troende ser ikke nødvendigvis sig selv som religiøse og derfor heller ikke som mennesker med behov for en ’bibel’ i moderne forstand.”
På kirke.dk er der også blot en enkelt anmeldelse ved oversætter og forfatter Niels Brunse, der blandt meget andet har oversat Shakespeares skuespil og sonetter til et nutidigt dansk. Han mener, at ”Bibelen 2020” er et stykke grundigt formidlingsarbejde, der fortsætter en gammel og prisværdig bestræbelse på folkelighed og tilgængelighed, og det gør (for det meste) ikke det fjerneste:
”Forskellene mellem de gammel- og nytestamentlige forestillinger om forholdet mellem Gud og mennesker viser sig måske endnu tydeligere, når patinaens slør er løftet bort, og det er ingen ulykke.”
Ganske anderledes står det imidlertid til hos Politikens tre anmeldere, der ikke just er begejstrede for den nye oversættelse. Den mest positive er Thomas Bredsdorff, der noterer sig, at det er godt og dygtigt arbejde, og at nye læsere bliver inviteret ind, omend noget af det gådefulde er forsvundet i oversættelsen:
”Det nok mest brugte citat ved troendes såvel som vantros bryllupper og begravelser er ’Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre’. Uforglemmeligt. Også lidt gådefuldt, ’bliver da’, hvordan? I den nye oversættelse er gåden forsvundet.”
Ida Dybdahl slår ned på et andet af de elskede og flittigt citerede steder i sin trestjernede anmeldelse, nemlig i Prædikerens Bog ved de 28 ”en tid til”-handlinger, som hun ikke mener, at den nye oversættelse har ramt rent i sin mere profane og tørre stil:
”’Der er et passende tidspunkt for alt.’ Det lyder næsten som noget, en coach kunne sige, og minder mig om en anden vigtig litterær faderskikkelse. Det er Alfons Åbergs far, der prædiker ’Hver ting til sin tid’.”
Og endnu mere kritisk er Marie J. Damm, der er ikke bryder sig om de voldsomme bestræbelser på at få meningen i Bibelen frem, og hun spørger, om det overhovedet er meningen, at vi skal få meningen frem – om vi nødvendigvis skal begribe alt rationelt – og om Lukas’ velkendte ord ”Og det skete i de dage (…)” skriver hun:
”Den nye oversættelse lyder som en træt og lidt doven teenager, der ikke rigtig gider google, hvornår det præcis var, så nu er det blevet ’på den tid’. Vi benytter måske ikke til daglig ord som: ’De drog hen for at lade sig indskrive’, men det minder for meget om en DSB orange-billet, at de ’rejste hjem for at lade sig registrere’; gad vide, om Josef og Maria havde rejsekort med?”
Hun giver to stjerner til det, hun betegner som en forklarings-bibel, som hverken forsøger at lægge sig tæt op ad det oprindelige græske eller fastholde den poetiske tradition, som for eksempel vores salmer lever af, og hun konkluderer:
”Jeg vil nødig bruge ’Bibelen 2020’, hverken som præst, som underviser eller som et religiøst menneske, der sætter pris på det smukke i livet, som kan løfte os – ikke mindst i svære tider som nu.”
I Kristeligt Dagblad er de syv anmeldere generelt mere positivt indstillet over for ”Bibelen 2020” end anmelderne i Politiken, omend der også er uenigheder.
De mest forbeholdne er Carsten Bach-Nielse n og Thomas Reinholdt Rasmussen, som giver nyoversættelsen tre stjerner. Carsten Bach-Nielsen finder, at det er en begrænset fornøjelse, trods gode glimt, at ”Bibelen 2020” i en kirkehistorisk sammenhæng ikke er nyttig, samt at ”oversættelsen affortryller ved sin afståen fra vigtige billeddannelser og forklaringer”.
Også Thomas Reinholdt Rasmussen stiller sig tøvende over for bogens videre brug, og han mener, at man har sat sproget, som han roser for at være flydende og nærværende, for højt over det teologiske:
”Sproget er ikke et neutralt medium, og selvom man søger en meningsoversættelse, så kan teologien sagtens følge med. Det er jo det, der er opgaven i enhver prædiken.”
Sørine Gotfredsen noterer sig ligeledes, at Bibelen i de nye klæder er blevet nemmere at læse, og på spørgsmålet om, hvorvidt der er gået for meget tabt i processen, er hendes svar både og:
”Det er i bund og grund en smuk mission, for det er afgørende vigtigt at vinde nye læsere. Men det er også vigtigt i forbindelse med enhver ændring af den bibelske tekst at blive ved med at råbe højt angående den teologiske dybde, der samtidig går tabt. Det er hermed gjort.”
Det bliver til fire stjerner fra hende, præcis som fra Kristian Østergaard, der konkluderer:
”Digteren Henrich Heine kaldte Bibelen for menneskehedens store husapotek, hvor den, der har mistet Gud, kan genfinde ham. Gælder det også for ’Bibelen 2020’? Ja, det er en solid og egentlig ret konservativ oversættelse, som for den vante bibellæser dog fungerer bedst i det mindre kendte stof.”
Og derfra bliver anmeldelserne femstjernede. Således finder Doris Ottesen, at ”Bibelen 2020” er ”en gylden glæde til nye læsere”, og hun adresserer det spørgsmål, som enhver ny oversættelse af de gamle bibeltekster nødvendigvis må løbe ind i: Hvem er det, man oversætter til? Og hun konstaterer, at det, at teksten vil være læselig, også for den, der er helt uden forudsætninger, naturligvis må gå ud over genkendeligheden for den, der i forvejen har et nært og dyrebart forhold til teksten, som dog, uanset hvad, må følge med tiden.
Også Steen Skovsgaard er begejstret. Han betegner oversættelsen som både veloplagt, kreativ og indimellem også modig og konkluderer:
”Hvor er vi dog heldige, at vi har fået en bibel, som tør være kreativ, bruge nye ord og skubbe til gamle ord og forestillinger. Tak for det!”
Og endelig udtrykker Søren Hermansen i sin anmeldelse det dilemma, der ligger i overhovedet at skulle forholde sig til en nyoversættelse af Bibelen:
”Hvordan skal man anmelde den nye udgave? Det er som at anmelde sin egen mor! Der er meget godt at sige, men også noget, der irriterer en. Ens mor skal jo være ens mor og ikke pludselig spille moderne og være for meget med på noderne.”
Og selvom han enkelte steder slår sig på et sprog, der bliver ”for lidt poetisk og for fladt”, er han dog overvejende positiv i sin næsten umulige bedømmelse, og med passagen med Paulus’ brev til Romerne konkluderer han:
”Den slår lige ned i den lutherske forståelse af, hvorledes man skal læse teksten. Man retfærdiggøres af tro. Det handler om at tro. Da jeg begyndte at læse den højt, så åbnede teksten sig på en forunderlig måde. Hele Romerbrevet flød af sted. Det var ren lydbog. Det var en særdeles god oplevelse. Jeg var helt høj. Så trods de poetiske bump på vejen sniger den sig op på fem stjerner.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.