Fremragende stykke forskning i Bibelens plads i historien

Oxford-professors bog er et fornemt udtryk for bibelforskning, der kan læses af alle med lyst til at vide mere om bøgernes bog

Luthers bibeloversættelse fra 1522 fremhæves i bogen med rette som skelsættende, for Luther bruger Bibelen i sit opgør med den kirkelige autoritet. Og derved i sin kamp for et kristent menneskes frihed, for den kristne behøver ikke at gå over åen efter vand, men sidder med Bibelen i sine hænder og kan derved selv udlægge troen. –
Luthers bibeloversættelse fra 1522 fremhæves i bogen med rette som skelsættende, for Luther bruger Bibelen i sit opgør med den kirkelige autoritet. Og derved i sin kamp for et kristent menneskes frihed, for den kristne behøver ikke at gå over åen efter vand, men sidder med Bibelen i sine hænder og kan derved selv udlægge troen. – Foto: Ritzau Scanpix

En af Grundtvigs mange store bedrifter var at gøre Bibelen til en del af historien. Grundtvig opdagede, at kirkens grundlag ikke var bibelskriften, men den levende Kristus, der er til stede i dåb og nadver.

Det betyder, at det er menigheden, der skaber Bibelen, og ikke omvendt. Og det betyder også, at der var en tid i kirkehistorien, hvor Det Nye Testamente ikke var til. De første kristne havde ikke Det Nye Testamente, men de skrev det. Bibelen har en historie og en tilblivelse i historien og er ikke en solid monolit, der er faldet ned fra himmelen. Det er muligt, at vores flag er faldet ned fra himmelen, men Bibelen er i hvert fald ikke. Den har historie og er blevet til i historien.

Derfor kan man fortælle Bibelens historie, hvilket Oxford-professoren John Barton gør på fremragende vis i den nyudkomne bog ”A history of the Bible” – en bog om Bibelen og dens tro. Opgaven er at vise Bibelens mange facetter og at undersøge den historie, som Bibelen selv skaber, og som den er en del af. Bibelen selv er en bevægelig størrelse, og som Barton skriver, så tilbeder man en bibel, der ikke findes, hvis man ser teksten som en perfekt og oprindelig tekst. Den bibel, vi kender i dag, findes reelt ikke, men er en sammenstykning af utallige håndskrifter, nogle mere helstøbte end andre. Hvis man skulle være provokerende, så findes Bibelen simpelthen ikke, men kun sammensatte brudstykker af en tekst. Alene det burde få os til at omgås den med større varsomhed.

Martin Luther skelnede mellem Bibelens mening (sensus) og Bibelens sag (res), hvilket der kan være væsentlig forskel på. Bibelens sag er noget, der ikke er i bogstaverne, men som skriften udtrykker. Bibelens sag er Kristus selv, som ikke er dødt bogstav, men levende liv.

John Barton formår i bogen at sammenstykke de forskellige opfattelser af Bibelen og tegne et billede af Bibelen og de trosudtryk, der knytter sig til den. Spørgsmålene er, hvordan Bibelen er blevet til, og hvorledes den er blevet udtrykt og levet med gennem historien.

Bogen indledes derfor naturligt med en gennemgang af Det Gamle og Det Nye Testamente. Der gøres informativt rede for den historiske kontekst og for, hvorledes Bibelen er opbygget. Barton udtrykker et let konservativt præg, som en fremstilling af denne karakter ofte får, og for eksempel Københavnerskolen, der hævder et meget sent tidspunkt for Det Gamle Testamentes tilblivelse og i det hele taget denne skriftsamlings større fiktionskarakter, bemærkes kun med en kort henvisning til københavner-professoren Thomas L. Thompson.

Det første århundrede efter Kristus er i henseende til de kristne skrifter meget svært at datere. Det er, som om de enkelte skrifter med lige god ret kan dateres tidligt som sent. Danske Johannes Munck daterede eksempelvis Apostlenes Gerninger til tidligt (cirka år 60), hvorimod Niels Hyldahl daterede det sent (tæt ved år 140). Barton beskriver malende datering af de nytestamentlige tekster som en række af fulderikker, der vaklende støtter sig til hinanden, men ikke har en fast mur at støtte sig til. Det er, som om næsten alt kan lade sig gøre mellem år 50 og 150, når det gælder datering af de kristne skrifter.

Men en særlig rolle spiller Marcion, der var en valhavende skibsreder, der kom til Rom omkring år 140. Marcion var den første, der opstillede en kanon af bibelske skrifter. Man kan beskrive Marcion som ekstrem-pauliner, altså som Paulus’ discipel ud over det sædvanlige. Han opstillede en kanonliste bestående af Lukasevangeliet i ufuldstændig form og 10 Paulusbreve med Galaterbrevet som det væsentligste. Derved udformede Marcion en opstilling af ”Evangelium og Apostolicum”. Måske er Marcion endog den første i kirkehistorien, der samler den paulinske brevsamling: det såkaldte Corpus Paulinum.

Interessant er her Lukas- evangeliet, der ikke kendes før omkring Marcions tid. Er Marcion i besiddelse af det oprindelige Lukasevangelium, eller redigerer han det, vi kender? Selv hælder jeg til det første og mener, at Lukas- evangeliet i den skikkelse, vi kender det, først er skrevet færdig efter Marcions tid sammen med Apostlenes Gerninger, således at disse to skrifter er modsvar til Mar- cions ”Evangelium og Apostolicum”, samt at Apostlenes Gerninger derved er en rehabilitering af Paulus, der truede med at ryge med ud, da Marcion blev smidt ud af den romerske menighed omkring år 144.

Den paulinske brevsamling og særligt dens indre sammenhæng er genstand for stor interesse: Barton kommer omkring den såkaldte Paulus-kronologi, som handler om, hvorledes brevene er skrevet og i hvilken sammenhæng, hvilket er noget, som også har teologisk betydning for udviklingen af Paulus’ position. Han nævner med rette tyske Gerd Lüdemann, men det havde også været godt at få danske Niels Hyldahl nævnt, da han om nogen har arbejdet med dette felt. Der er også flere steder, hvor Barton diskuterer Paulus’ Andet Brev til Thessalonikerne, hvor en henvisning til Hyldahl også havde været på sin plads.

Det flotte ved Bartons bog er hans konsekvent gennemførte tanke om, at Bibelen er blevet til i historien og har en historie. Den er ikke faldet ned fra himmelen. Derved er Bibelen udtryk for den kristne tro og for troens samspil med skriften. Barton gennemgår oplysende de forskellige manuskripter, der ligger til grund for de bibelske skrifter og i det hele taget udfoldes smukt den klassiske disciplin nytestamentlig isagogik, som bogen i store træk hører til under.

Desuden gennemgås også de forskellige positioner for bibellæsning, som vi finder op gennem historien: middelalderens, Reformationens og oplysningstidens læsninger.

Særligt Reformationens læsninger har stor betydning, for de er med til at befri bibellæsningen fra en ydre autoritet, da skriften er sin egen fortolker. Luther bruger Bibelen i sit opgør med den kirkelige autoritet. Og derved i sin kamp for et kristent menneskes frihed, for den kristne behøver ikke at gå over åen efter vand, men sidder med Bibelen i sine hænder og kan derved selv udlægge troen.

Luthers bibeloversættelse fra 1522 fremhæves med rette som skelsættende, og Luther oversætter ikke kun skriften. Han gennemskriver den så at sige på ny og er derved udtryk for, at troen altid inkarnerer sig på ny. Kristendom er ikke en kultur, men kristendom er et ord ind i tiden. Derved kan kristendommen have meget forskellige udtryk, alt efter hvilken tid og hvilken kultur den er i. Men kernen er den samme: Jesus Kristus. Kristendommen er udtryksmæssigt ikke bundet til en særlig tid. Luthers bibeloversættelse og den engelske King James-version fra 1611 er de to store bibeloversættelser, og Barton kommer oplysende omkring dem begge.

John Bartons bog er et fornemt udtryk for bibelforskning, der kan læses af alle med lyst til at vide mere om bøgernes bog. Når man er opvokset i Grundtvigs fædreland, så er det ikke overraskende, at Bibelen har historie og er en del af historien, men det er overraskende, hvor mange forgreninger der kan findes i den kultur, vi kalder for vores.