Vi er langt fra en konventionel opfattelse af bibelske scener: De kommer til os efter at have været igennem et sind, der har formet dem i overensstemmelse med den glødende og heftigt nærværende, men ikke just overskuelige verdensorden, som gælder dér. Som på billederne. Temaet – formidlet i værker især fra Det Nye Testamente, men for enkeltes vedkommende også fra Det Gamle – udgør en lille, men central del af William Skotte Olsens livsværk. Det kan man erfare på den første separatudstilling med maleren på et kunstmuseum i mere end 25 år.
LÆS OGSÅ: Kultur får os til at se muligheder
Over 100 værker, hvoraf hovedparten er stillet til rådighed af private, indgår i "WSO – Maleren William Skotte Olsen (1945-2005)", der frem til den 5. juni vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Kastrupgårdsamlingen og Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst og har tidligere kunnet ses begge disse steder. De tre museer har udgivet en meget informativ og gennemillustreret bog, "William Skotte Olsen", skrevet af kunsthistorikeren Mikael Wivel, der gennem mange år fulgte kunstneren på nært hold. Bogen er præget af hans fortrolighed både med værkerne og manden bag dem: han, der slog igennem allerede i en alder af 21 år, senere oplevede store nedture og i sine sidste år boede i en skurvogn på Christiania.
Hans berettigelse til en bolig i kunsthistorien er indlysende. De, der måtte have glemt det eller slet ikke ved det – og det er uden tvivl mange – mindes om det af denne udstilling.
Som Wivel gør opmærksom på, optræder de bibelske optrin hos Skotte Olsen "sådan lidt i forbifarten". Kunstneren stiller ikke så skarpt på disse motiver, at de bliver dominerende, men indpasser dem i en i forvejen eksisterende mangfoldig og grænsesprængende virkelighed, hvor normalt gældende naturlove som noget ganske selvfølgeligt er ophævede. Uden forbehold hengiver han sig til umiddelbarheden, i en visionær skaben, hvor det ydre altid afspejler det indre. Billederne er som malede med nerverne. Forsøg på rationelle forklaringer kommer man generelt ikke langt med. Men hans sandheder er virkelige. Og det er jo det eneste, man i en kunstnerisk sammenhæng kan og bør forlange af sandheder.
Et hovedværk blandt de bibelske billeder er "Korsfæstelse og tulipaner" (1981). I forgrunden ses en skikkelse, der er større end de øvrige i den lille gruppe, der betragter os. Den er klædt i rødt, som er den farve, Skotte Olsen traditionelt giver sig til kende i. Samtidig har den – måske – en glorie. Eller drejer det sig blot om endnu en udgave af den sol, der så hyppigt skinner på billederne? Forvirret overvejer man at opfatte skikkelsen som Jesus. Forvirret, fordi den korsfæstede hænger et andet sted på billedet.
I dets modsatte nedre hjørne har vi fire tulipaner, med hver sin farve og af et format, der er ude af proportioner med personerne. Maleriet er gennemført i Skotte Olsens karakteristiske naivistiske stil. Men det bevidst barnagtige i udførelsen udelukker ikke dybde. Netop ikke! Værket er en udfordring til fortolkningen. Hvis man gerne vil have sådan én. Eller man kan "nøjes" med helt spontant at optage kunstnerens verden i sig. Netop dette vil vist være i hans ånd.
Et gammeltestamentligt motiv dukker op i tre billeder fra 1995 – "Jakobs kamp". De er helt anderledes end de nytestamentlige fra tidligere år – uden samme overskud og farveglæde. Det er mørke, dystre billeder, knugende tæt på en tilstand, der trods det antydede morgenlys virker blottet for håb om velsignelse. Englen synes nærmere forbundet med dæmoni end med velsignelse. Et det måske ligefrem Djævelen, Jakob kæmper med? Værket får mig til at tænke på Skotte Olsens version af Edvard Munchs "Skriget". "Stående figur" (1975) hedder det bare. Vi ser et ensomt, skeletlignende væsen ligesom trækkende sig sammen om sig selv, mens det retter ansigtet mod os, et ansigt, hvor øjnene og munden er bundløse, sorte huller. Sådan ser et skrig ud. Også den, der intet kender til Skotte Olsens livsforløb, indser intuitivt, at det skrig har været i ham selv. Det er udstillingens ultimative krisebillede. Også formmæssigt står det helt alene.
Skotte Olsen er en kunstner med en "nærmest forbløffende sans for farvens magi". At han er blevet sammenlignet med Marc Chagall er forståeligt, ikke mindst på grund af billedernes nære slægtskab med eventyrene: denne frit svævende, på én gang drømmende og alligevel meget vågne virkelighed, hvor mennesker indgår i et poetisk "kaos" med huse, tårne, fugle og fabeldyr. Det er billeder præget af kunstnerens tætte samliv med 1960'ernes og 1970'ernes ungdomskultur, dens alternative miljøer, rockmusikken og de såkaldte bevidsthedsudvidende stoffer. Turbulente år, der for Skotte Olsens vedkommende udviklede sig ulykkeligt, med anfald af sindssyge, deraf følgende ildspåsættelse (der var på nippet til at blive til mordbrand) og anbringelse på Herstedvester.
Men indimellem lyste talentet stadig. Udstillingen har eksempler på det: ganske små ansigter malet på forhåndenværende materiale som for eksempel pap og sækkelærred. Det er billeder, som i deres fysiske fremtræden er så uanselige, at man sagtens kan overse dem. Men man gribes, hvis man indfanges af deres følsomhed og stille dybde.
WSO – Maleren William Skotte Olsen (1945-2005). Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Hver dag klokken 12-17. Indtil den 5. juni.
