”Til eftertanke” er teologi til hverdagslivet

12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen. Det giver lyst til at citere, for alle skribenter har noget at give

Meghan W. Jakobsen er en af de 12 præster, der i ny bog fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen
Meghan W. Jakobsen er en af de 12 præster, der i ny bog fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen. Foto: Christian Reinholtz / Lindhardt og Ringhof.

Hendes mor var død af kræft, hendes datter var kronisk syg, ægteskabet var forlist, hun havde mistet både sit job og sit hjem – og hun kunne ikke få dagpenge. Dette var på et tidspunkt situationen for den senere – og nuværende – sognepræst samt forfatter Meghan W. Jakobsen.

Da hun yderligere blev ramt af en hofteskade, tænkte hun, at det var Gud, hun ”var kommet i clinch med”. Hun var straks opmærksom på parallellen til beretningen i Første Mosebog kapitel 32, vers 23-33 om Jakobs kamp – den kamp, der kostede ham en skadet hofte. Og Meghan W. Jakobsen gjorde hans replik til sin egen: “(...) jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”.

Velsignelsen bestod i, at hun begyndte på noget, hun havde drømt om i mange år, nemlig at læse teologi.

Det stærke vidnesbyrd indgår i bogen “Til eftertanke”, hvor 12 danske præster fortæller om deres yndlingstekst i Bibelen. De pågældende repræsenterer et bredt felt af kirkelige retninger. Også aldersmæssigt er der lagt vægt på spændvidde: Den yngste er i 30’erne, og den ældste i 70’erne. Bidragene er meget forskellige. Enkelte er som Meghan W. Jakobsens stærkt personlige, mens andre koncentrerer sig om det rent teologiske. Men hvordan så end præsterne har grebet opgaven an, sørger de for, at bogen lever op til titlen og giver stof til eftertanke. Det har den også gjort for astrofysiker Anja C. Andersen, der – som hun skriver i forordet – efter læsningen sidder ”tilbage med en taknemmelighed over livets mangfoldige små vidundere, som de bliver beskrevet, og som jeg pludselig får øjnene op for i mit eget liv”.

Et andet meget personligt og modigt bidrag, ”Den nat jeg gik i stykker”, kommer fra lektor og cand.theol. Leif Andersen, der fortæller om, hvordan han under en enmandsferie i Moskva oplevede den totale natlige ensomhed og tomhed. Han kaldte på Gud, men også han var fraværende. Andersen havde følelsen af at bede ud i et tomt rum. Så dyb var krisen, at han ikke vidste, om han overhovedet ville komme hjem som et kristent menneske. Det gjorde han så alligevel, men “ikke uskadt, ikke uforandret”.

Hans redning blev en passage fra Johannesevangeliet, kapitel 6, vers 37, et skriftsted, der gennem hele hans voksne liv har været hans yndlingsbibelord:

”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Dette fører ham frem til denne konklusion, til dette lys i natten: At tro på Kristus og at komme til ham er det samme. Noget, der – som det understreges – står fast uanset ”ens spirituelle temperatur”.

En anden definition på tro gives af sognepræst Pia Søltoft i ”Kvinden, der elsker meget” – synderinden i farisæerens hus, Lukasevangeliet, kapitel 7, vers 36-50. Præsten opfatter hende ikke ”som en stakkels kvinde”, men som ”et af de stærkeste billeder i Bibelen på, hvad det vil sige at elske og tro”.

Alle skribenter har noget at give. For eksempel sognepræst Lea Skovsgaard, der refererer til Davids salme 23, vers 4. Som en deltager i krise under Copenhagen Marathon oplevede hun, hvad det betyder, at et andet menneske rækker ud efter én – hvad hun efterfølgende ser i et udvidet perspektiv, et livsperspektiv.

Tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke Jesper Stange, der på baggrund af forklarelsen på Bjerget (Matthæusevangeliet, kapitel 17, vers 1-13) fremhæver, at kirken fra første færd har været optaget af at skaffe synet adgang til det guddommelige.

Og biskop Marianne Christiansen, der begrunder sin optagethed af teksten om den samaritanske kvinde (Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 1-26) ved at henvise til disse Jesus-ord:

”Det er mig, der taler til dig.”

Christiansen siger, at hver gang hun hører ordene, gibber det i hende. For hun ved ikke, om hun hører dem sagt til den samaritanske kvinde eller til sig selv.

De øvrige bidragydere er forfatter og cand.theol. Steffen Støvring, provst Thomas Reinholdt Rasmussen, sogne- og orlogspræst Anna Mejlhede, sognepræst Rasmus Nøjgaard, sognepræst Morten Fester Thaysen og kongelig konfessionarius samt præst ved Garnisons Kirke i København Erik Norman Svendsen.

Denne anmelder er ikke teolog, men kan til gengæld stå inde for, at de 12 involverede præster formår at ytre sig på en måde, der når langt ud over det fagligt indforståede. Det er direkte tale, også til den læge læser, hvad der naturligvis netop er formålet. ”Til eftertanke” er teologi til hverdagslivet – og en af den slags bøger, som jeg gerne ville citere mere fra, end der er plads til i en anmeldelse.