Det er ikke, fordi noget er svært,
at vi ikke tør, det er, fordi vi ikke tør,
at noget er svært.
Seneca
Da jeg onsdag den 31. oktober 2018 kl. 05.47 om morgenen kort blev ringet op af Ashiq, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg drømte eller var vågen: ”Good morning, Asia Bibi is free, congratulations!”
Den store dag, som vi havde ventet på så længe, var endelig oprundet: Asia Bibi var blevet frikendt af Pakistans Højesteret. Endelig!
Hvilken usigelig glæde! Men glæden endte med at blive kort, for efter tre dage med noget, der lignede regulær borgerkrig fremprovokeret af islamisterne, foretog den pakistanske regering en kovending og underskrev den 3. november en aftale med de religiøse fanatikere, der forhindrede Asia Bibi i at forlade landet, før frifindelsen af hende var blevet genbehandlet i retten. Selvom jeg godt vidste, at Pakistan er et af de mest uforudsigelige lande, jeg kender, så følte både jeg og hendes familie os fuldstændig fortabte.
Hvilken skuffelse! Jeg var dybt såret og ganske rigtigt slået til hjørne, men ikke i gulvet. Efter otte års utrættelig kamp var det ikke nu, håndklædet skulle kastes i ringen … Kampen mod de sejrrige islamister skulle afgøres i sidste runde. Jeg satte alle mine kræfter, alt mit mod og al min beslutsomhed ind på at vinde kampen på knockout.
Takket være en mediemæssig mobilisering uden sidestykke i både national og international presse og med hjælp fra de øverste politiske instanser blev Asia Bibi endelig hentet ud af fængslet natten til den 7. november. Et halvt år senere rejste hun til udlandet med sin familie, der ligesom hende selv var truet på livet.
Langt om længe ville jeg altså kunne lytte til og se Asia Bibi med mine egne øjne. Et møde, jeg havde drømt om meget længe… Siden hun blev dømt til døden første gang i november 2010, havde jeg adskillige gange bedt de pakistanske myndigheder om tilladelse til at besøge hende i fængslet, men uden held. En vesterlænding – ovenikøbet en journalist – skulle ikke have lov til at dele denne dystre historie, som ikke ligefrem var en hæder for Pakistan, med verdenspressen.
Hvor mange gange er jeg ikke mødt op foran fængslet i Shekhupura og har udgivet mig for at være humanitær hjælpearbejder eller klædt som en pakistansk kvinde med en pose appelsiner i hånden for at prøve at smøre vagterne, der ikke altid er lige hæderlige … Det lykkedes aldrig! På trods af trusler fra fanatikerne insisterede jeg på at bryde tavshedens lov, så hendes historie kunne blive spredt verden over.
Da jeg i 2008 flyttede til Pakistan som korrespondent for en nyhedskanal, havde jeg bestemt ikke forestillet mig, at jeg ville komme til at føre denne usandsynlige kamp fuld af uventede drejninger. Det begyndte alt sammen en morgen i november 2010. Jeg sad og læste i en engelsksproget pakistansk avis og faldt over en kort notits, som fortalte, at den unge kristne kvinde Asia Bibi netop var blevet dømt til døden for blasfemi. Ifølge artiklen havde hun krænket profeten Muhammed. Pave Benedikt 16. bad straks de pakistanske domstole genoverveje dommen og udvise nåde i hendes sag, hvilket øjeblikkeligt fik situationen til at antændes og de mest radikale, indflydelsesrige religiøse partier til at arrangere demonstrationer landet over i protest mod den katolske kirkes indblanding i den islamiske republik Pakistans anliggender.
Jeg rapporterede fra demonstrationerne, hvor de hadefulde ekstremister krævede Asia Bibi hængt, og i samme forbindelse kom jeg i kontakt med Asia Bibis familie. Jeg lovede dem, at jeg aldrig ville lade dem i stikken, heller ikke efter at være flyttet hjem til Frankrig igen. Båndet mellem os har holdt lige siden.