Krise, digitalisering og en stigende tendens til at opleve og deltage i kunst, når det passer folk, udfordrer biblioteker, museer, teatre, og andre traditionelle institutioner.
Kunstneriske aktører kæmper i disse år med at tilpasse sig nye ændrede kulturvaner og dalende offentlige investeringer. Mange famler rundt på sociale medier og søger hjælp fra private sponsorer men de rigtige svar flagrer fortsat i luften.
Amerikanske Ben Cameron har nogle ideer og ser forandringerne som en reformation, der fuldstændig ændrer kulturverdenen, som vi kender den. Han er kunstnerisk direktør ved en af USAs største private kunstfonde, Doris Duke Charitable Foundation i New York, der gennem tiden har støttet kunstnere og institutioner med næsten 10 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ: Hysterisk åbenhed i lov om kunststøtte
Vi er i en overgangfase fra såkaldt flow-kultur til on demand-kultur. Før flød kunstoplevelser fra udbyder til bruger, men den tilgang er under total opløsning, og hvis institutionerne insisterer på at bremse udviklingen, ender de som en lille marginaliseret gruppe uden kontakt til omverdenen og udviklingen, siger Ben Cameron til Kristeligt Dagblad.
Han var forleden hovedtaler til Kulturstyrelsens årsmøde i Nyborg, hvor branchens mange grene og aktører var samlet for første gang for at diskutere udfordringer og økonomisk tilbagegang. Ben Cameron mener dog ikke, at kulturorganisationer skal klage over, at der skæres i deres budgetter.
Jeg ser ikke en pengekrise i kulturen, men en eksistenskrise, der handler om relevans, siger Ben Cameron, der påpeger, at mange i den traditionelle kulturindustri fra hans egen generation stadig tænker i gammeldags flow-kultur.
Publikum forsvinder fra museer og teatre, der tidligere havde eneret til at bringe kunsten ud til folk, og især unge laver i stigende grad selv kunst, musik og film. Det skal dog ikke opfattes som en trussel, men som en mulighed for at bringe folk sammen, mener Ben Cameron. For erfaring viser ifølge den tidligere teaterchef, at de, der selv danser, går til danseforestillinger, og de, der spiller musik, går til koncerter. Derfor skal alle disse mennesker inddrages og deltage i kunsten inden for de etablerede rammer.
Ben Cameron ser nemlig et tydeligt behov blandt publikum for at komme til orde og for at diskutere oplevelser sammen, når en forestilling er slut, eller når et museum lukker dørene. Han nævner som eksempel et teater i USA, der ud over blogs på nettet og forelæsninger lagde en gul huskeseddel uden på alle programmer med spørgsmålet, hvad var det bedste ved forestillingen, som man skulle svare på og sætte op på en stor glasvæg. Det var en stor succes, fortæller Cameron, og både publikum og dansere stod og læste de mange meninger, der senere blev koncentreret og lagt på nettet.
Det er nemt og billigt. Jeg mener, at organisationerne skal flytte publikum ind i centrum af deres arbejde og lade dem deltage i samtalen om kunst. Den deltagelse er et afgørende gennembrud i transformationen af de traditionelle kulturinstitutioner. Folk vil gerne diskutere oplevelser, og det rum skal man være parat til at sikre.
I Danmark er teatre og museer i stigende grad afhængige af private sponsorer, hvilket er normal praksis i USA. Men en pose penge fra en virksomhed er ikke nødvendigvis svaret på alle problemer, mener Ben Cameron.
Det er rigtig godt med fonde og investeringer, men især virksomheder er ofte interesseret i at få noget ud af samarbejdet på kort sigt, for eksempel om en forestilling eller udstilling er med til at tiltrække flere mennesker til området og dermed sikre købere af deres produkt. Der er samtidig en tendens til, at man forventer mere kontrol med indholdet, og det er en meget farlig udvikling. For udgangspunktet skal stadig være, at kunsten er med til at gøre samfundet rigere og ikke om at gøre et firma fem procent rigere. Fint, hvis de gør, men det må ikke være udgangspunktet. Det skal organisationer være meget bevidste omkring, når de modtager donationer.
Ben Camerons hovedbudskab er, at kunstnere og institutioner skal være fuldstændig sikre på, hvilken værdi de tilfører samfundet. For eksempel er et biblioteks værdi at dele viden og understøtte litteraturen og ikke længere bare at udlåne bøger. Det er ifølge Cameron afgørende i en teknologisk overgangsperiode, hvor de første generationer for det meste tager fejl.
Da trykkekunsten kom, troede man, at de samme 10 bøger ville blive kopieret, men der kom mange tusinde nye forfattere og en meget mere fragmenteret litteratur. Og vi er kun i begyndelsen af den digitale tidsalder. Det er vigtigt at fastholde kerneværdien i det, man laver, og så ride med på bølgen af muligheder uden at glemme sig selv, siger Ben Cameron, der ser en tendens til, at unge modsat manges antagelser sagtens kan koncentrere sig i længere tid ad gangen også om traditionel kunst.
Han oplever nemlig samtidig med de teknologiske muligheder, at pendulet svinger tilbage, og unge også kan være der, hvor man gør sig fortjent til at have deres opmærksomhed. For eksempel husker han en opførelse af tre Shakespeare-skuespil, der varede ni timer, og her var der proppet med unge under 25.