Prøv avisen

Fra bogtempel til mødested: Bibliotekerne har været nødt til at finde nye veje

"Jeg mener, der er en parallel til kirkerne, som bygger på den tankegang, at de er åbne, og at menigheden passer på dem. På samme måde er bibliotekerne blevet borgernes hus," siger Jens Thorhauge, der er tidligere direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier. Tegning: Rasmus Juul

I længere tid har bibliotekerne været i tvivl om deres formål, prioriteringer og retning, men nu er et nyt, mangfoldigt, men også mere afklaret folkebibliotek ved at træde frem. Det handler om på en nutidig måde at værne om dannelse, myndighed og fællesskab

Bliver man et bedre menneske af at læse bøger? Bliver man en oplyst, myndig samfundsborger af at gå på biblioteket?

Ikke nødvendigvis. Men kan vi overskue, hvilket samfund der kommer ud af det, hvis folkebibliotekerne for alvor mister det trods alt gode tag, de har i den danske befolkning? Hvis det ikke er uddannede bibliotekarer, men søgemaskine-algoritmer, der udvælger og prioriterer, hvilke bøger og andre kulturprodukter vi skal præsenteres for? Hvis det ikke er en erklæret hensigt om dannelse og folkeoplysning, der ligger bag udbuddet af litteratur og information, men derimod multinationale tech-giganters interesse i at styre forbrugernes opmærksomhed i retning af den bedst betalende annoncør?

Dette er de store, principielle spørgsmål, som trænger sig på i bibliotekspolitikken i disse år. I samarbejde med Forfatterforeningen, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Grundtvigsk Forum har forfatteren Egon Clausen forsøgt at få en høring i stand om fremtidens folkebiblioteker, og i et debatindlag i Dansk Kirketidende har han advaret om, at vi uden folkebiblioteket risikerer at få en ny almue, som det hedder i traditionel grundtvigsk sprogbrug.

”Folkebibliotekerne står med en meget vigtig opgave om at hjælpe borgerne med at udvælge den gode litteratur, den korrekte information til borgerne, men ligesom alle andre instanser står de over for en stor trussel fra tech-giganterne, og efter at Danmarks Radio fra politisk hold er blevet kraftigt beskåret, står bibliotekerne nærmest alene tilbage som et Dannevirke for dansk litteratur, kultur og tradition,” erklærer Egon Clausen, der selv er tidligere DR-medarbejder.

”Det at gøre almuen til et folk er en opgave, som skal løses i hver generation. Jeg synes, jeg kan se tendenser i dele af befolkningen, som minder om gammeldags overtro,” tilføjer han med henvisning til de tvivlsomme konspirationsteorier og videnskabeligt udokumenterede forestillinger om dette og hint, som via internettet kan vinde stor folkelig udbredelse, selvom ingen uddannet, ædruelig bibliotekar kunne drømme om at guide borgerne i dén retning. På den baggrund har han også som mærkesag, at bibliotekerne ikke kun vægter de store for-tællinger i form af den gode skønlitteratur, men også faktaformidling i form af væsentlig faglitteratur.

Ifølge Nanna Gyldenkærne, formand for bibliotekspolitisk udvalg i Forfatterforeningen, er bibliotekerne gode til at vægte alle genrer, og hun glæder sig over, at der i disse år ser ud til at være en ny, stærkere fokusering på litteraturformidling og børn og unges læsning efter en mere identitetsforvirret periode.

”Der har været en periode præget af en tivolisering af bibliotekerne. Men blandt andet med den nye biblioteksplan, der er på vej i København, ser jeg en tendens tilbage i retning af, at litteraturen bliver vægtet,” siger hun.

At biblioteker er vigtige for folkeoplysning, læselyst og demokrati er ikke noget, branchen lige har opdaget, men ifølge biblioteksforsker Henrik Jochumsen fra Københavns Universitet er det tydeligt, at såvel biblioteker som kulturpolitikere er blevet mere bevidste om, hvad biblioteker skal være og ikke skal være. Det betyder, at de i stedet for at løbe i alle mulige retninger og stille alt muligt til rådighed prioriterer og kuraterer, hvad der er vigtigst for at skabe ”ivrige læsere, kritiske kulturforbrugere og engagerede borgere”, som det formuleres i Københavns Bibliotekers nye strategiplan frem til 2023.

”Fra årtusindskiftet og frem har der været en vis forvirring om, hvad bibliotekerne egentlig skulle lave i en tidsalder, hvor borgerne efterhånden kan få adgang til alt hjemme fra deres egen computer. Det er nu blevet tydeligere, og derfor ser vi nu et biblioteksvæsen, der er blevet mere sikker på sig selv og sin rolle, og som er fundet tilbage til en erkendelse af, hvor vigtig læsning og litteratur egentlig er for et samfund,” siger Henrik Jochumsen.

Han tilføjer, at han også tidligere har tvivlet på livsnødvendigheden af biblioteker, men netop stillet over for truslen om, at det ellers er techvirksomheder som Google, Amazon og Netflix, der bestemmer, hvilke informationer, bøger og film vi skal præsenteres for, er biblioteket som institution ”mere relevant end nogensinde”.

Til spørgsmålet om faglitteratur over for skønlitteratur påpeger biblioteksforskeren, at det faktisk var faglitteraturen, biblioteket som institution i første omgang blev bygget op om. Og han peger på, at selvom mange har en forestilling om, at et bibliotek grundlæggende er et sted, hvor man har en samling af bøger, så kan man også bibliotekshistorisk se det som et hus, der altid har haft dannelse, oplysning og mynddiggørelse af borgerne som formål og bøger som det væsentligste middel hertil.

Jens Thorhauge var i årene 1997-2012 direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier og har siden ernæret sig som konsulent for primært biblioteksudvikling i ind- og udland. Han vurderer, at selvom det i skiftende perioder er kommet lidt forskelligt til udtryk, har folkeoplysning og dannelse altid været prioriteret højt af bibliotekerne, og at det er helt forventeligt, at bibliotekerne måske i en periode har haft svært ved at finde de rette ben at stå på i forhold til de meget omfattende forandringer, der har fundet sted på området.

”Bibliotekerne har været nødt til at finde nye veje i en tid. Hele vores mediebillede, vores mediebrug og vores kulturvaner har gennemgået voldsomme forandringer. Bibliotekerne har oplevet, at det traditionelle bogudlån er gået meget tilbage, og det er en global tendens. Derfor ser jeg ikke fremtidens bibliotek som bare en tilbagevenden til det tidligere. Jeg ser heller ikke ét fremtidens bibliotek. Vi vil i stigende grad se bibliotekerne udvikle sig til en række forskellige lokale kulturoplysningsinstitutioner, der dækker meget forskellige ønsker og behov hos borgerne,” siger han.

En vigtig pointe er, at selvom danskerne låner færre bøger på bibliotekerne, så kommer vi der mere. Og en undersøgelse har lige vist, at bibliotekerne er den kulturinstans, flest danskere – 80 procent – støtter, at der bruges offentlige midler på. Nogle steder har kommuner slået borgerservice og folkebibliotek sammen for at spare på lokaleudgifterne. Andre steder er skolebiblioteker og folkebiblioteker slået sammen. Nogle steder er biblioteket mødesteder for småbørnsfamilier, hvor børnene kan lege sammen, mens de voksne dyrker andre aktiviteter.

Med Jens Thorhauges ord var det klassiske billede af folkebiblioteket, at det var et ”bogtempel”, som husede de kulturelle skatte, det enkelte værk udgør, og som borgerne opsøgte for for en tid at låne disse skatte med hjem. Måske er det ikke længere bøgerne i sig selv, der er skattene, men derimod muligheden for at blive præsenteret for dem i samklang med andre i en læsegruppe, møde forfatterne bag ved et foredrag eller på anden vis indgå i et fællesskab.

Måske er der sket den forskydning, at engang sad menneskene sammen og havde begrænset adgang til bøger og information. I dag sidder vi alene derhjemme ved vores bugnende bogreol og vores computer med internetadgang og føler, vi har begrænset adgang til mennesker. Denne udvikling fører i retning af, at den dannelse, vi finder på fremtidens bibliotek ikke kun ligger i mødet med litteraturen, men også med hinanden.

”Det er værd at hæfte sig ved, at bibliotekerne i løbet af få år har udviklet sig fra bogtempler med begrænsede åbningstider til, at over halvdelen af alle biblioteker er åbne for enhver, som selv låser sig ind ved hjælp af sundhedskortet. I begyndelsen frygtede man, at det ville føre til hærværk, men i store træk har borgerne passet godt på deres biblioteker,” siger han og tilføjer:

”Jeg mener, der er en parallel til kirkerne, som bygger på den tankegang, at de er åbne, og at menigheden passer på dem. På samme måde er bibliotekerne blevet borgernes hus. Det er den eneste institution, vi har i samfundet, som både er værdineutral og reelt er åben for alle.”