Prøv avisen

Prisvindende bog er blot en omgang moderne biedermeier på japansk

2 stjerner
Betragtningerne over kattens fravær og nærvær afsætter adskillige poetiske formuleringer, der åbenbart har sat en del af verdenspressen i svime med udtryk som ”en intim roman”, ”en mild, gennemtænkt og subtil roman”, ”en skildring af hverdagens magi gennem en helt (u)almindelig kat” eller ”en smuk bog om livets store spørgsmål”.

Romanen ”Kattegæsten” lanceres som subtil, men er bare overfladisk hygge

Husdyr, fabeldyr, og andre dyr er åbenbart tidens trend. Her er en lille essayagtig bog om en kat, der meget typisk kaldes en roman uden at være det. Et ægtepar på omkring 40 uden børn bor i et lejet anneks til en gammel villa i udkanten af Tokyo. Her får de besøg af en hvid kat, der efterhånden indlogerer sig i ægteparrets hjem ved at komme fra haven og ind gennem et halvt lukket vindue. Ejerne af villaen er gamle, manden dør, og kvinden flytter på plejehjem og overlader derfor den tilløbende kat og den flot passede have til de nye beboere.

Katten kommer snart til at optage deres bevidsthed, som var den et barn, de havde fået, og den bliver centrum for den unge kvindes notater og meget senere den skrivende mands fremstilling, som læseren altså sidder med i hånden. Betragtningerne over kattens fravær og nærvær afsætter adskillige poetiske formuleringer, der åbenbart har sat en del af verdenspressen i svime med udtryk som ”en intim roman”, ”en mild, gennemtænkt og subtil roman”, ”en skildring af hverdagens magi gennem en helt (u)almindelig kat” eller ”en smuk bog om livets store spørgsmål”.

Selvom jeg godt kan se poesien i kattens gerninger og i guldsmede, der parrer sig i hjerteform på en gren mod en blå himmel, så er det en gang moderne biedermeier. Det var et udtryk, 1900-skiftet kaldte en borgerlig tysk litteratur omkring 1830-40, der dyrkede den stille lykke i hjørnet af stuen. Her er det en moderne japansk lykke i et hjørne af en villagrund. Der sker intet af særlig betydning i forløbet, undtagen at ægteparret leder efter et andet sted at bo, hvorfra de kan se den forladte have og et særligt træ i naboens have, hvor katten også har holdt til. Ja, faktisk bor katten også hos naboen, hvorfor det afføder betragtninger over dens dobbeltliv.

Måske er det stilens særligt iboende horisontale japanske religiøsitet, der så at sige bebor naturfænomener og årstider, som har taget verdensopionen med storm og givet bogen litterære priser? Tidens stille, men ubønhørlige gang som livets egentlige mening, nærmest som et haikudigt over mere end 150 sider. Egentlig er der heller ikke noget særligt ved katten ud over, at den også dør, men måske skal det hele betyde, at ægteparret løfter deres blikke fra arbejdsbordene, kommer i kontakt med verden og naturen gennem katten – og ser lykken i deres eget liv i deres hjørne af tilværelsen? Eller at katten som selve ”betydningen” flyttede ind i deres liv et år omkring 1990