Prøv avisen

Big Brother flytter til Japan

Haruki Murakami: 1Q84. Oversat af Mette Holm. 403 sider. 349 kroner. Klim. Foto: Bogforside.

Den japanske mesterforfatter Haruki Murakami er dybt inspireret af George Orwell i kæmperomanen 1Q84. Han kommer overordentlig godt fra start med værkets første bind, der nu udkommer på dansk

Haruki Murakamis nye roman er som en blanding af Stieg Larsson, Paul Auster og George Orwell tilsat amerikansk noir krimi-stemning og europæiske klassiske toner fra Bach og Janácek. Den er også en drøm at læse, for trods ophobningen af navne og inspirationer glider man ubesværet hen over siderne, mens man løbende bliver opmærksom på flere og flere forbindelser i plottet.

LÆS OGSÅ: Ud at løbe med Haruki Murakami

Murakami er let og svær, han er ambitiøs og legende, han er drømmende og realistisk, han er elitær og fladpandet, og så er han cool og som sådan meget anderledes end klassisk japansk litteratur, men af samme grund klassisk vestligt postmodernistisk.

Strukturen i 1Q84, som romanen hedder, er besnærende enkel. I lige store kapitler skifter vi mellem romanens to hovedpersoner, forfatteren Tengo og kampsportsinstruktøren Aomame, begge bosiddende i Tokyo. En dag får Tengo en opgave af sin forlagsredaktør: Omskriv et indsendt manuskript fra en 17-årig debutant, med henblik på at Fukaeri, som pigen hedder, kan vinde en konkurrence udskrevet af redaktørens eget forlag.

Den samvittighedsfulde Tengo vægrer sig ved at deltage i den litterære insiderhandel og vil hellere skrive fiktion i eget navn, men siger alligevel ja til opgaven, og langsomt drages han ind i Fukaeris forunderlige verden, der langt henne i romanen også involverer en tidligere professor og en religiøs militant sekt, der har forskanset sig i en øde bjergegn.

I romanens andet spor følger vi Aomame, der ligesom Tengo er single og ved siden af sin massage- og kampsportsundervisning ernærer sig som lejemorder. Som en anden Lisbeth Salander myrder hun mænd, der hader kvinder, og dem er der mange af i Tokyos businesselite. Hendes arbejdsgiver er en ældre dame, der leder et privat hjem for voldtægtsofre, men derudover har Aomame ikke megen menneskelig kontakt, fordi hun er følelsesmæssigt hæmmet af tabet af en barndomsveninde og opvæksten i en religiøs sekt.

Sektelementet er ikke det eneste, der gradvist fletter Tengos og Aomames historier sammen, men det er udtryk for, hvordan Murakami benytter historiske begivenheder og fænomener i sin fiktion og via dem lader indtil flere usammenhængende spor løbe parallelt.

Hvor sammenfiltret, det hele bliver, ved vi ikke, for 1Q84 er kun første bog ud af tre (bind 2 udkommer den 29. november, og bind 3 udkommer den 29. august næste år), men sikkert er det, at man ved endt læsning vil have mere. Murakami har med Tengo og Aomame fundet to personer, hvis historier tilsyneladende kan holde til mere end de første 400 sider i sagaen, og et plot, der er enkelt, men hvor der alligevel hele tiden åbnes nye døre.

En af de døre, der åbnes undervejs, er til litteraturhistorien, for romanens titel er selvfølgelig en henvisning til Orwells 1984, og vidste man det ikke før, får man det direkte at vide i løbet af romanen (der i øvrigt foregår i året 1984).

Igen er Murakami klassisk postmodernistisk, for man skal ikke gætte sig til at alle henvisningerne og nødvendigvis aktivere sin mere eller mindre flossede klassiske dannelse. Det hele står på linjerne, ikke mellem dem. I Orwells rædselsvision om et stalinistisk samfund regerede Big Brother, ham, der ser alt. En sådan person dukker også op til slut i 1Q84 i form af en grusom sektleder.

Men der dukker også nogle små, drømmeagtige væsener op, som hedder Little People. De har taget bolig i en lille pige, som er flygtet fra sekten hen til hjemmet for voldtægtsramte kvinder. Men de optræder også i den 17-årige debutant Fukaeris bog og tankeverden. Lyder det mystisk? Det er det sådan set også. Læg dertil, at 1Q84 også er navnet på en anden verden, en verden med to måner, som lejemorderen Aomame har bevidsthedsmæssig kontakt til.

Mere overnaturligt er det hele dog ikke, end at man er sikker på, at der er en fortællemæssig mening med mysticismen, og at Murakami langsomt vil folde sin Orwell-inspirerede vision mere ud i de kommende bind. Hvordan det går, aner vi ikke endnu, og selvfølgelig er der en risiko for, at projektet taber højde i bind 2 og 3.

Det er sæson for store romanværker: Nogle følger norske Knausgård, andre følger japanske Murakami, og sidstnævnte kommer overordentlig godt fra start i denne første bog af et ambitiøst storværk.

bach@k.dk