Bill Gates overrasker med helhedsorienteret blik på klimaudfordringerne

Hvis man har fulgt klimadebatten i nogle år, er der ikke de store overraskelser i Bill Gates bog om emnet. Men den er et forfriskende ærligt og faktabaseret bidrag

Bill Gates har i mange år brugt sin tid på den fond, han sammen med hustruen Melinda (som i den kritisable danske oversættelse kaldes Belinda) har oprettet til fordel for global sundhed, og som de har finansieret med 50 milliarder dollars.
– Foto: Bill Gates Foundation.
Bill Gates har i mange år brugt sin tid på den fond, han sammen med hustruen Melinda (som i den kritisable danske oversættelse kaldes Belinda) har oprettet til fordel for global sundhed, og som de har finansieret med 50 milliarder dollars. – Foto: Bill Gates Foundation.

Bill Gates er grundlægger af firmaet Microsoft og nu også forfatter til en bog om klimaproblemet, og hvordan man løser det. Han erkender dog tidligt i bogen, at verden ikke ligefrem mangler rige mænd med store idéer, og at han er en ufuldkommen budbring­er: Han har et absurd stort CO2-aftryk, ejer store huse og rejser verden rundt i et privat jetfly, selv når turen går til klimatopmøde i Paris.

Men han skriver også, at han er teknofil og god til at finde løsninger. Derudover er han blevet en af verdens rigest mænd, som han selv overbevisende siger.

Hans faglige baggrund er imidlertid softwareteknologi, og i mange år har han brugt sin tid på den fond, han sammen med hustruen Melinda Gates har oprettet til fordel for global sundhed, og som de har finansieret med 50 milliarder dollar.

Det var også hans interesse for børnedødelighed og sygdomme i udviklingslandene, der førte ham til den konklu­si­on, at udvikling hænger sammen med adgang til billig energi. Det vakte hans inter­esse for klimaforandringer, og efter at han har talt med et utal af fageksperter, kan han nu præsentere sin plan for en reduktion af de globale CO2-udledninger til nul. Den korte udgave er, at det bliver van­skel­igt, at der bliver brug for en række teknologiske gennembrud, men at det er realistisk.

Verden mangler heller ikke dommedagsprofeter, og i indledningen lover Gates, at han vil forsøge at skære igennem larmen.

Det lykkes nu ikke, for han bidrager hurtigt til larmen med en række voldsomme, men løse påstande, som at klimaforandringer ved udgangen af dette århundrede vil dræbe fem gange så mange som Covid-19 og medføre 450.000 årlige asylsøgere i EU.

Gates overser åbenbart, at der de sidste 10 år i gennemsnit hvert år er ankommet 680.000 asylsøgere til EU, og helt absurd bliver hans forklaring om, at borgerkrigen i Syrien blev udløst af klimaændringer.

Den nøgterne teknokrat tager dog over, når han går i gang med at beskrive den opgave, han har stillet sig. Verdens befolkningstal er nemlig på vej mod 10 milliarder, og de næste 40 år skal der hver måned bygges en by på størrelse med New York.

Gates er derfor meget realist­isk omkring det globale behov for energi, for det vil kun fortsætte med at stige, også pr. person. Vi omgiver os med produkter, der koster energi, og som vi ikke er indstillede på at opgive. Tværtimod vil verden blive rigere, millioner af mennesker vil komme ud af fattigdom og få et bedre liv, hvor de vil efterspørge flere produkter og flere fødevarer.

En stor del af bogen beskriver derfor, hvordan CO2-udslip uundgåeligt følger med, når vi fremstiller fødevarer og kritiske produkter som gødning, stål, beton og plastic, når vi opvarmer eller afkøler vore boliger, og når vi transporterer os rundt. Gates har et godt blik for, at al menneskelig aktivitet koster energi, selv den infrastruktur af vindmøller og solfangere, der skal producere elektricitet, og de anlæg, der skal lagre den.

Han gør også op med flere af enkle løsninger, som er populære, men som reelt ikke batter ret meget. For eksempel kan der være mange gode grunde til at plante træer, men klimaet er ikke en af dem. Alene for at kompensere for de nulevende amerikaneres udslip skulle halvdelen af jordens landareal omdannes til produktionsskov.

I stedet konstaterer han, at vi i talrige tilfælde allerede har CO2-neutrale alternativer til vores forbrug. Problemet er, at alternativerne ofte mangedobler prisen, som dermed bliver så høj, at de færreste kan eller vil betale den, og slet ikke i udviklingslandene. Derfor går mange af hans løsninger ud på, at vi i stedet skal mangedoble forsknings- og udviklingsindsatsen, så merprisen for alternativerne kan komme ned.

Derudover mener Gates, at vi skal elektrificere så meget som muligt, og han ser kerne­kraft som den eneste kulstofneutrale energikilde, der virker i stor målestok, og som kan levere elektricitet når som helst og hvor som helst.

Selvom Gates skriver, at han tænker mere som en ingeniør end som en politiker, så ender bogen alligevel med en lang ønskeseddel til poli­tiske tiltag, der skal skabe incitamenter til nye teknologier, gøre dem konkurrencedygtige og opskalere dem, fjerne uhensigtsmæssige regler samt indføre nye afgifter og standarder. Til sidst ender bogen endda med de velkendte opfordringer om at spise mindre kød og skrive breve til politikerne.

Bogen er spækket med tal og beregninger, og Gates forsømmer ikke en lejlighed til at nævne de talrige innovative virksomheder, som han har startet eller investeret i. Desværre er det umuligt at gennemskue, om de mange tal og forslag vitterligt summerer op til det store nul i globale emissioner, som er hans erklærede målsætning, og det er nok bogens største mangel.

En anden mangel er korrekturlæsningen. Det første eksempel kommer allerede i bogens første afsnit, hvor der står, at verden udleder ”51 tons” drivhusgasser. Det korrekte tal er 51 milliarder tons. Et par gange er enheden til gengæld glemt, så der bare står ”milliarder kuldioxid”, og et sted står der ligefrem, at en milliard med videnskabelig notation skrives som 109.

Her har forlaget ikke vidst, at nitallet skal være en eksponent.

Og når man nu har et udmærket dansk navn som lattergas for dinitrogenoxid, så er det sært, at man konsekvent har oversat det med kvælstofforilte, som er et levn fra en svunden tid med en anden kemisk nomenklatur. I det mindste burde man så være konsekvent og kalde kuldioxid for kultveilte.

Bill Gates omtaler i begynd­elsen af bogen sin hustru Melinda, men midt i bogen skifter hun navn og bliver Belinda et par gange, for sidst i bogen igen at hedde Melinda. Her takker Gates også to personer for at have tegnet kortene i bogen, selvom der ikke er nogen kort. Der er til gengæld mange grafer, så forklaringen er nok, at Gates i den engelske udgave har skrevet ”charts”.

Hvis man har fulgt klimadebatten i nogle år, er der ikke de store overraskelser i bogen, men der er mange gode pointer, og Gates’ bog er et forfriskende ærligt og faktabaseret bidrag. Han forsøger at se helhedsorienteret på klimaudfordringen, og han er optimist, fordi han både ved, hvad teknologien og hvad mennesker kan udrette. Det budskab måtte gerne blive mere udbredt.