Den amerikanske filmskuespiller Bill Murray castes ikke til en film. Det er filmen, der castes til Bill Murray. Så stor er denne charmerende bamse blevet, ikke mindst efter den uforglemmelige rolle i Sofia Coppolas vidunderlige ”Lost in Translation” fra 2003.
I instruktøren Theodore Melfis ”St. Vincent” helgenkåres Bill Murray i rollen som den gnavne, fordrukne og lettere anløbne Vietnam-veteran, der bliver sat til at passe på naboens søn og får en mening med livet tilbage. Hele filmen er bygget op om Bill Murrays karakter, og Theodore Melfis manus giver den aldrende charmør med de våde hundeøjne rig mulighed for at folde alle sider af sit talent ud. Det komiske, det brovtende, det indolente, det rørende - og frem for alt det inderligt menneskelige.
Komedien har sin egen lette rytme, og den ene scene afløser den anden fuldkommen modstandsløst, men hver eneste gang fint pointeret, underfundigt, morsomt og med en passende dosis elegant turnerede replikker. Man hygger sig gevaldigt med Murray & Co og tror gerne på, at han er meget bedre end sit rygte og vil verden det godt bag sin maske af kynisme og foragt for samfundet.
”St. Vincent” finder ind til en dybere mening med eksistensen i kraft af alle de gode viljer, som sættes i spil. Og filmen har en vis lighed med Clint Eastwoods testamentariske ”Gran Torino” fra 2008, men savner dens gribende dybde og betingelsesløse alvor.
”St. Vincent” er en komedie, som inden for genrens præmisser lykkes aldeles glimrende, ikke mindst i kraft af Bill Murray, der får endnu en lejlighed til at lyse med helgenglorie som den dejlige skuespiller, han er.