Prøv avisen

Bille August: Film er forberedte magiske øjeblikke

”Når jeg skriver på et manuskript eller arbejder på en film, er der altid en kernescene, hvor jeg tænker, at hvis den fungerer, så fungerer hele filmen, fordi den er essensen af historien,” siger Bille August om sin store produktion, der begyndte med ”Honning Måne”. – Foto: Leif Tuxen.

Bille August begyndte sin karriere som fotograf, men var mere interesseret i fortællinger end teknik. Og med filmatiseringen af Pelle Erobreren fik han sit internationale gennembrud som instruktør

Bille August så ned i kameraet, mens en berusende følelse spredte sig i kroppen på ham. Foran ham og filmholdet stod den svenske stjerneskuespiller Max von Sydow og børneskuespilleren Pelle Hvenegaard i en kostald og skabte kernescenen i filmatiseringen af Pelle Erobreren.

I filmen er det Pelles fødselsdag, og den fattige Lassefar giver ham en foldekniv, der er pakket ind i så meget papir, at man som tilskuer har god tid til at følge de to personers følelser, mens de begge lyser af forventningsglæde og indbyrdes kærlighed.

LÆS OGSÅ:Bille August filmatiserer Skagen-drama

Det var virkelig et magisk øjeblik, og det bedste var bevidstheden om, at det hele blev filmet, siger Bille August og fortsætter:

Når jeg skriver på et manuskript eller arbejder på en film, er der altid en kernescene, hvor jeg tænker, at hvis den fungerer, så fungerer hele filmen, fordi den er essensen af historien. Og netop den scene, hvor Lassefar giver Pelle kniven er jo scenen, hvor man ser faderens ubetingede kærlighed til sin dreng. For han er næsten mere glad, end drengen er, da han giver ham gaven. Og det synes jeg er utrolig rørende, fordi det viser den fine kærlighed, han har til sin søn. Han øser af sin kærlighed, selvom han selv er på nulpunktet, og det synes jeg er utrolig smukt, siger Bille August om kernescenen i den film, der både gav ham De Gyldne Palmer i Cannes, en Oscar, en Globen Globe og masser af tilbud fra udlandet som instruktør.

Siden har han lavet en lang række internationalt anerkendte film og arbejdet sammen med store verdensstjerner, og far-søn-skildringen i Pelle Erobreren var uden tvivl hans billet til det selskab. Men 20 år tidligere ville Bille Augusts egen far ikke støtte hans kunstnerdrømme med en krone.

Det var i stedet en bog, der fik Bille August til at købe sit første kamera.

The Family of Man hed bogen, der viste fotografier fra en fotoudstilling, der var gået verden rundt, efter at den første gang blev vist i 1955 på Museum of Modern Art i New York.

Jeg stødte på bogen, mens jeg selv var begyndt at fotografere i min fritid, siger Bille August og ser op og fanger mit blik, inden han fortsætter:

På det tidspunkt havde min far placeret mig i lære som bygningsmaler, og det var bestemt ikke noget, som jeg var særligt interesseret i. Men ved siden af begyndte jeg i fritiden at tage stillbilleder.

Mødet med The Family of Man blev mødet med en ny måde at opfatte fotografiet på.

Bogen fokuserede ikke blot på det æstetiske i fotografiet, men også meget på indholdet med mennesker i forskellige situationer, der blev fotograferet med en stor grad af solidaritet med det enkelte menneske. Og parallelt med det hørte jeg om en fotoskole i Stockholm, der var ledet af en meget dygtig fotograf, der hed Christer Strömholm. Skolen havde ry for at være en af verdens bedste fotoskoler, og jeg søgte ind på den, fordi den også fokuserede på den type af fotografi, som jeg var meget in-teresseret i.

Bille August blev optaget på Foto- och Dokumentarskolan i Stockholm i slutningen af 1960erne. Han var taget til Stockholm uden sin fars velsignelse og penge, så han måtte tage fabriksarbejde ved siden af for at få det hele til at løbe rundt, men opholdet blev skelsættende for ham, fortæller han:

Jeg følte, at jeg blev set af Christer Strömholm, der var en meget speciel person. Det betød meget for mig, at der var en, der så, hvad jeg kunne, og gav mig god respons på det. Og jeg udviklede mig med syvmileskridt i de tre år, jeg gik på skolen. Dengang var Sverige også rent kulturelt et af de mest interessante steder i verden efter min opfattelse. Det var et meget progressivt land inden for både film, teater og musik. Jeg sugede al den form for kulturel næring til mig, og det var også sådan, at min interesse for film blev vakt.

Det var også baggrunden for, at han søgte ind på filmskolen i Danmark, hvor han blev optaget som filmfotografelev i 1971.

Vi var tre elever på hver linje pr. årgang, men der var en instruktørelev, som ingen af fotograferne ville arbejde sammen med. Så lavede jeg den aftale med rektoren, at hvis jeg fotograferede den pågældende instruktørelevs film, kunne jeg også få lov til at lave min egen film. Og det syntes jeg var meget sjovt. I løbet af to dage skrev jeg en historie, som jeg fik lov til at instruere.

Da Bille August blev udlært fra filmskolen i 1973, var det alligevel for at arbejde som fotograf.

Jeg havde ikke den store plan om at være instruktør, og jeg var superglad for at være fotograf, men alligevel kunne jeg godt mærke, at det optog mig meget at fortælle historier. Det optog mig faktisk mere end det tekniske arbejde som fotograf, så jeg studerede meget de instruktører, jeg arbejdede med. Og parallelt med det skrev jeg på en historie, der var baseret på mit arbejde som fabriksarbejder, mens jeg gik på fotoskolen i Stockholm.

Historien blev til Bille Augusts første spillefilm, Honning Måne, som han fik støttekroner til at lave i 1978.

Jeg kan huske, at den absolut første scene, vi lavede, var foran en kirke i Lundtofte, hvor vi havde 50 statister på. Og jeg løb simpelthen så forvirret rundt i flere timer mellem alle statisterne og fortalte dem, hvad de skulle gøre. Til sidst kom scripteren hen til mig og sagde: Jeg tror nok, at du skal råbe værsgo!. For jeg havde ikke turdet sætte hele det apparat i gang; men så stillede jeg mig op på en stige og råbte værsgo, og så kørte filmen.

Jeg følte hurtigt, at jeg var på hjemmebane, da jeg arbejdede som instruktør. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have skrevet en scene, der bliver gjort levende, så man kan se den på film gennem kameraet. Og jeg opdagede med Honning Måne, hvilken tilfredsstillelse der lå i at åbne nogle døre til filmens univers, hvor man faktisk kan skabe nogle stemninger, der kun findes der. Man kan forberede magiske øjeblikke gennem film, hvis man er nærværende og kan skabe tillid hos skuespillerne.

Allerede dengang bemærkede anmelderne, at den unge instruktør havde et særligt talent for personinstruktion. Og selv mener han i dag, at det mest handler om at skabe psykologi:

Da jeg var fotograf, så jeg flere eksempler på et dårligt forhold mellem instruktør og skuespiller, hvor instruktøren sagde de forkerte ting på de forkerte tidspunkter. Det skabte enorme konflikter og derfor selvfølgelig også dårlige resultater, så jeg blev hurtigt klar over, at det handlede om tillid, hvis man skulle få det til at fungere. Skuespillere er jo frygteligt udsatte og nøgne, når de står på settet, og de er afhængige af at have en kvalificeret person, der kan støtte dem og styre dem i den retning, som karakteren skal sendes til.

Bille August fik stadig mere lyst til at være den person, der gennem tillid får skuespillere til at yde deres bedste for at fortælle gode historier. Og da forfatteren Bjarne Reuter viste ham sine bøger, tog Bille Augusts instruktørkarriere fart med filmatiseringer af Bjarne Reuters bøger Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed.

Mit samarbejde med Bjarne Reuter var helt forrygende, det var nærmest den samme spontane skaberglæde, som jeg senere har læst, at John Lennon og Paul McCartney havde sammen. Det var virkelig lystbetonet. Vi havde det simpelthen så sjovt sammen.

Bille Augusts karriere tog dog en ny drejning, da han blev anbefalet at læse Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren:

Jeg blev dybt betaget af især den første bog om barndommen. Mit eget forhold til min far var ret kompliceret, men jeg synes, at det var så smukt, at der her var en historie, der fortalte om et kærlighedsforhold mellem far og søn på en meget smuk og rørende måde. Historiens kerne for mig var, hvordan Pelle suger til sig af den næring, der findes i faderen. Og hele oplevelsen med at lave Pelle var usædvanlig og meget smuk. Vi boede i nogle sommerhuse langt væk fra København. Vi var til dels på Bornholm at filme, men det meste af tiden var vi nede på Sydsjælland. Det arbejde var så koncentreret i et tæt samarbejde mellem Max von Sydow, Pelle Hvenegaard og mig. Nogle filmproduktioner er fulde af knaster, men Pelle Erobreren var vidunderlig at lave hele vejen igennem.

Alting artede sig også for Bille August allerede fra castingen af skuespillerne. Han havde fra begyndelsen en drøm om at få Max von Sy-dow til at spille den ene hovedrolle som Lassefar, men han turde ikke spørge den dengang allerede verdensberømte svenske skuespiller, der blandt andet havde været Ingmar Bergmans mandlige hovedkraft i en række legendariske film. Men pludselig mødte Bille August tilfældigt Max von Sydow i en elevator på et hotel i New York.

Dér greb jeg chancen og sagde, at jeg havde en rolle til ham, og han nikkede ironisk, som om han ville sige den er god med dig, min dreng. Men han læste alligevel manuskriptet, som han blev meget begejstret for at spille med i. Det gik sværere med at finde drengen, der skulle spille Pelle. Vi havde mange inde til prøvefilmning, men ingen virkede helt rigtig, før vi pludselig fik en køn dreng ind, der kunne spille. Og han hed oven i købet Pelle, fordi hans mor havde opkaldt ham efter romanen, så det blev et drømmehold.

Med til filmholdet hørte blandt andre også den svenske fotograf Jörgen Persson, der tidligere havde filmet for Bo Widerberg. Og så var vejret endda også med filmholdet:

Nu tror jeg ikke på held, siger Bille August og blinker med det ene øje, inden han fortsætter:

Men vi havde i hvert fald årstiderne med os. Det var i sig selv afgørende, at vi havde god tid til optagelserne, så vi kunne få årstidernes dramatiske skiften med. For det synes jeg er meget karakteristisk for vores måde at leve på i Norden. Der var blandt andet en vinterscene, hvor Pelle skulle løbe på isen, så vi fik lavet nogle akrylplader, der kunne gøre det ud for is, som vi afprøvede i en havn.

Det så latterligt ud, men vi blev nødt til at have et alternativ til rigtig is, og det var for eksempel den varmeste jul i mands minde, en måned før vi skulle optage. Men så kom frosten pludselig. Tre dage før vi skulle starte på optagelserne, var vejret vendt, så der lå meterhøj sne overalt, men dagen før var der stadig ingen is i den bugt, hvor vi skulle lave scenen, så vi hev akrylpladerne derned, og det fungerede ikke rigtig. Men så om morgenen, da vi kørte derned, havde der åbenbart været pålandsvind, så der var skubbet en masse is ind mod land. Der var ikke særligt dybt, så vi fik en traktor til at køre igennem den is, der var, så den blev til isflager, som vi kunne bruge til scenen. Og næste dag var isen væk, så det var i sig selv et mirakel, at vi fik den scene hjem.

Filmen blev også omtalt som et mirakel af anmeldere og filmprisjuryer verden over. Alligevel lykkedes det ikke at rejse penge til at filmatisere andet bind af Martin Andersen Nexøs firebindsværk om Pelle.

De sidste to bøger er ret politiske, og for mig er det relationer, der skaber gode filmhistorier. Men man kunne godt have filmatiseret bog nummer to, der handler om Pelles tid som skomagerelev, og jeg havde faktisk skrevet manuskriptet til den. Alt lå klar, men vi kunne ikke finansiere den, så vi nøjedes med at lave etteren, og så følte jeg også, at jeg skulle videre. Men Pelle Erobreren var en fantastisk oplevelse.

leder side 16

Bille August.

Født 1948. En af de få filminstruktører i verden, der har vundet Den Gyldne Palme to gange. Først gange vandt han Den Gyldne Palme for Pelle Erobreren (1987), der også vandt en Oscar og en Golden Globe for bedste udenlandske film. Anden gang vandt han den prestigefyldte pris i Cannes for Den gode vilje (1991), der er baseret på Ingmar Bergmans selvbiografiske manuskript. Bille August er desuden ridder af Dannebrog. August har syv børn, deriblandt manuskriptforfatter Anders Frithiof August.