Bille August filmatiserer Lykke-Per

Den danske filminstruktør har nu modet og overskuddet til at filmatisere en af dansk litteraturs største romaner Lykke-Per af Pontoppidan.

Bille August, filminstruktør bag seneste "Marie Krøyer," skal nu lave "Lykke-Per". -
Bille August, filminstruktør bag seneste "Marie Krøyer," skal nu lave "Lykke-Per". -. Foto: Leif Tuxen.

Bille Augusts første danske film i 25 år er en rigtig god film. Bare det ikke varer lige så længe, før han laver den næste.

Sådan skrev Kristeligt Dagblads anmelder tidligere på året, da han gav Bille Augusts seneste film, Marie Krøyer, fem stjerner.

ANMELDELSE
: På toppen: Flot, følsomt og fint fortalt film

Siden har filmen foreløbig trukket 300.000 danskere i biografen. Og ifølge en pressemeddelelse fra den danske filminstruktør varer det ikke længe, før det store lærred igen bliver fyldt med en dansk storfilm fra hans hånd.

Bille August er nemlig gået i gang med at forberede sig til filmatiseringen af et af de absolutte hovedværker i dansk litteratur, 'LYKKE-PER'.

Romanen er skrevet i årene fra 1898-1904 af Henrik Pontoppidan, som i 1917 vandt Nobelprisen for "hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark."

Nordisk Film har erhvervet filmatiseringsrettighederne til romanen fra Gyldendal Group Agency, og det er planen, at filmen skal indspilles i 2014. Og Bille August, der før har vundet en Oscar for sin filmatisering af Pelle Erobreren, er begejstret for at få lov til at indspille Lykke-Per.

'Lykke-Per' er som skabt til film. Den fortjener det store publikum. Sådan er det. Jeg har da også længe sværmet om den, men uden egentlig rigtigt at turde. Men nu har jeg endelig modet og overskuddet. Og jeg glæder mig afsindigt meget til at komme i gang med at realisere projektet," siger Bille August og tilføjer, at værket har været en slags bibel for ham på linje med de største værker i verdenslitteraturen.

INTERVIEW MED BILLE AUGUST: Gør vi det rigtige?

'Lykke-Per' har altid stået for mig som det største værk nogensinde skrevet på dansk. Dels som udviklingshistorie, men også som en fortælling om kærlighedens inderste væsen. Men måske lige så meget fordi Lykke-Per i sin mangfoldighed personificerer kompleksiteten og modsætningerne i den danske sjæl; det udadvendte mod det lukkede, overmod mod forsagelse, storhed mod smålighed, det nye mod det gamle, lyset mod mørket.

Bille August står ikke alene med den vurdering af 'Lykke-Per's format. Forfatteren Ida Jessen har blandt andet her i avisen har fremhævet værket som sin yndlingsbog og en af de største danske (udviklings)romaner nogensinde. Ifølge Ida Jessen skildrer romanen ikke mindre end hvad det vil sige at være menneske, og hvor komplekst det er." For Lykke-Per handler om den jyske præstesøn Per Sidenius' svære søgen efter det lykkelige liv.

LÆS OGSÅ
: Det er komplekst at være menneske