Prøv avisen
Interview

Bille August: Som Lykke-Per følte jeg en befrielse ved ikke at føle noget, da min far døde

Bille August, der her ses i hjemmet i Hellerup, begyndte engang til psykolog, da han hørte sig selv gentage sin fars hårde replikker over for sin egen søn. For han ville selv være en bedre far. Og som Lykke-Per oplevede han det ”som en befrielse ikke at føle noget”, da faderen døde. – Foto: Leif Tuxen

Mens Bille August ville lave en film om et lykkeligt fader-søn-forhold i ”Pelle Erobreren”, kommer filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, der har premiere i næste uge, tættere på det anstrengte forhold, den danske filminstruktør havde til sin egen far

Bag brilleglasset lyser glæden ud af Bille Augusts øjne – som om et velskabt barn lige er blevet født i huset. Selv er den 69-årige danske filminstruktør faktisk også far til otte børn, hvoraf det ældste, Anders August, nu også for første gang er blevet hans kollega som manuskriptforfatter på filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, mens Bille Augusts yngste børn (og børnebørn) i stedet stadig bruger trampolinen flittigt ude i den parkagtige have til den store, hvide villa i ambassadekvarteret i Hellerup nord for København, hvor Bille August bor med masser af plads til at lege og hoppe frit omkring.

På papiret er Bille August selv hoppet opad mange gange, siden han fik sit internationale gennembrud i 1987 med ”Pelle Erobreren”, der gik sin sejrsgang på røde løbere over hele verden og blandt andet sikrede Bille August Den Gyldne Palme ved Cannes-filmfestivalen og en Oscar for bedste udenlandske film.

Siden væltede det ind med tilbud til den danske instruktør om at lave store film i udlandet – og han fik mere succes med film som ”Den gode vilje”, ”Åndernes hus” og ”Jerusalem”, men i dag fortryder han, at han ikke fik lavet en ”Pelle 2”, der var for svær at finansiere dengang. ”Pelle Erobreren” var kun en filmatisering af første bind af Martin Andersen Nexøs romanserie om Pelle, og filmmanuskriptet og hovedskuespillerne Pelle Hvenegaard og Max von Sydow var klar til en runde til.

”Den film skulle vi have lavet, og det fortryder jeg stadig. Nu er det jo for sent med dem, men jeg har faktisk den samme gode fornemmelse med ’Lykke-Per’,” siger Bille August som en forklaring på det stolte glimt i øjet, inden han tilføjer:

”’Lykke-Per’ har haft den samme nødvendighed i sig for mig at lave,” siger han, der selv har investeret meget af sin egen historie i filmen, som også har været mindst otte år undervejs.

”Lykke-Per har rumlet i mig i mange år som en figur, jeg ikke rigtig kunne komme af med, fordi hans liv på mange måder minder om mit eget. Jeg gjorde også oprør mod min far og flyttede hjemmefra tidligt, fordi mit forhold til min far var kompliceret. Det var magtpåliggende for mig at lave en film om et far-søn-forhold, der var godt i ’Pelle Erobreren’. Pelle suger til sig af den næring, der findes i faderens kærlighed. For det er den kærlighed, der gør ham stærk og sund nok til at drage ud i verden. Og det er det modsatte her i ’Lykke-Per’.”

Filmen ”Lykke-Per” begynder nærmest lige dér, hvor ”Pelle Erobreren” sluttede. Man ser den unge hovedperson vandre ud for at erobre verden gennem et malerisk, dansk provinslandskab, der er så smukt, at det lige så godt kunne være guldindrammet på et kunstmuseum. Men der er én stor forskel. For selvom Lykke-Per også forlader sin far for at søge lykken, bliver han ikke sendt ud i livet med faderens kærlighed, men med faderens vrede. Og mens Pelle får en lille foldekniv af sin ”Lasse-far”, så han altid kan huske faderens kærlighed, giver Lykke-Pers strenge præstefar ham i stedet et ur, der hvert eneste pinefuldt tikkende sekund skal minde sønnen om hans synd. Derfor vil Lykke-Per heller ikke have uret, men det forfølger ham gennem filmen som en arv, han ikke kan slippe af med.

”I romanen står der beskrevet, hvordan uret brænder i hånden på ham, da moderen senere vil give Per uret efter faderens død. Mens Lasse-fars gave til Pelle er en kernescene i ’Pelle Erobreren’, er moderens forsøg på at give Lykke-Per dårlig samvittighed nok til at tage imod uret også en meget central scene i Lykke-Per. For Per forbinder kun uret med skyld og skam. Og det vender også hans lykke på et tidspunkt, hvor alt ellers går godt for ham. Han er blevet forlovet med landets rigeste og smukkeste pige, den jødiske rigmandsdatter Jakobe. Det ser ud til, at hans store ingeniørprojekt også kan realiseres, men uret stopper Pers lykkelige tid.”

Bille August ser sig selv i historien om den talentfulde søn, der ”bliver formet af sin fars manglende kærlighed”, fortæller han.

”Per er ærgerrig og ambitiøs, men også en meget egocentrisk og kantet figur. Han er et stolt menneske, som let kommer i konflikt med andre mennesker, fordi hans egen person står i vejen på grund af hans opvækst. Min far var streng, ikke lige så streng som Pers far, men min mor døde, da jeg var otte år, så jeg voksede op alene med min far. Min far var barn af den sorte pædagogik, hvor børn ikke skulle fylde noget, og afstraffelse var en del af opdragelsen. Og jeg længtes bare efter at blive 18 år, så jeg kunne komme væk hjemmefra og ud i verden for at tage fat på de ting, som jeg havde lyst til. Men fordi jeg var i underskud rent kærlighedsmæssigt, gik jeg til angreb på verden med store ambitioner, som folk omkring mig sikkert har betalt en pris for.”

Bille Augusts far var eksperimentalpsykolog og kommunist ”som de fleste andre intellektuelle og kunstnere i 1950’erne”, og han havde en romantisk forestilling om, at Bille August skulle blive håndværker.

”Han gav mig valget mellem at blive tømrer, murer eller maler. Jeg tænkte, at det lød koldt at blive tømrer eller murer, så jeg valgte at komme i malerlære. Det var et alkoholiseret miljø dengang. Jeg var en knægt på 15 år, jeg var bare et barn, men gik sammen med malersvende, der drak hele dagen. Det var forfærdeligt, så jeg ventede kun på at blive 18 år, så jeg kunne hoppe fra min læreplads, og det gjorde jeg også,” siger Bille August med et fast blik, inden han tilføjer:

”Jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg ville lave film, og det vidste jeg allerede, da jeg var barn. Jeg levede i en boble i en alternativ verden i min fantasi. Det var en overlevelse for mig. Når jeg satte begivenheder sammen i forløb i min fantasi, begyndte jeg også at forstå, hvordan tingene var i mit eget liv. Det er også det, jeg har praktiseret i mit voksenliv. For jeg vidste, at jeg skulle i den retning. Men det har haft mange omkostninger at nå hen til målet. Ikke i form af penge, men for mennesker, jeg har brugt på samme måde som Lykke-Per, mens jeg har klatret op ad stien.”

Det er også et tema i både romanen og filmen, hvor Lykke-Per ikke kan finde hvile i nogen af sine forhold til de søde kvinder, der ellers alle sammen vil ham det bedste.

”Han er i transit hele tiden. Hans problem er, at han er vokset op i et meget strengt hjem, hvor der ikke har været noget kærlighed. Og det har vansiret ham, som Jakobe siger. Han er umoden og taler aldrig om andet end sig selv og spørger aldrig om, hvordan Jakobe har det. Det er mig, mig, mig. Det er også derfor, at jeg synes, at historien er aktuel i dag, hvor den nye generation også virker selvfokuseret.”

Filmen er dog ikke kun en kritik af en narcissistisk kultur, men en påmindelse om, hvad en fars (manglende) kærlighed betyder for et menneske, fortæller Bille August, som selv har forsøgt at blive en bedre far for sine børn. Og han glæder sig over nu at have arbejdet sammen med sin ældste søn, Anders, der dog blev valgt til opgaven på grund af sine faglige evner.

”Jeg vil ikke sige, at det har påvirket arbejdsprocessen, at vi har været far og søn, for vores forhold er afklaret. Vi deler begge to sorger og glæder med hinanden. På den måde er vi også på lige fod. Engang havde vi et opgør på grund af noget helt andet, men ellers er vi fuldstændig afklarede.”

Lykke-Per kommer til at gentage sin fars mønstre ved selv at blive en streng far. Kan du også genkende det?

”Anders var min første søn, og da han var lille, kunne jeg mærke, at jeg under visse omstændigheder sagde de samme replikker til ham, som min far havde sagt til mig. Men jeg ville simpelthen ikke have, at mine børn skulle gennemleve det samme som mig, så jeg gik til psykolog for at nå til bunds i, hvorfor jeg reagerede sådan. Det hjalp. Jeg havde en meget dygtig kvindelig psykolog, der i virkeligheden bare spurgte ind til, hvorfor tingene var, som de var, og så kom jeg selv med alle svarene. Jeg synes heller ikke, at jeg gentager min fars adfærd længere. Jeg har virkelig arbejdet med det. Jeg er også så heldig at arbejde med mennesker og interaktioner mellem mennesker hele tiden, og det lærer jeg enormt meget af. Det er som et forskningsprojekt, hver gang jeg går i gang med en historie. For mig ligger dramaet i det indre drama og i relationerne.”

I romanen fylder Pers tanker om troen meget. Hvorfor er det mere nedtonet i din film?

”Jeg tænkte meget over det, da jeg startede med at arbejde med romanen, men det blev mere og mere klart for mig, at det mere var en historie om et faderopgør end et opgør mod det religiøse. Men det ligger der måske alligevel som en undertekst. Per er imod sin fars forhold til det religiøse, hvor man ikke må vise skønhed, men skal leve i skam hele tiden, mens han bedre forstår Jakobes tilgang til religion, hvor der heller ikke er nogen modsætning mellem tro og videnskab.”

Overfører han ikke alligevel sit faderbillede til sit gudsbillede, da han på et tidspunkt føler sig hjemsøgt af en Kristus- figur i en scene i din film?

”Jo, for den Kristus-figur minder ham først og fremmest om barndomstraumet over at være vokset op i et religiøst miljø med et konstant krav om at leve med skyld og anger.”

Hvad er dit eget forhold til tro?

”Henrik Wivel kalder mig skabskristen, fordi mange af mine film peger på en form for kristen forsoningstanke. Min far var kommunist, så det er klart, at der ikke var noget religion i hjemmet. Men fordi jeg var så utryg, meldte jeg mig selv ind i en søndagsskole, og jeg troede meget på Gud. Men der var to ting, der generede mig. For det første kunne jeg ikke forlige mig med tanken om at skulle møde min far igen, hvis jeg døde og kom i Himlen eller Helvede. Min mor var også meget syg og havde kræft, da jeg var lille, og jeg vidste, at min far var hende utro. Det fik mig til at tænke over, at Helligånden heller ikke sagde det til Josef, før han var sammen med Maria. Det, syntes jeg, var tarveligt, og det ødelagde hele min tro dengang, så jeg meldte mig ud af søndagsskolen,” siger Bille August med et svagt smil, inden han tilføjer:

”Men jeg har enormt meget respekt for kristendommen og folk, der kan efterleve dens budskaber. Og alle mine film ender med en form for håb og forsoning.”

Fik du nogensinde selv et bedre forhold til din far?

”Nej, som Per siger i filmen, var det en befrielse ikke at føle noget, da han døde for 28 år siden. Jeg kom til hans begravelse, men det var mest for min søsters skyld. Jeg følte ikke noget, så jeg har store forudsætninger for at forstå Lykke-Per, fordi jeg selv har været der.”

Fordi jeg var i underskud rent kærlighedsmæssigt, gik jeg til angreb på verden med store ambitioner, som folk omkring mig sikkert har betalt en pris for

Bille August

Jeg vidste, at jeg skulle i den retning. Men det har haft mange omkostninger at nå hen til målet. Ikke i form af penge, men for mennesker, jeg har brugt på samme måde som Lykke-Per, mens jeg har klatret op ad stien

Bille August