Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” er en af klassikerne i dansk litteratur. Utallige gymnasieelever har læst sig igennem den, og det er utvivlsomt en af de romaner, man ofte vender tilbage til. Man vender tilbage til den unge Peter Andreas Sidenius, der er ud af en lang præsteslægt, men som vælger en anden livsvej, nemlig naturvidenskaben og den polytekniske uddannelse.
Romanen er ikke kun en skildring af forholdet mellem tro og naturvidenskab, men også i det små en skildring af forholdet mellem fader og søn og i det større en skildring af den åndskamp, der foregår i Danmark omkring år 1900. Romanen er også en loyal skildring af døden som alle menneskers vilkår uanset tro og livsholdning.
Bille August har som bekendt filmatiseret værket og har naturligvis foretaget nogle valg – også i den tv-serie, der er baseret på filmen og lige nu vises på TV 2. Det synes, som om at han har lagt tyngden på forholdet mellem fader og søn, selvom det umiddelbart ikke er det mest spændende aspekt i bogen. Dette forhold er kun en tegning af noget større.
Måske også derfor er dr. Nathan gledet ud af filmen. Dr. Nathan, der ganske givet er en skildring af Georg Brandes, er nok en bifigur i romanen, men dog alligevel den, der får fortællingen løftet til andet og mere end individets frigørelseskamp. Der er tale om en større åndskamp.
Dette bliver meget tydeligt i tv- seriens andet afsnit, som blev vist på TV 2 onsdag aften. Her finder vi den berømte scene, hvor Per skyder mod krucifikset i bjergene. Her er der væsentlig forskel på Pontoppidans skildring og på Bille Augusts.
Hos Pontoppidan sætter Jakobe og Per sig ned og spiser lidt brød, lidt ost og et par æg, og da hører de kirkeklokken i det fjerne. De opdager her, at de begge deler angsten for kirkeklokken. Per kan sine steder i romanen nærmest jages rundt af kirkeklokker, men han elsker til gengæld lyden af fabrikkernes fløjter. Det er det modernes klokke.
Efter at de har spist, fortæller Per om en friskytte, der øvede sig på at skyde, men ikke kunne skyde mod et krucifiks. Der svigtede hans mod. Der fik han anfægtelser. Men det sker ikke for Per. Han skyder mod krucifikset, idet han råber, at nu skyder han det nye århundrede ind. Og idet han skyder, sukker naturen. Det er ekkoet, der lyder gennem dalene, og Per bliver et kort øjeblik bleg ved det naturvidenskabelige fænomen.
Det er en stor scene i dansk litteratur, og der er ingen tvivl om, at vi her finder en åndskamp, der næsten bliver helt korporlig.
Hos Bille August er scenen helt anderledes. Her har Jakobe og Per først sex, hvilket de ikke har hos Pontoppidan. Her har de tværtimod, inden de har forladt deres logi, talt om at skrifte og talt om tilgivelse; ord som Per ellers hader.
Men efter det erotiske møde hos August, ser Per så krucifikset og stener det. Han skyder ikke med revolver, men kaster med sten, som man stener en utro hustru, hvilket man kan læse om i Johannesevangeliet, kapitel 8, hvor steningen dog netop ophæves af Jesus, ved at han peger på den fælles skyld, som Per jo netop vil være fri af. Men steningen er seksuel, og Per stener.
For Per stener krucifikset efter det seksuelle forhold. Det er en helt anderledes scene end hos Pontoppidan. Hvor scenen hos Pontoppidan skildrer en åndskamp, bliver scenen i filmen til en sammenknytning af seksualitet og synd. Det er i virkeligheden for lidt. Og det er meget sigende, at man ikke griber den åndskamp, som ”Lykke-Per” også skildrer, hvor Per også er det nietzscheanske overmenneske, der ikke som en slave frygter døden. I hvert fald ikke, når den er fraværende. Per tror ikke på Gud, som han siger et sted, for når han har søgt ham, har han kun fundet sig selv. Den flaske er Per, som en flue, lukket inde i, og den flaske lader filmatiseringen ham være lukket inde i, hvor Pon-toppidan netop åbner forholdet.
Det er en flot film og tv-serie, Bille August har lavet, men det er påfaldende, at det egentlige reduceres til et fader-søn-forhold, og at frigørelsen vel kun er seksuel. Det er på- faldende, at vi i skildringen ikke magter åndskampen. Uden sammenligning i øvrigt er det jo det samme forhold, der spiller ind i vore dages debat om omskærelse: Her handler det kun om det fysiske forhold, men slet ikke om det åndelige forhold, som ellers er det afgørende.
Så på trods af en perlerække af skuespillere og flotte billeder og instruktion sidder man tilbage med en flad fornemmelse. En fornemmelse af, at vi ikke magter åndskampen, eller måske viger tilbage for den, og reducerer frigørelsen til individets lyst. Det kan være nok så vigtigt, men aldrig det afgørende.
Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst og provst i Hjørring Søndre Provsti.