Man læser som regel billedbøger op for børn, der ikke selv kan læse. Men hvad nu, hvis man vender det hele på hovedet og leger med sproget i billedbøger? En række nye billedbøger kaster sig ud i eksperimenter, hvor de leger med sproget på trods af, at de børn, der skal lytte til dem, endnu ikke selv kan læse.
Den første bog, skrevet af Lars Holmsted og illustreret af Lykke Bianca, er en omvendt alfabetbog forstået på den måde, at bogstaverne, som man skal lære, simpelthen er blevet stjålet af en bogstavbandit. På det første opslag har banditten derfor stjålet a’et, så oplæseren må gå kløjs i sætningen:
”Klus boede i Merik og elskede col. Strid boede i Frum og elskede krmeller.”
At der ikke er så mange ord med z, er heller ikke et problem for Holmsted, for også her må man kæmpe lidt med teksten:
”Der var engang en ebra, som elskede nybagt pia og moderne jamusik.”
Tegneren Bianca har selvfølgelig en fest med at illustrere en ko, der er et rundt o, fordi k’et er stjålet, og hr. og fru Møller som to ”øller”, fordi m’et er blevet bortført. Det gør hun fint, uden at det er prangede. Idéen er sjov, men det er noget udfordrende at læse op:
”Gon og Va var på cyklfri i Svrig”, hedder det, når bogstavbanditten er løbet med e’et.
Hvis man har tænkt sig, at det skal være godnatlæsning for et barn, der ikke helt forstår konceptet ”bogstaver”, er det nok lidt anstrengt. Til gengæld er bogen helt genial til de børn, der lige er begyndt at læse selv. Det er sjovt at opleve, hvor stor betydning de enkelte bogstaver har. Og måske husker man bedre sit a, hvis det mangler, når man skal sige cola.
Maria Rørbæk og Mikkel Straarup Møllers bog, ”Prinsessen, der blev bogstavbims”, som udkom tidligere i år, er mere beskeden i sit eksperiment, for her er det kun bogstavet s, som prinsesse Sulaima slet ikke kan tåle at høre, uden at det gør ondt. At være bogstavbims betyder her, at man ikke kan tåle lyden af et bestemt bogstav. Heldigvis kan man som kongelig forbyde alle ord med s, så dronningedatteren ikke længere får ondt i hovedet. Fisk hedder nu ”vanddyr med gæller” og spyd meget passende ”av-pinde”.
Der findes en kur, men så skal hun besøge en heks, hvor hun kun må bruge ord, der begynder med s, ellers skal hun dø. Heldigvis er prinsessen smart, så da heksen spørger, om hendes mikstur hjalp, svarer hun ikke ja, men ”Selvfølgelig, smerten stoppede suverænt!” Straarup Møllers illustrationer er udpræget udtryksfulde og fulde af varme og humor. Heksen har grøn hud, en kæmpe næse og vorter og bærer en rigtig heksehat, der skygger for hendes sikkert grålige og tjavsede hår. Det er lige sådan, de skal se ud. Historien er væsentlig enklere at læse end den om bogstavbanditten.
Så kan man selvfølgelig være endnu mere ekstrem og lave en bog, som hedder ”Bogen, der ikke ville læses”. Det er den svenske komiker David Sundin, der er mester for den. Her hopper tekst og de (få) billeder rundt på siderne. Som oplæser bliver man af teksten beordret til at dreje på bogen, vende den på hovedet, få den til at flyve og så videre. Illustrationsmæssigt er bogen temmelig kedelig, men med den rigtige mimik og stemmeføring, er det bestemt noget, som vil gøre læsningen til en oplevelse. Det er i virkeligheden en bog, der inviterer til leg, så man kan lade, som om bogen er levende og aktivt forsøger at stoppe læsningen. Historien handler til gengæld kun om, at bogen ikke vil læses, og der er således ingen reel historie i den. Derfor er der mere tale om en egentlig gimmick end en rigtig billedbog. Litterært set er bogen elendig, men som et legeindslag er den bestemt interessant. Det er der andre, der synes, for bogen har solgt mere end 80.000 eksemplarer i Sverige og har vundet de svenske boghandleres pris, nok mest fordi den også blev den mest solgte billedbog i Sverige i 2020.
Man kan også bare eksperimentere med historie og illustration på samme tid. Det gør billedkunstneren Jan Oksbøl Callesen i sin billedbog, ”O Po Poi”, som ifølge forfatteren er en kor-replik i de græske tragedier. Callesen har på bedste danske dogmevis besluttet sig for, at han kun måtte illustrere bogen ved hjælp af datterens discount-tusser efter hendes sengetid. Det er der kommet en ualmindelig smuk billedbog ud af, der udfordrer alle sanser. Så mange farver er der i den, at man næsten kan lugte spritten i tusserne fra bogens sider. At der er brugt tusser fremgår tydeligt ved, at der på siderne opstår en slags bølger i illustrationerne. Historien er ikke ligetil: den handler om tre dyrevenner i en båd, der fortæller om to katte, der sammen fortæller en historie om, at månen faldt ned i en by, hvor den enes fætter boede, og om hvordan byens folk forsøger at smide den i havet. Det er en fascinerende historie, der slet ikke ender godt, men som har en morale om, at man skal passe på, før det går galt, for man kan ikke altid være heldig. Bogen ligner ikke andre billedbøger – hverken indholdsmæssigt eller på billedsiden. Derfor kræver den noget af sin læser, men belønner til gengæld også med masser af indtryk og en hel del at tale om, for der er mange forskellige måder at forstå teksten på.
Så man kan roligt konstatere, at der er rigeligt plads til leg i billedbøgerne, uden at man nødvendigvis skal ty til at vende bogen på hovedet for at underholde læseren!