Når maleriet bliver forbindelsesled mellem os mennesker

På Louisianas nye Marsden Hartley-udstilling får man noget med hjem, der er svært at ryste af sig: ægthed, ukunstlet kunnen og menneskelighed

Marsden Hartley maler mange mænd. Enkelte figurer står som ikoner med åbentstående skjorte. Her er det Marsden Hartleys ”Adelard the Drowned, Master of the ’Phantom’” (Adelard den druknede, kaptajn på ”Phantom”) fra 1938-1939. – Fotos: Weisman Art Museum, Minneapolis, MN/Ione and Hudson D. Walker Collection/Louisiana.
Marsden Hartley maler mange mænd. Enkelte figurer står som ikoner med åbentstående skjorte. Her er det Marsden Hartleys ”Adelard the Drowned, Master of the ’Phantom’” (Adelard den druknede, kaptajn på ”Phantom”) fra 1938-1939. – Fotos: Weisman Art Museum, Minneapolis, MN/Ione and Hudson D. Walker Collection/Louisiana.

Amerikansk kunst begyndte sin sejrsgang over hele verden med Jackson Pollocks abstrakte ekspressionisme i stort format efter Anden Verdenskrig. Sjældent får vi i Europa lov at høre om andre end den gruppe af malere samt efterfølgende minimalister og storformat-kunstnere, som udgjorde de verdenskunstens dna.

At historien er dybere, råder kunstmuseet Louisiana i Humlebæk nu bod på med den seværdige og intime fremvisning af den amerikanske maler og digter Marsden Hartley (1877-1943).

Hans værk er et særsyn som udstillingsbegivenhed på europæisk grund, og alene af den grund skal initiativet hilses velkomment. Han er en moderne klassiker i amerikansk kunst, men også en nøgle til forståelsen af europæiske strømninger siden Picasso, som han var nogenlunde samtidig med. Og ikke mindst er han et genialt kalejdoskop for regional kunst ”worldwide” med sine fantastiske billeder fra hjemstaten, Maine, som han forlod tidligt og vendte tilbage til sent i livet med et intensiveret arsenal af malerisk overskud i hvert værk, der fulgte i det kystnære landskab.

Marsden Hartley er et genialt kalejdoskop for regional kunst ”worldwide” med sine fantastiske billeder fra hjemstaten Maine, som han forlod tidligt og vendte tilbage til sent i livet. Her er det hans ”Maine Snowstorm” (Snestorm i Maine) fra 1908.
Marsden Hartley er et genialt kalejdoskop for regional kunst ”worldwide” med sine fantastiske billeder fra hjemstaten Maine, som han forlod tidligt og vendte tilbage til sent i livet. Her er det hans ”Maine Snowstorm” (Snestorm i Maine) fra 1908.

Regionale malere findes overalt på kloden, de er ikke hjemstavnsmalere, men præget af den virkelighed, der omgiver dem og en fortælling, de ikke kan slippe. Sådan maler Marsden Hartley gerne billeder fra New Mexico uden at være der fysisk, ligesom August Strindberg engang gentagne gange malede den stockholmske skærgård fra sit eksil i Berlin.

Georgiske Nikos Pirosmani bør også nævnes, for rent stilistisk har hans naive og pågående maleri samme kvaliteter som dem, der kendetegner Hartleys bedste værker. Her tørner fattigdom, selvdestruktiv adfærd og almindelig ulykke sammen i en lykkelig syntese. Nogle ville mene, at der er tale om dårligt maleri, andre kan se det helt fremragende i værket – som Louisiana, der pointerer det ved at inddrage otte internationale kunstneres syn på Hartleys værk i udstillingens ”must see” af en interview-video placeret i hovedsalen: Fra David Hockney og David Salle til Karin Mamma Andersson og en øvrig perlerække af malere.

Mest reflekteret fremstår den unge Sam McKinniss, der forstår Marsden Hartleys værk som et ”kom her/bliv væk”-kunstnerskab, værker som man måske aldrig helt bliver lukket ind i. Når Hartley forsøger at male svaret på Cezannes ikoniske bjergmotiv af Saint Victoire, men blot i Maine, siger han i Sam McKinniss ører: ”Mount Katahdin, jeg vil besidde dig, eje dig”. Og bjerget svarer: ”Det kan du ikke, for jeg har været her meget længere end du!”. Alligevel gør Hartley forsøget klodset, akavet og med håbløs kærlighed.

”Der er smerte og poesi i billederne,” siger Sam McKinniss. Det er så utrolig fint som publikum at få malernes udlægning af malerens værk. Vi forstår, at der findes en dialog på tværs af tid og rum gennem maleriet, det er et forbindelsesled mellem os mennesker.

Det tungsindige i Marsden Hartleys værk kommer ikke bare til udtryk gennem farven og formen. Også motiverne ulmer af noget indebrændt, noget stærkt, der ikke kan udsiges på andre måder end det maleriske. Han er en emotionel maler, og derfor mærker man et rum åbne sig mod det nye, som han i sine små ikke-kunstambitiøse formater har præget øvrige kunstnere med. Mark Rothkos abstrakte farveflader ville ikke være de samme uden denne sære figurative malers indsats.

Den amerikanske sjæl er på sin vis blotlagt i Marsden Hartleys værk, forbilledet Walt Whitmans tekster og besyngelser af livet på kanten af det 20. århundrede gav det poetiske rygstød og den trancendens, der gjorde det muligt at se verden som noget andet og mere, end den sommetider er.

Og med den konstatering følger vi en kunstners vej gennem livet, fra Hartley maler billedet af Whitmans hus, da han er ung, gennem rejser til Europa, hvor han modnes af mødet med Matisses fauvisme og Picassos kubisme og med dem en sværm af øvrige indflydelser, som Hartley gennemlever i maleriet uden at finde sit eget ståsted.

Men: Kunstneren maler til gengæld ligefremt som en sømand, der går gennem verden for at ende ved den kyst, han stævnede ud ved. Det er så jordnært alt sammen. Billeder af noget, vi kan se, og forstå hvad er, men gjort på en måde, så man mærker sin egen rastløse uro. Øjet hviler ikke som i et billede af Matisse, det gynger og klunter af sted, alle mænd er solbrændte, alle kvinder ligner mænd i hans maleri. Der er ikke noget kunstlet over scenerierne, som vi finder det i Emil Noldes værk, der også har en mørk side og indlysende fascinationskraft.

Naivt og betaget maler Marsden Hartley uniformer og heraldik. Men det står nærmest i skærende kontrast til den følsomhed, han søger. Der er en dynamisk ubalance i hans værk. Som en brændeknude, man ikke kan kløve. Noget undertrykt og højeksplosivt. Noget naturligt!

Marsden Hartley tog navn efter sin stedmor og sin far og hed oprindeligt Edmund til fornavn. Han var homoseksuel på et tidspunkt, hvor det var ulovligt, og derfor en plaget skæbne uden for de kunstnerkredse, han færdedes i. Hans værk kan ses i denne optik, og det er naturligvis spændende biografisk, ligesom vi ved, at de moderne koryfæer i abstrakt kunst Robert Rauschenberg og Cy Twombly havde et erotisk forhold, der tidligt i karrieren ændrede deres ægteskabelige forhold til kvinder og muligvis forsynede kunsten med en større sensibilitet.

Marsden Hartley maler mange mænd. Mange andre malere har malet mange kvinder. Kvinder maler kvinder og mænd. Men i Hartleys tilfælde er der en særlig klang af det religiøse i værkerne. En sidste nadver til søs. Vi er på gyngende grund. Enkelte figurer står som ikoner med åbentstående skjorte og minder mest af alt om Freddie Mercury i hans storhedstid som forsanger for Queen. Også han kunne sætte en rose bag øret. Badende muskelmænd på stranden i lyserøde speedos. Bedende hænder. Forsamlede fiskere på beddingen. Billedet af en kirke ved solnedgang i Maine 1940. En kirke, der gløder i aftenmørket, som om Guds hus kaldte på kunstneren uden at invitere nærmere: Kom mig ikke for nær, så brænder du op?

Gå til udstillingen med nysgerrige øjne og åbent sind. Kuratoren Mathias Ussing Seeberg har givet os en ædelsten af en udstilling. Den funkler i sin mangfoldige og facetterede dybde. Er uudgrundelig, inspirerende, fejende flot, informativ, og må på ”to-do”-listen ikke blot for kunstinteresserede, men også skoleklasser, hvis man hylder principper som frihed, lighed og humanisme.

På Louisianas Marsden Hartley-udstilling får man noget med hjem, der er svært at ryste af sig: Ægthed, ukunstlet kunnen og menneskelighed.

Hans værk er et særsyn som udstillingsbegivenhed på europæisk grund.