Smuk bog viser, hvordan billeder også er teologi

Sandra Kastfelt formår i denne smukke bog at lede gennem de første kristne århundreder. Og læseren præsenteres for billeder, som man forstår sin kultur ud fra

Til venstre ses en del af gulvmosaikken i Basillica Santa Maria Assunta i Aquileia i Italien. De to personer til højre findes i Priscilla-katakomben i Rom på Via Salina. Foto: Foto fra bogen

Kristendommen udspringer af en kultur med billedforbud, nemlig den jødiske. Samtidig er kristendommen i sin grundfortælling ikonoklastisk eller billedstormende, hvor Kristi korsfæstelse sprænger ethvert billede, vi har af en gud.

Alligevel begynder de kristne i slutningen af 100-tallet at udforme først simple og sidenhen mere komplekse billeder af de bibelske fortællinger. I begyndelsen er det særligt billeder af Jesus som den gode hyrde, der finder vej til drikkebægre og på væggene i katakomberne. Også en sammenkobling mellem Jesu og Orfeus finder udtryk. Den gode hyrde kobles til Hermes, der vogter sin hjord i Arkadien, og låner sit motiv derfra. Kristendommen er aldrig en kultur, men den er altid et ord ind i tiden, der iklæder sig de udtryk, som tiden og kulturen bærer, hvis de støtter forkyndelsen.

Sognepræst Sandra Kastfelt beskriver i denne bog bevægelsen gennem den kristne billedverden i de første fire århundreder, og hendes metode er ikonografisk: at identificere motivet. Det gøres forbilledligt og forståeligt, godt hjulpet af det fornemme layout, som bogen har fået. Billederne står skarpe og følges af oplysende tekst.

Den første kristne billedverden er skjult. Den findes på bunden af drikkebægre og i katakombernes dyb. I Priscilla-katakomben i Rom på Via Salina finder vi de tidlige motiver; fugl Fønix som tegn på opstandelsen, hyrden, de hellige tre konger, og ikke mindst den bedende kvinde ”Donna Velata” i Velatiokapellet. Hun står i bedeposition eller orant-position, og Kastfelt læser billedet tydeligt og oplysende.

En guide forklarede mig en gang i kapellet nede i katakomben, at det var et billede på en kvindelig præst. og derved også et opgør med at alene mænd kunne være præster. Kastfelt holder sig til at læse billedet og ikke indlæse.

Den ældste fundne kristne kirke findes i Dura Europa (Fort Europa) i Syrien. Mellem Eufrat og den syriske ørken grundlagde Aleksander den Stores hærfører en by, der senere blev overtaget af romerne. I midten af det 3. århundrede faldt byen ved sassanidernes angreb, og den blev nærmest begravet under murbrokker og ørkensand.

I det 20. århundrede blev den udgravet, og freskerne fra huskirken befinder sig heldigvis i dag i sikkerhed på Yale University i USA. Dåbskapellets motiver er blevet tolket som kvinderne ved graven påskemorgen. De er blevet læst ud fra Paulus’ dåbsteologi i Romerbrevet, men har dette brev været kendt i disse egne, og hvorfor har kvinderne kerter i hænderne?

Måske, siger Kastfelt, er det i virkeligheden brudepigerne, der venter brudgommens komme, og derved løfter billederne sløret for menighedens liv og fortællinger på kanten af det romerske rige. Billederne peger på fortælling før dogme, men den opfattelse kan man godt drage i tvivl. Spørgsmålet er, om dogme i virkeligheden ofte kommer før fortælling?

De kristologiske stridigheder i det 4. århundrede finder også vej ind i billederne, hvor Jesus fremstilles i vidt forskellige skikkelser. Billedet af ham bevæger sig fra ophøjet lærer til fattig prædikant.

Billederne følger de teologiske debatter. Billederne er ikke nødvendigvis entydige, som ord er det. På gulvmosaikken i Basilica Santa Maria Assunta i Aquileia er Kristus en vædder. Vædderen tolker Kastfelt som flokkens leder, hvilket er korrekt, men det leder også tanken hen på den vædder, der stedfortrædende blev ofret af Abraham i stedet for Isak.

Det er klart, at de første kristne indoptog de billeder, der omgav dem og gav dem en kristen tydning. Berørt er forholdet mellem Jesus og Hermes som hyrden. Men også granatæblet får denne drejning. Æblet har allerede betydning i Det Gamle Testamente, men gennem de hedenske myter om Orfeus og Persefone blev granatæblet til et opstandelsessymbol i den tidlige kristne kirke, hvilket kan ses for eksempel i en romersk villa i det nuværende England.

Vi skal langt op i tiden for at finde korsfæstelsesscener. Korsfæstelsen var både et skrækindjagende og ydmygende symbol, og det er først på afstand, at man positivt kan anvende det i billederne, selvom det tidligt finder plads i spotteudtryk mod de kristne.

Et af de tidligste billeder er på cypresdøren ved Santa Sabina kirke på Aventierhøjen i Rom. Kirken ligger højt over Tiberen midt i en appelsinlund og har en vidunderlig udsigt til Peterskirken.

I døren er skåret en række bibelske scener. Her er en korsfæstelsesscene, selvom den er mimet, som Sandra Kastfelt præcist udtrykker det. De tre kroppe står i bedende position, som kvinden i Priscilla-katakomben, og derved flettes den kristne og Kristus bedende sammen i billedet, og det opfylder sin funktion.

Billederne i den første kristne tid er også teologi. De udtrykker, hvilke fortællinger der er centrale, og som måske er nogle andre fortællinger end dem, vi ville sætte i centrum. Sandra Kastfelt formår i denne smukke bog at lede gennem de første kristne århundreder og vise, hvorledes kristendommen nok var et brud, men sandelig også en videreførelse af væsentlige antikke fortællinger. Man kunne kende sin kultur også i den kristne tro.

Billeder og skrift følges ad, og en dybere kirkehistorisk gennemgang kunne have knyttet skriftens tilblivelse sammen med billedernes udvikling. Men det er ikke opgaven her. Her er opgaven i en oversigt at læse den tidlige kristne motivverden, og det gøres flot. Det er en velskrevet og smuk bog.