Der lå den. Håndgranaten. På en sten i solen. En model for den ni tons tunge skulptur ”Granat”, som jeg i 2014 var i færd med at udhugge i granit til Hjørring Kaserne. En skulptur, der skulle bevæge sig i spændingsfeltet mellem håndgranaten, det dødbringende våben, og den smukke blodrøde ædelsten af samme navn.
På stenens granatfelter huggede jeg billeder af det, vi frygter, og det, vi elsker, det, vi vil værne om og i yderste konsekvens er parate til at kæmpe for eller forsvare.
Jeg var i gang med at pakke mejsler og hammer sammen efter en solbeskinnet arbejdsdag på den udendørs huggeplads med udsigt til Øresund, da jeg lidt distræt til sidst tog håndgranaten op og mærkede, hvordan solen havde varmet dens metalliske krop. Det ramte mig pludseligt, hvor varm og lille den var der i håndfladen som en lille skrøbelig fugleunge med et bankende hjerte. En følelse af ømhed skyllede ind over mig, som skulle jeg netop på grund af dens varme og sprængfarlighed passe ekstra godt på den. At opleve noget så vanvittigt som at føle ømhed for en håndgranat giver ingen mening eller gør det? Og på hvilken måde?
Oplevelsen lagrede sig i mig, indtil jeg en dag i 2020 igen tog fat i granaten. Til en udstilling på Museet for Religiøs Kunst og på Refugiet i Løgumkloster i 2021 har jeg arbejdet med syndefaldet som tema. Her gør jeg i granitskulpturerne granaten til repræsentant for synden, for den destruktive kraft, der driver os ud over kanten og de destruktive objekter, som den inspirerer os til at frembringe.
Min tese er, at der i ethvert menneske gemmer sig kimen til en granat, og spørgsmålet er, hvordan vi undgår, at denne lille granat i hjertet, i hånden eller hos hinanden, vokser, forstener, detonerer og spreder ødelæggelse.
Forskellige magthavere har gennem tiden misbrugt syndsbegrebet til at undertrykke mennesker. I en kirkelig kontekst har syndsbevidstheden i perioder påvirket den menneskelige sjæl så destruktivt, at livsdueligheden har lidt skade.
Måden, hvorpå syndsbegrebet er blevet fortolket og udlevet, har skygget for den mulighed, at syndsbevidstheden kunne spille en konstruktiv rolle i vores liv. Men møder man mennesker, der har svært ved kirken og troen i dag, er det ofte idéen om synden, der tages afstand til; en vrede og en angst for at skulle undertrykkes af tanken om at være en synder. Er vi ikke gode nok, som vi er? Skal vi ikke frit udfolde os som mennesker og glæde os over livet, følge vore drifter og ønsker?
Ændrer det ved muligheden for livsglæde og udfoldelse at erkende granaten i sit hjerte, at det gode og det onde findes i os? Kan det gøre os mere agtpågivende i vores omgang med andre i forvaltningen af det liv, vi har, og de mennesker, vi er iblandt, hvis vi erkender, at der inden i os og den anden kan ligge en sprængfarlig granat med en ophobet mængde af uønskede følelser? Kan erkendelsen gøre det nemmere at være til?
Frit erindret stillede Svend Brinkmann på et tidspunkt spørgsmålet om, hvad du ville stille op, hvis du i din søgen efter dig selv inderst inde fandt en småkedelig person, der helst ville tilbringe hele dagen i sofaen med Matador Mix.
Hvad nu hvis det selv, du fandt indeni, ikke kun var småkedeligt, men i virkeligheden også rummede et vredt, hævngerrigt, jaloux og egoistisk lille barn, der aldrig var blevet voksent? Så meget er lagret i os. Vi er alle i forskellig grad på et eller andet tidspunkt blevet forladt, trådt på, skældt ud, blevet uretfærdigt behandlet, og alt det ligger formodentligt stablet i bunkevis i vore indre arkiver.
Så meget ubehandlet kan kigge frem og komme til udtryk, når omstændighederne er der, og vi mister kontrollen og ikke magter at skjule det indre kaos. Kaster vi et blik på os selv, vil vi selvfølgelig helst fokusere på og glæde os over det rene og gode i os selv og vore intentioner, men de uønskede følelser og impulser? Hvad gør vi så ved dem?
Måske bliver det nemmere at tilgive de andre, hvis vi også kan se de modsætninger i os selv. Hvis vi godtager præmissen om den inkorporerede granat i hjertet, bliver dialogen med den - og det at forholde sig til den - en daglig fordring. Vi kan ikke længere lægge ansvaret for vores egen indre granat fra os ved at placere den hos en anden. Det handler ikke om at lade sig tynge af granaten, men om at lære at håndtere dens tilstedeværelse med ømhed, refleksion og indsigt både hos os selv og hos den anden.
Måske er søskendeskabet det første sted, hvorfra en bevidsthed om den indre granat kan spire. Men det er måske også det sted, hvor vi kan lære at håndtere den, når de flertydige følelser i søskendeskabet erfares og accepteres.
Fra barndommen husker jeg som en af de første erindringer min far sidde med min bror på skødet. Jeg sad under sofabordet på det persiske tæppe og mærkede vreden og jalousien vokse indeni. Hvorfor var det ikke mig, der sad der?
Efter sigende skulle min bror have spurgt vores mor, om hun ikke kunne gå op på hospitalet og aflevere mig igen efter min fødsel, så følelsen var for en stund gengældt.
I dag er jeg dybt taknemmelig for at have en storebror. Fra at være centrum i forældrenes univers rykker vi ved en bror eller søsters ankomst til et delt centrum. Gennem livet og erkendelsen splittes dette centrum i flere og flere atomer, til vi erkender vores egen egentlige størrelse. Det er godt sådan, måske også befriende ikke at skulle stå alene der på piedestalen. Nødvendigt er det at forstå, at vi ikke er de eneste, der har ret til at være her. Men er det nemt?
Som mormor ser jeg nu det førstefødte barnebarns indre kamp for at overkomme sin lillebror med lige dele glæde og frustration. Jeg ser, at hun gerne vil, men at det ind imellem er uoverkommeligt svært. De små skift i ansigtets åbne udtryk afslører det. Jeg bliver rørt over kampen; rørt over, at hun prøver.
Efterhånden som vi bliver ældre, bliver vi måske i højere grad i stand til at skjule de ambivalente følelser indeni, men de forsvinder ikke. Jalousien, misundelsen, lysten til at sladre og bagtale, nedgøre og kaste skylden over på andre kan blive vakt til live på et splitsekund, når en situation vækker følelsen i os, når vi føler os truede eller ikke opnår det, vi ønsker, eller det, vi mener, at vi fortjener. Det kan være skamfuldt at se sig selv i øjnene, når det, man ser, hverken er flatterende eller smukt.
Vi kan nu ikke længere undskylde os med barnets umodenhed eller eventuelle manglende bevidsthed om, hvad det gør. Vi er voksne, bevidste og tænkende væsener, og vi vælger nogle gange at volde ondt, selvom vi godt ved, at det er forkert.
Hvordan udholder vi dette? Bevidstheden om granatens eksistens kan forhåbentlig gøre en forskel for de valg, vi træffer, så vi kan nøjes med at synde i tanke og følelse og ikke i handling.
Men erkendelsen af, at vi ikke kan eller vil undgå at gøre andre ondt eller skuffe nogen, er nødvendig ligesom ydmygheden og forståelsen af vores egen og andres utilstrækkelighed.
Noget af det, jeg husker, at jeg beundrede min bror for, da jeg var barn, var, at han kunne sige undskyld. Jeg kunne ikke få det ord ud af munden. Det var, som om det sad fast i halsen. Hvor har jeg sidenhen mange gange oplevet, hvad det ord kan, hvor meget styrke og magt der egentlig ligger i det forsonende i at turde erkende sine fejl og fejltagelser. Det genopretter kontakten til den anden og til hjertet.
Som ung kvinde kæmpede jeg med billedet af det gode selvopofrende menneske, der altid satte sig selv til side for de andre. Der var så mange fortællinger om de hjertensgode kvinder i familien og i bøgerne, der ofrede alt for at give plads til andre. Jeg ville så gerne være sådan, men jeg kunne ikke genkende mig selv i det billede.
Opvokset i en kunstnerfamilie, hvor jeg så min fars voldsomme og skønne trang til at udfolde sig, følte jeg den samme egensindige lyst til at følge mit eget. Og det nogle gange i en sådan grad, at alt andet måtte vige, måske også ind imellem sådan, at jeg kom og kommer til at glemme fælleskabet og de fordringer, der hører med til at være en god ven, mor, kæreste og engageret samfundsborger. Det passede ikke så godt til billedet af mennesket, der altid tænker de andre først, og det gav hos mig en følelse af splittethed, som noget jeg måtte skamme mig over.
Skabertrang og optagethed af arbejdet – hvad du end laver – er skønt. Bliver det en besættelse, kan det gøre dig selvoptaget og blind over for det, der også er væsentligt.
”Jeg skal lige ...”, sagde jeg altid til mine børn, da de var små og ville lege. Og når det, som vi lige skal, er ordnet igen og igen, ja, så er årene måske gået, og børnene blevet voksne. Når vore børn får børn, får vi chancen igen. Tager vi imod den dér?
Det var ved læsningen af forfatter Dostojevskijs roman ”Forbrydelse og straf” i mine 20’ere, at jeg begyndte at forstå, hvad der var på spil. Livet kan være ufatteligt svært at forstå og være i, og fejlene og fejltagelserne flyder fra os gennem livet. Følelser kan være ambivalente. Indimellem lader vi vores egen vilje råde, selvom vi godt ved, at det ikke gør de andre godt. At bære sine valg og tage sit ansvar for egne handlinger, sin skam og skyld på sig, kan løsne op. Heller ikke du er fritaget for at gøre andre mennesker ondt, eller ikke at kunne leve op til dine egne fordringer eller værdier.
Det tilgivende blik på dig selv og andre er for den kristne båret af, at det er et blik givet udefra. Altid allerede elsket, som musiker Peter Bastian så fint fik formuleret det. At jeg er elsket på forhånd og altid, som den jeg er og på trods.
I skulpturen ”Granaten i hjertet” er en håndgranat indkorporeret i et hjerte. Det hårde møder det bløde, men det er også, som om hjertets form kan bære og håndtere granaten på en værdig måde. Den vover at være til på trods, at lade sig se. Er det i virkeligheden dét, der er kristendommens største og stærkeste budskab? At vi bliver set og elsket som dem, vi er, og at vi kan være til i glæde over den erkendelse.
I skulpturen ”Hjertet i granaten” er en håndgranat formet, hugget, poleret, og på overfladen er indhugget fine forgreninger, der minder om hjertets årer. Hjertet i granaten? Er det et billede på det forhærdede menneske, der er blevet mere granat end menneske, og som vi konstant må prøve at nå ind til gennem de sprækker, der forhåbentlig vil være der, selv om de kan være svære at se? Den lille varme granat i hånden vakte ømhed. Den virkede pludselig menneskelig. Som kunne der gemme sig et hjerte helt inde bagved.
Hvordan genopretter vi kontakten til det bankende hjerte? Har vi andet valg end at prøve? Vi kan ikke bremse al ondskab, undgå lidelse, men vi kan prøve at minimere den. Der findes håndgranater, der er så forstenede og hårde, at der intet andet er at stille op end at bygge mure og fængsler omkring. Men for langt de fleste kan der gribes ind før.
Jeg har ikke lyst til at miste troen på den mulighed.
Laila Westergaard, født 1964, er billedhugger. Hun er uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1985-1589 og Güzel Sanatlar Fakültesi, Istanbul, 1989-1990.