"Ingen adgang for uvedkommende" står der ved indkørslen til det industriområde på Amager ved København, hvor billedhugger Laila Westergaard har sit lille værksted.
Man finder hende i udkanten af lagerpladsen hos et stenimportfirma, lysende i en sikkerhedsjakke, i et lille skur bygget af gennemsigtige tagplader.
Lastbiler med tunge læs og gaffeltrucks kører lige forbi, og det drøner i jorden, når de store bunker chaussésten væltes ned. Fra himlen skærer vindmøllevinger sig gennem luften med en uophørlig "svusj-svusj-svusj"-lyd.
Det hele er cirka ligeså inviterende som ja, en sten, og på dén måde passer området hér helt perfekt til Laila Westergaard.
"Jeg kan godt lide, at der er lidt modstand i tingene," siger hun, storsmilende.
Om hovedet har hun et par høreværn og i hænderne en mejsel og en hammer - en meget fin lille mejsel, der med rytmiske små hak laver hvide streger i en blankpoleret, rød granitflise. Det, hun er ved at lave, er et værk til hendes kommende udstilling.
På flisen foran hende tager en skrællet citron og en lille, halvvissen blomst form, og på modsatte flise et saltkar, tegnet op efter et, hun har derhjemme, som hendes datter har lavet og givet hende. Lige nu er hun dog gået i stå med det.
"Det er skyggen dér, det at saltkarrets kant ligesom skal gå over i skyggen. Det har jeg ikke løst."
"Skal vi have os en kop kaffe?"
Det, der må ud
Mens elkedlen koger færdig, helt lydløst i al den anden larm, fortæller Laila Westergaard, hvordan hun kom her til pladsen i 2015 og har nydt at være her siden. Hun følger pladsens arbejdsrytme, er her på alle årstider, i al slags vejr, helst hver eneste hverdag fra 9 til 16.
Der er dage, hvor hænderne bare arbejder for Laila Westergaard, nærmest uden, at hun opfanger det. Hvor hun forsvinder ind i sig selv og det værk, der er ved at tage form. Og så er der dage som den i dag, der er mest egnede til at hugge alt det, der skal være udenom citronen i et stilleben, og så lade komplicerede saltkarskygger vente lidt.
Hun er 58 år og har alt i alt arbejdet som billedhugger i mere end 30 år. Stenene, den tunge granit, har været i hendes liv, siden hun var lille: faderen, Ejgil Westergaard, havde et stenhuggeri i Lemvig og arbejdede også som billedhugger. Det gjorde i øvrigt også Laila Westergaards farfar, Thorvald Westergaard.
På Det Jyske Kunstakademi faldt det på plads, efter en kort flirt med det bløde ler, at stenene ikke bare var hendes fars og farfars, men også hendes materiale. Laila Westergaard lægger mejslen fra sig og går om bag nogle paller. Hun vender tilbage med en bog i hænderne.
"Her står det hele," siger hun og tørrer støvet af forsiden.
Bogen "Levende stene" udkom sidste år på forlaget Eksistensen og heri findes fortællingen om de mest markante kunstværker i Laila Westergaards omfattende virke: den store, hjerteformede døbefont i hospitalskirken i midtjyske Gødstrup nær Herning med tilhørende altertavle. Lindevang Kirkes døbefont på Frederiksberg ved København. De underfundige brosten med tekststykker, "Dialog på gadeplan", der er lagt ned blandt alle de andre sten på blandt andet Vesterbro i København.
Hun bladrer frem til et billede af det, der blev hendes første stenskulptur.
"Jeg var meget ung, og det er sådan lidt naivistisk," siger hun om "Den døde og den sørgende" fra 1989, der ligger på fællesgraven på Fjaltring Kirkegård i vestjyske Lemvig.
"Den lavede jeg efter et nært familiemedlem, min farfar, døde. Og siden har jeg nok også haft det sådan, at nogle gange, så er der en nødvendighed for at prøve at give det, man ikke kan rumme, udtryk."
Hun tager fat med begge hænder om noget usynligt og tungt foran sin brystkasse og løfter det op og ud.
"Sådan! Der kan ske ting så frygtelige, at det bare må ud. Og der er det et kæmpe privilegie, at arbejdet giver mig mulighed for, at jeg kan det."
Ild og vand
Flere voldsomme hændelser har sat deres præg på Laila Westergaards kunst gennem tiden. Den seneste har hun ikke bearbejdet endnu, sorgen er endnu alt for rå. Men det kommer.
"Ofte kan jeg have det sådan, at jeg bliver hjulpet på vejen, også af det, der ikke lige er det sjoveste," siger hun.
Laila Westergaard vil gerne vise, hvad hun taler om, når hun siger, at hun kan finde inspiration og skabertrang i tilværelsens barske sider. Hun viser op ad en lille stige til en døbefont, der står på en palle.
Hun var i gang med den, da der sidste år udbrød brand i den opgang, hvor hun bor på Vesterbro i København. Hun måtte genhuses i et halvt år på grund af røgskader på lejligheden og alle hendes ting.
Døbefonten er udformet sådan, at der hældes vand i et stjerneformet kar på toppen. Det er Betlehemsstjernen, forklarer billedhuggeren, og viser, hvordan stjernens spidser løber ud over kanten af døbefonten og ned til jorden, hvor der vokser ranker af blade op.
Der er bibelske referencer i mange af Laila Westergaards værker. Kristendommen har hun haft med sig hele livet, sammen med kunsten. Hun er i øvrigt søster til Ribe Stifts biskop, Elof Westergaard.
"Jeg har været optaget af kirken og dens symbolsprog, fordi det er noget, der er rigtig vigtigt for mig. Jeg vil gerne formidle det. Her er det jo det, at Gud, med Jesu fødsel, kommer ned til os, på jorden"
"Men der er også det her," siger hun så og lader fingeren glide henover baggrundsmønstret på døbefonten.
Det er ligesom en slags blomsterknopper. Eller er det flammer?
"Branden blev slukket, før den tog rigtigt fat. Men jeg husker meget tydeligt de her flammer, der stod ud i opgangen. Det var voldsomt. De indre billeder gav ideen til at fylde takkerne med stiliserede flammer. Ild kan jo ødelægge, men den er jo også en stærk, varmende kraft, vi ikke kan klare os uden. Vi døber jo både med ild og vand."
At drille forgængeligheden
I genhusningsperioden boede hun i en anden lejlighed, og fandt sig selv i et uventet stort savn af alle hendes ting. Hendes løsning var at begynde at skrive om dem: om kontorstolen, som hun havde fået af datterens veninde. Om det lille saltkar, der nu også er ved at blive udødeliggjort i sten.
"I min kunst ligger der nok også det, at jeg gerne vil fastholde noget, der er forgængeligt. Jeg kunne skrive om mine ting, og derfor kunne de ikke tages fra mig. Og nu har jeg jo mit saltkar igen, men alligevel føles det godt at hugge det ind dér," siger hun.
Laila Westergaard stiger ned fra døbefontens lille pallerepos og viser hen til den serie, saltkarret og citronen på stillebenet passer ind i. Værkerne skal udstilles lige om lidt på Kulinarisk Kunst - og Kulturcenter Tuskær i Lemvig under overskriften "Med kloden mellem tænderne".
I sten har hun hugget klassiske kristne symboler som fisken, vinen og brødet. Men også en æggemad. En overlæsset flæskestegssandwich, en pølse med brød. Og den blødeste, lille blomme.
"Se dén æggemad - den bliver spist. Og vi dør jo alle sammen. Men jeg vil også gerne drille forgængeligheden lidt."
"Det er nok noget, jeg har kæmpet med, siden jeg var barn, egentlig. Jeg er jo vokset op i et stenhuggeri og har været ude og hjælpe med at stille stenene op. Men selve dét, at døden indtraf... det har jeg kæmpet med og forholdt mig til og forsøgt at arbejde mig ind i."
At være billedhugger er hårdt, fysisk arbejde, og hun begynder også at mærke det på egen krop. Når granitten, den rå "blå rønne" eller "rød bohus", kommer i hendes hænder, skal den først hugges til, så slibes med vinkelsliber og poleres glat, hvorefter detaljearbejdet med hammer og mejsel begynder.
Det kræver kræfter, og der er ingen nemme løsninger. Jo, man kan tage en elektrisk hammer i brug, men det kan også nemt gå galt. På et af værkerne til den nye udstilling skulle der egentlig have været to asparges, men den ene knækkede af. Netop på grund af lufthammeren.
Laila Westergaard trækker på skuldrene. Det sker, at hun må lægge et værk væk. Men ligefrem at kassere en sten, hun er gået i gang med at hugge, gør hun faktisk ikke ret tit.
"Jeg kan godt have det sådan: 'Gå med dig'. Men så lægger jeg den væk, og så kan jeg nogle gange vende tilbage til den efter flere år. Så er der pludselig noget i mig, der gør, at jeg kan komme videre."
Det bløde i det barske
Døbefonten med Betlehemsstjernen og flammeblomsterne er stor og vejer måske omkring 7-800 kilo. Men hun har lavet værker meget større, på 10-12 ton. Det siger sig selv, at den slags er svært at håndtere alene.
Hun er derfor dybt afhængig af de mennesker, der kører rundt og larmer og roder og læsser af herude på stenværkstedet. Hun har været hos firmaet i 15 år, og de kender hinanden godt herude, trods alle forskellene.
"Men lige nu sørger vi også," fortæller Laila Westergaard.
Hun fortæller, at en mangeårig og vellidt medarbejder i stenimportfirmaet døde i juni måned i en frygtelig arbejdsulykke.
"Han var så god en ven, hjælpsom og betænksom, lidt som en ekstra storebror for mig. Jeg kommer aldrig til at forstå, at mennesker bare sådan fra det ene sekund til det andet kan forsvinde."
"Vi er jo stadig alle sammen i dyb, dyb sorg over at det er sket. Vi lever med det hver dag," siger hun og er stille lidt.
Hun tager høreværnene på igen. Småbitte hak kanter sig forbi citronen. I dag er ikke sådan en dag, hvor hun giver sig i kast med skyggerne. Men hun arbejder videre med sit stilleben, mens hun tænker over, hvor meget, vi egentlig kan komme op at skændes over ganske små ting. Mad, for eksempel.
Den kommende udstilling, hvortil værkerne i hendes hænder er de allersidste, handler derfor om klimavenlig mad, men også om den splittelse der ligger i vores nutidige måltidskultur, fortæller hun.
"Jeg bliver aldrig selv rendyrket vegetar. Men det, at maden er blevet sådan et stridspunkt mellem os, det optager mig. Jeg vil så gerne dialogen."
Det gælder også i forhold til stenene. De kan synes uinviterende, men hun føler egentlig ikke, at det er en kamp. At hun skal vinde over dem, trods al den modstand, de byder hende.
"Det, jeg virkelig holder af, er nok kontrasten ved at stå med en stor, hård og rå sten. Og så blødgøre den, gøre den menneskelig. At skabe noget menneskeligt midt i et stort kaos, al denne barskhed. Et åndehul, hvor man lige holder fast i det væsentlige," siger hun.
Den bløde, bløde blomme af sten ligger foran hende som en lille sejr over døden. Den rådner aldrig.