Billedkunstner Kathrine Ærtebjerg: I sidste ende skal billedet kunne klare sig uden mig

For kunstneren Kathrine Ærtebjerg er det en mærkesag, at hun selv ikke fylder for meget i sin kunst, men at billederne kan indgå i menneskenes fortsatte dialog om, hvad det vil sige at være menneske

Hvide engangshandsker og oliemaling er remedier, som sikrer, at Kathrine Ærtebjerg både har tæt berøring med lærredet og en lang tørretid til at arbejde med sit værk. Det var ikke meningen, at det turkisblå maleri skulle være et selvportræt, men efterhånden som maleprocessen er skredet frem, kan Kathrine Ærtebjerg godt se visse ligheder mellem sig selv og motivet.
Hvide engangshandsker og oliemaling er remedier, som sikrer, at Kathrine Ærtebjerg både har tæt berøring med lærredet og en lang tørretid til at arbejde med sit værk. Det var ikke meningen, at det turkisblå maleri skulle være et selvportræt, men efterhånden som maleprocessen er skredet frem, kan Kathrine Ærtebjerg godt se visse ligheder mellem sig selv og motivet. . Foto: Leif Tuxen.

Hænder iført hvide hospitalshandsker bearbejder et lærred med endnu våd turkis oliemaling. Det turkise område omslutter et ansigt, der virker bekendt. På lærredet vokser også to grene med blade, forbundet af en vandret skruenøgle. Ikke fordi billedet direkte forestiller en mekaniker. Redskaberne på de mange lærreder, der står stakket langs væggene i det lille atelier – sakse, nøgler, knive, skruenøgler – er alle tænkt som symboler på menneskets evne til hele tiden at fremstille noget nyt med sine redskaber, sine hænder og sin fantasi.

"Alle mine værker er en del af en undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske. Når jeg bruger redskaber i billederne, er det for at fundere over, hvad vi mennesker har skabt, og hvad vi mennesker kan skabe med de ting, vi har skabt," forklarer Kathrine Ærtebjerg.