Hænder iført hvide hospitalshandsker bearbejder et lærred med endnu våd turkis oliemaling. Det turkise område omslutter et ansigt, der virker bekendt. På lærredet vokser også to grene med blade, forbundet af en vandret skruenøgle. Ikke fordi billedet direkte forestiller en mekaniker. Redskaberne på de mange lærreder, der står stakket langs væggene i det lille atelier – sakse, nøgler, knive, skruenøgler – er alle tænkt som symboler på menneskets evne til hele tiden at fremstille noget nyt med sine redskaber, sine hænder og sin fantasi.
"Alle mine værker er en del af en undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske. Når jeg bruger redskaber i billederne, er det for at fundere over, hvad vi mennesker har skabt, og hvad vi mennesker kan skabe med de ting, vi har skabt," forklarer Kathrine Ærtebjerg.
proces ikke kun arbejdet med at udtrykke en idé, men også overraskelsen over, hvad billederne selv har at sige. Foto: Leif Tuxen
Den 53-årige billedkunstner arbejder i et lille hjørnelokale i det københavnske nordvestkvarter. Et tomt hvidt rum, hvor hun er alene med et arbejdsbord, et par stole og taburetter, sine redskaber og sine lærreder. Lyset falder blødt ind fra to sider, men det er ikke just stemningen fra fortidige solbeskinnede kunstnerkolonier i Rom, i Sydfrankrig eller på Skagen, der kendetegner det nøgne rum i den store by. Ud over lyset synes inspiration udefra at være lukket totalt ude. Den kommer mere indefra eller måske fra den musik, kunstneren lytter til, mens hun arbejder. Og den kommer fra, at hvert værk i Kathrine Ærtebjergs produktion ikke er en helt ny begyndelse, men en videreførelse af det formsprog og de temaer, hun har arbejdet med i mere end 20 år.
"Jeg betragter mit arbejde som kunstner som en igangværende proces. Der er nogle bestemte ting, der optager mig, og hvert billede, jeg laver, giver næring til nye billeder. Denne proces har jeg været i gang med, lige siden jeg blev voksen, ja faktisk begyndte det med, at jeg skrev digte, da jeg gik i gymnasiet. Der er nogle motiver og emner, jeg begyndte at skrive mig ind på dengang, som jeg stadig beskæftiger mig med," forklarer kunstneren.
Helligånd og gamle sokker
Lige nu er hun i gang med en bestillingsopgave. Hun er ved at skabe to billedfriser, der skal udsmykke Gellerup Bibliotek i Brabrand som led i et kvarterløft i den multikulturelle aarhusianske forstad. 13 lærreder på 90 gange 90 centimeter skal udgøre den øvre frise i fire meters højde. 33 lærreder på 50 gange 50 centimeter skal udgøre den nedre i to meters højde. Titlen på værket bliver vistnok "Fred Fro Fri". Om der skal sættes kommaer imellem ordene, har kunstneren endnu ikke afgjort. Men såvel titlen som motiverne kredser om et universelt ønske om at sprede glæde, fred og frihed til alle.
"Der er en del fugle som motiver på de små billeder. Det er inspireret af fredsduer, men da jeg interesserer mig meget for kristendommen, er det også Helligånden," forklarer kunstneren, som samtidig betoner, at når hendes kunst skal hænge på et offentligt bibliotek og kulturhus, skal der helst være noget enkelt og letafkodeligt i værkerne.
"Hvis jeg skulle skabe værker til en udstilling på et kunstgalleri, ville jeg nok operere med nogle lidt mere gådefulde ting. Et udsmykningsværk som dette skal helst være venligt, men samtidig skal værkerne rumme flere forskellige lag, og der skal være detaljer, som gør, at jeg kan stå inde for det som kunstner. Jeg er ikke grafisk designer," siger Kathrine Ærtebjerg, hvis malerier står stakket syv-otte ad gangen.
Mellem hvert lærred har hun indskudt en gammel sok for at sikre, at malerierne ikke smitter af på hinanden.
En samtale om menneskets vilkår
Sådan er der meget, der er lavpraktisk i det ærtebjergske atelier, hvor penslerne sjældent renses efter brug, men bare kommer i vand, hvor den turkise maling påføres lærredet fra låget fra et gammelt yoghurtbæger, mens andre farver venter i brugte smøreostebægre på at blive en del af et kunstværk, der indgår i en billedkunstners fortsatte livsværk, og – på et endnu større plan – i mange hundrede års kunsttradition. En løbende samtale mellem kunstnere til alle tider om menneskets vilkår, som Kathrine Ærtebjerg føler sig som en del af.
"Jeg er inspireret af religionerne, af hele kunsthistorien og af digtere som Inger Christensen. Som billedkunstner vælger jeg mine kolleger på tværs af tid og rum. Inden for billedkunst kan man tillade sig at lade sig inspirere af hvad som helst," siger Kathrine Ærtebjerg, der blandt andet fremhæver fortidens religiøse ikonmalerier, symbolismen som genre, japanske animationsfilm og den mexicanske billedkunstner Frida Kahlo (1907-1954) blandt de mange inspiratorer, hun er i dialog med, når hun arbejder mange timer dagligt alene i sit atelier.
Digtene er hun netop begyndt at arbejde med igen, og på det seneste er Kathrine Ærtebjerg også begyndt at arbejde med musik og har skrevet en salme. Kunstarterne rækker ud mod hinanden og tjener et fælles formål, som er at få mennesker til at kommunikere på et dybere plan.
"Der er ingen tvivl om, at det, jeg har at sige, er billedligt. Mine digte er også billeder. Der er ingen narrativ fortælling som sådan," siger Kathrine Ærtebjerg, der godt kan finde arbejdet alene med kunsten en smule ensomt indimellem.
"Nogle gange er jeg ved at få pip. Så tænker jeg, at jeg dels må sørge for at være social uden for arbejdstiden, dels må arbejde for at hele mit liv ikke bliver sådan. Det er et isoleret liv, og det er jeg opmærksom på. Jeg har bare ikke fundet løsningen endnu," siger Kathrine Ærtebjerg:
"Jeg arbejdede hjemme i min egen bolig i mange år, fordi det var nemmest med børn, men nu er de større, og jeg kan bedre komme væk hjemmefra. Som det er nu, arbejder jeg med mindre ting og med papir derhjemme, og så laver jeg mine malerier henne på atelieret."
Et ansigt på lærredet
I arbejdsprocessen indgår forskellige metoder og materialer. Som kunstneren forklarer, kan akrylmaling, spraymaling og oliemaling noget forskelligt. Den hurtigttørrende akrylmaling kommer typisk på først, herefter sprayer hun nogle større felter, inden den mere dynamiske oliemaling kommer på som det sidste lag, man kan arbejde med i længere tid, inden malingen tørrer, og bordet fanger.
Til at påføre malingen bruger Kathrine Ærtebjerg både pensler, klude og de hvide engangshandsker, som hun forelskede sig i, engang hun arbejdede med at gøre rent på et hospital og fandt ud af, at de gav mulighed for den særlige nærhed med lærredet, der ligger i ikke at bruge pensel, men at smøre malingen direkte på med hænderne.
"Det skal være sjovt for mig at arbejde. Jeg kan have en idé om, hvad jeg vil male, men de bedste billeder opstår som et motiv, der kommer til mig, og så må jeg gå med det," siger Kathrine Ærtebjerg, mens hun forsigtigt udvisker nogle hvide englevinger, hun for sjov har malet på sit turkise lærred.
Hendes blik strejfer ansigtet på lærredet.
"Det er ret sjovt. Jeg synes faktisk, det ligner mig," udbryder hun.
"Jeg havde en idé om, at jeg ville male et ansigt, som skulle ligne min søn. Men da figuren så først havde fået hår på, kunne jeg godt se, at det mere ligner mig. Jeg er ellers ikke en kunstner, som maler portrætter. Det interessante ved mig er ikke min biografi, men mit bidrag til det fælles menneskelige," forklarer kunstneren på en så overbevisende måde, at man tror på, at hun ikke bevidst har skabt et selvportræt.
Det indfandt sig bare et eller andet sted i processen mellem kunstner og værk. En proces, der for Kathrine Ærtebjerg helst skal være fri og åben:
"Jeg forsøger at være den person, der skaber billedet, samtidig med at jeg er beskuer af det og prøver at gætte, hvad billedet prøver at sige. Måske er mit udgangspunkt for tydeligt? Måske kan billedet sige noget andet, mere interessant? Uanset hvad er det vigtigt, at værket skal blive større end én selv. Jeg kan måske give billedet en titel eller forklare, hvad det forestiller, men billedet skal i sidste ende kunne klare sig selv."