På en hvid væg hænger et hvidt stoflærred, som der er hæftet 16 bundter lyse strandstrå fast til. I højt tempo kommer farverne til. En turkisfarvet meget udvandet akrylmaling lægger sig og omkranser stråene. Med en hård stift påføres elementer af gult. Oliemaling i forskellige farver står for tur, men først grundes lærredet med almindelig hvid vægmaling fra et byggemarked, som bliver smurt på med sorte engangshandsker.
En stærkt fortyndet rød maling påføres i samme høje tempo, indimellem kastet direkte fra spanden på lærredet. Med en økse hugger kunstneren en malingstift over, så nye, mørkegrønne nuancer kan komme til mellem stråene, inden den gule stift og derefter et stykke kul kommer i brug.
Mens kullet bliver slået mod lærredet og efterlader sorte prikker og striber, forklarer kunstneren, at han egentlig gerne ville have tændt et bål i en trillebør udenfor, fordi varme kul afgiver mere farve. Men det er der ikke tid til, nu skal han videre. Han lægger kullet fra sig og spraymaler rødt direkte på stråene.
Kunstneren er 26-årige Bjørn Magnussen. På under en time har han med kraft, tempo og et væld af malingtyper, metoder og farvenuancer forvandlet sit lærred. Endnu ikke til et færdigt værk, men noget han håber kan blive det.
"Når jeg maler, har jeg ingen idé på forhånd om, hvor det skal føre hen. Jeg går i gang og venter på, at der opstår en særlig energi. Måske sker det i dag, måske først om et par dage at noget åbner sig. Det vigtige er, at man holder sig åben over for at lade det intuitive opstå ud af nuet," forklarer Bjørn Magnussen.
Han har været i gang længe, og processen er hård, men det er umuligt at holde pause. For det gælder om at blive ved med at arbejde, til han kan mærke energien. Det kan han endnu ikke.
"Man er nødt til at holde ud, til der begynder at ske noget. Der er rigtig mange, der stopper, fordi de ikke oplever, der sker noget de første 20 minutter. Hvis man skal lave kunst, skal man være et menneske, der ikke giver op. Man skal være klar til at kæmpe med det," erklærer han.
Det kreative kaos
Da Kristeligt Dagblad en uge forinden aflagde det første besøg i Bjørn Magnussens atelier i København, et lyst værkstedsrum med højt til loftet i Nordhavn, var det en anden kunstner, vi mødte. Aftalen var at føre en samtale, mens hans kunst blev til, men energien var der slet ikke. Han var småsløj og træt.
Efter hans medvirken i tv-udsendelsen "Kunstnerkolonien" på Danmarks Radio har han været meget efterspurgt af både medier, udstillere og kunstkøbere. Det betyder, at han har gang i virkeligt mange ting, men når han er træt, har han brug for at trække sig helt ud af det hele og bare vente på, at energien vender tilbage.
"Sådan arbejder jeg. Jeg eksploderer i en mani af skaberenergi. Og så crasher jeg bagefter," siger han.
En uge senere, da Kristeligt Dagblad vender tilbage, har han crashet færdig og er i fuld gang. Ved et bord i atelieret arbejder hans kæreste, arkitektstuderende Nomi Ancher, på sin computer og tilføjer det ellers kreativt kaotiske rum et stænk af kontorstemning.
Resten af rummet er et væld af alverdens farver, materialer og redskaber. På et bord i et hjørne en motorsav, en skruemaskine, en sav og en dunk benzin. Ved døren hænger en økse. På vægge og gulve er fortættede farveeksplosioner af malerier. Centralt i rummet står en stor træskulptur, kunstneren har skabt med motorsav og mejsel. I øvrigt første gang nogensinde, han brugte en motorsav. Sådan lærer man noget hele tiden, forklarer Bjørn Magnussen.
Atelieret har han kun haft i tre måneder, men han er gradvist ved at tage det i besiddelse, ikke kun til at kunne lave kunst i, men også ved at gøre det lidt hyggeligt. Et stort oliventræ og en lampe af palmeblade, der endnu ikke er hængt op, er med til at skabe atmosfære.
"Vi må gøre noget for at gøre det hyggeligt, det kan hurtigt blive en svinesti," siger Bjørn, mens han kravler rundt på det beskidte gulv med en hæftemaskine.
Nomi Ancher er enig i, at atelieret er på vej til at blive helt hyggeligt, men tilføjer:
"Det er fedt, at det ikke er vores lejlighed, som ser ud på denne her måde."
Nomi Ancher er her i øvrigt ikke kun, fordi det er hyggeligt, men fordi de to senere skal arbejde sammen på et udsmykningsprojekt i samarbejde med Museum Sydøstdanmark ved Holmegård Værk på Sydsjælland, som skal være færdigt i 2024; en noget mere planlagt og kontrolleret skabelsesproces end det billedkunstværk, dagen også byder på.
Den rette hylde
Bjørn Magnussens kunstnerkarriere har været som hans arbejdsproces: kort og hektisk. Skrøbelig og spektakulær. Kunstner på fuld tid har han kun været i et par år. Inden da arbejdede han som smykkedesigner og art director i et firma, han selv havde været med til at etablere med smykkemærket Hanrej. Forud for dette var gået en række skole- og uddannelsesoplevelser, kunstneren ikke følte, han fik meget ud af.
"Jeg gik to semestre på Designskolen i Kolding, men droppede ud. Det har aldrig været mig at gå i skole, så jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, det ville være anderledes denne gang. Så arbejdede jeg tre-fire år med mit smykkebrand, som jeg startede sammen med en kammerat og fik succes med. Men det sidste stykke tid gik det op for mig, at kunsten bliver fladmast i alt det kommercielle," fortæller han.
Dette er baggrunden for, at han nu står og maler et maleri, han nok skal have penge for, men uden at kunden kan bestemme motivet. I den sidste periode som art director malede han malerier på sit kontor, inden Hanrej blev solgt. Den samme dag, Bjørn Magnussen skrev under på, at han ikke længere var medejer af smykkebrandet, sprang han ud som billedkunstner på fuld tid.
"Det var i 2020. Jeg har haft travlt siden da. Jeg har virkelig fyret den af. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg virkelig følte, jeg omsider fandt min rette hylde. Derfor er det naturligt, at det er gået så hurtigt, fordi det samtidig har føltes så rigtigt," siger Bjørn Magnussen.
Den høje billedkunstner med det krøllede hår, de tatoverede arme og det venlige blik i øjnene er ellers en person, der har haft svært ved at finde hylder, han passede ind på. Han voksede op i en meget kreativ, men også sårbar familie. Selv havde han ualmindeligt svært ved at gå i skole og sidde stille. Han lavede ballade og fik mange skældud, inden han som 14-årig fik diagnoserne adhd og Tourettes syndrom. Den førstnævnte diagnose handler om ekstra rastløshed og manglende evne til at holde sanseindtryk ude, den anden dækker over forskellige tics. Elementer, som kan være forstyrrende i en skoleklasse, men fungerer i en malers atelier, hvor fri optagelse af sanseindtryk og fri udfoldelse er i højsædet.
"I skolen fik jeg ikke andet end skældud, fordi jeg ikke passede ind. I en periode gik jeg på specialskole. Først da jeg begyndte at male, faldt tingene på plads for mig. Det passer godt til mine diagnoser og min sensitivitet at arbejde på denne måde. Jeg har et andet filter end andre mennesker. Det har nogle ulemper, for eksempel at jeg er et ustabilt menneske, men det medvirker også til, at jeg mærker energierne," siger Bjørn Magnussen.
En utæmmet symfoni
For at komme i den rigtige stemning har Bjørn Magnussen indledt sin maleproces med at tænde røgelse og meditationsmusik, så ikke kun synssansen, men også hørelsen og lugtesansen har noget at arbejde med.
"Jeg mediterer hver morgen. jeg prøver at komme ind i et zen-stadie. Det er kun få gange i vores dag, vi er fuldt og helt til stede. Det er der, jeg prøver at nå ind, når jeg skal skabe kunst," forklarer kunstneren, som tilføjer, at den dybe koncentration skal medvirke til, at han får "en snabel ind i andre åndelige verdener, så jeg føler, at det her ikke bare er Bjørn på 26 år, der står her og maler, men at jeg tjekker ind i noget større".
Kunstneren sammenligner sin arbejdsproces med farverne med den måde, en komponist arbejder med en symfoni på. Grøn er ikke bare grøn, rød er ikke bare rød. Måske er det ikke så vigtigt, hvilken farve man begynder med, det vigtige er, hvordan farvenuancerne indbyrdes harmonerer med hinanden.
Men samtidig med at han i sin kunstneriske proces føler, han rækker ud efter nogle åndelige energier uden for sig selv, så er han også afklaret med, at han også søger efter sit eget barnlige utæmmede jeg, fra før der kom voksne og formanede ham om, hvad man kunne og ikke kunne.
"I min kunst er der ikke rigtigt eller forkert. Jeg leger. Det er som at være i sandkassen, da man var fire år," siger han med hånden nede i en spand med maling.
Sådan mødes det naturlige og upåvirkede barn, der er lutter følelse og intuition, med den disciplinerede og gradvist mere erfarne billedkunstner i de stærke energiudladninger, Bjørn Magnussens malerier opstår ud af:.
"Siden jeg var tre-fire år har jeg haft en masse smukke forestillinger om guddommelige billeder i mig, som jeg ikke engang kunne tegne. Det var frustrerende. Jeg har lavet mange ting, jeg har spillet musik og spillet tennis på landsholdet, men det var først, da jeg begyndte at skabe kunst, jeg fandt min vej."