Billie Holiday iscenesættes som borgerrettigheds-forkæmper i solidt drama

Andra Day er blændende som en martret og trodsig Billie Holiday i den velfungerende ”The United States vs. Billie Holiday”

”The United States vs. Billie Holiday” fortæller historien om Billie Holiday som både en stor sangerinde og borgerrettighedsforkæmper. Andra Day modtog en oscarnominering for rollen.
”The United States vs. Billie Holiday” fortæller historien om Billie Holiday som både en stor sangerinde og borgerrettighedsforkæmper. Andra Day modtog en oscarnominering for rollen. Foto: Scanbox.

Film om fortidens triumfer og tragedier er ofte i en form for samtale med nutidens triumfer og tragedier.

Tag bare ”The United States vs. Billie Holiday”, der fortæller historien om den sublime afroamerikanske sangerinde og hendes trængsler i et USA, hvor racismen var en del af samfundsordenen, men som også leder tankerne mod USA i dag, hvor racismen synes systemisk, hvor George Floyd blev myrdet af en betjent, og hvor Black Lives Matter-bevægelsen er vokset frem.

Men tilbage til Billie Holiday, hvis korte, turbulente liv udgør fortællingen i Lee Daniels’ udmærkede ”biopic”, der helt oplagt er bygget op om den sang fra 1939, der ændrede alt for hende, nemlig ”Strange Fruit”.

Her synger Holiday om de uhyrlige hængninger af afroamerikanere, som blev gennemført i Syden af Ku Klux Klan og andre med hvide overherredømme-tanker.

”Southern trees bear a strange fruit/ Blood on the leaves and blood at the root” lyder nogle af de metaforiske, men umisforståelige linjer.

Og for regeringen og FBI er de et problem. De frygter, at Holiday med sangen vil puste til den ulmende borgerrettighedsbevægelse, og sætter den afroamerikanske agent Jimmy Fletcher til at infiltrere hendes flamboyante omgangskreds og – når chancen byder sig – anholde hende for besiddelse af narkotika.

Krigen mod stoffer, som føres, er således noget helt andet. Det er en undskyldning for at undertrykke den afroamerikanske befolkning, og det går også op for Fletcher, der begynder at modarbejde FBI og forelsker sig i Holiday, der aldrig har kendt til andet end voldsomme mænd og bag sig har en traumatisk opvækst med voldtægt og svigt på svigt.

Men Holiday synger så undersmukt med smerten vibrerende på stemmebåndene, og – trods advarsler og et år i fængsel – fortsætter hun med at synge ”Strange Fruit”. Også selvom presset på hende vokser og sammen med misbruget fører til hendes død i 1959 som bare 44-årig.

”The United States vs. Billie Holiday” er et forsøg på at udbygge fortællingen om Holiday, så den ikke kun handler om en stor sangerinde med misbrugsproblemer, men i lige så høj grad om en borgerrettighedsforkæmper. Det lykkes nogenlunde for den, ikke mindst i kraft af Andra Day, der fortjent modtog en oscarnominering for rollen: Hun ligner Holiday i såvel gestik som mimik, er troværdig gennem alle livsfaserne og synger med den særlige indlevelse og frasering, som får hvert ord til at stå frem.

En anden styrke ved filmen er, at afroamerikanerne i filmen skildres nuanceret. Nogle er gode, andre ubehagelige, endnu andre latterlige, og dermed falder filmen ikke i den fælde, hvor alle undertrykte pr. definition er kloge og renhjertede.

Derudover er instruktør Lee Daniels – der tidligere har instrueret den voldsomme og voldsomt gode ”Precious” – bevidst om ikke at overbelyse forbindelseslinjerne mellem den racistiske ordensmagt, der plagede Holiday og hele den afroamerikanske minoritet, og så det amerikanske politi, der gennem de seneste år helt umotiveret har skudt og kvalt afroamerikanere. Den sørgeligt aktuelle fortælling løber i stedet som en understrøm og giver på den måde publikum lov til selv at tænke med.

Når ”The United States vs. Billie Holiday” trods sit gode skuespil, troværdige tidsbilleder og alt for vedkommende historie ikke er nogen stor filmoplevelse, er det, fordi den savner et kunstnerisk greb. I stedet for at formidle Holidays sårbarhed og kunstneriske styrke med en original fortællemåde eller en egen visuel vinkel, sådan som det for eksempel er tilfældet i Julian Schnabels ”Van Gogh – ved evighedens port”, er der tale om en konventionel biografisk fortælling, der går fra optrædener over overgreb til misbrug og så videre gennem Holidays liv.

Det fungerer, det bringer os tæt på Holiday og tidens ækle racisme. Men spørgsmålet er, hvor meget filmen reelt lægger til, som Wikipedia og diverse opslagsværker ikke allerede har fortalt om hende. Jeg savner, sagt med færre ord, en kunstnerisk kraft, der på den ene eller anden måde kunne matche Holidays ditto. Hendes styrke, særegenhed og vilje til at synge dén sang, de undertrykte gerne ville høre, men undertrykkerne for alt i verden ville fortrænge.

”Næsten alle sange handler om kærlighed,” siger hun et sted.

Det gør ”Strange Fruit” ikke. Derfor var den så farlig. Det kan man ikke sige, at ”The United States vs. Billie Holiday” er. Den er derimod velsmurt, sober og værd at se. Hvis bare man ikke forventer stor kunst, men solidt håndværk.