Biografaktuelle "Du som er i himlen" spejler både for- og nutidens feminisme

”Du som er i himlen” er en visuelt betagende fortælling om en piges modning hen over en skæbnetung nat

Flora Ofelia Hofman Lindahl i den altdominerende rolle som pigen Lise, der modnes igennem en hård dags nat i periodedramaet ”Du som er i himlen”.
Flora Ofelia Hofman Lindahl i den altdominerende rolle som pigen Lise, der modnes igennem en hård dags nat i periodedramaet ”Du som er i himlen”. Foto: Scanbox.

En pige går nynnende igennem en høstmoden kornmark. Pludselig skyer det til med en ildrød dommedagslignende himmel. Da regnen falder, er det som blod, der får pigens ansigt til at bløde som sårmærker og stigmata.

Åbningen på Tea Lindeburgs periodedrama ”Du som er i himlen” er dramatisk og skæbnetung. Det, der skal komme, er ikke rart, og pigen ved det instinktivt. Det er hendes syn, vi ser. Filmen er som en visuel jegfortælling. Som beskuer følger man pubertetspigen Lise – spillet af Flora Ofelia Hafman Lindahl med hendes helt særlige blik – der igennem en lang dags nat følger sin mors fødsel af endnu et barn til søskendeflokken.

”Du som er i himlen” er skabt over Marie Bregendahls selvbiografiske roman ”En dødsnat” fra 1912. Det er en fortælling om Lises pludselige og alt for tidlige modning, hvor hun fra at være et barn bliver voksen med et tyngende ansvar. Hun bliver vidne til livets skrøbelighed, brutalitet og hårdhed på denne nat, hvor hendes mor barsler. Lise må se sin drøm om en akademisk uddannelse og selvstændig frigørelse fortone sig i pligter på slægtens gård. Handlingen udspiller sig i slutningen af 1800-tallet langt ude på landet, hvor både livet og døden høster.

Det socialt knugede miljø skitseres løst op med den fraværende og afmægtige patriarkalske far, gårdens troløse karle, og så kvinderne, der skal bære det hele, og de mange børn, hvis sorgløse barndom forsvinder den nat. Ikke mindst Lises, der standses midt i pubertetens drømme og forventninger. Lise er i en overgangssituation, illustreres konkret og symbolsk ved, at hun flere gange i filmen passerer over en bro med flokken af søskende, som hun skal passe, mens mor føder. Til symbolikken lægges billeder af sommerfugle, der flakser mod vinduernes lysende slør af gardiner for til slut at ligge døde i spindelvæv.

”Du som er i himlen” arbejder tematisk med tydelige modsætninger: Mellem troen på Guds nådige forsyn over for troen på lægekunsten blandt de mødre og døtre, der holder husholdningen kørende igennem dødsnatten, og varetager fødslen. Lise selv er også stedt midt imellem at give sig Gud i vold og troen på sig selv og sin egen handlekraft. Salmen hun nynner, og som også synges i filmen, er Grundtvigs ”Sov sødt barnlille”. Men sangens beroligende mantra afløses af den bratte opvågnen og ”Fadervors” forlis.

Ligeledes sættes der i ”Du som er i himlen” er tydeligt og dramaturgisk manende skel mellem de ansvarsløse, svirende og tyranniske mænd og de ansvarsfulde, alvorlige og opofrende kvinder. Som feministisk udsagn i 1912 på kvindernes vej til stemmeret, og i 2022 på kvindernes vej det sidste stykke mod magten og den fuldstændige selvbevidsthed, har filmens tematik gyldighed og aktualitet. Selvfølgelig har den det. Men der savnes nogle mellemtoner og nuancer, et fletværk af flertydighed, hvor kønnene er gensidigt forviklede, og karaktererne uddybes til et egentligt humanistisk og eksistentielt drama.

Men hvad ”Du som er i himlen” taber i sin skematiske afvikling af historien, vinder den rent visuelt, som netop filmkunst. Farverne er mættede og sensommerglødende, kompositionerne både udendørs og ikke mindst indendørs ligner billeder af 1800-tallets genremalere, eksempelvis Christen Dalsgaard, Julius Exner, Anna og Michael Ancher. Og så er der disse øjeblikke af magisk realisme, hvor Lises syner tager over og landskabet omkring hende bliver sindsligt. Pigen er i sin indre forestillingsverden, når vinden fejer igennem natten eller himlen illumineres af helvedesild.

Lise kommer aldrig rigtig ud af den kornmark, hvori hun færdes ubekymret som ung pige en augustmorgen. Hun forvandles i marken til en kvinde, der må løfte en slægts pligter, da en ny dag gryr og manden med leen har været forbi.

Foto: Scanbox