Biografi om Vesterbros rapkæftede rimsmed er umanerligt vellykket

Det er lykkedes biografist Jens Andersen at begå et både dybt og vedkommende portræt af Tove Ditlevsen, som kaster nyt lys over forfatteren, fænomenet og mennesket

Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve, baggårdstøsen og den livskloge digterinde med de mange mænd.
Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve, baggårdstøsen og den livskloge digterinde med de mange mænd. Foto: Per Pejstrup/Scanpix.

På afstand er det ikke svært at få øje på tragikken i Tove Ditlevsens korte liv. Der var de mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger, misbruget af både piller og alkohol, tumultariske forhold til skiftende mænd, brudte ægteskaber, utroskab, selvmordsforsøg og slutteligt den 58-årige forfatters sørgelige endeligt en martsdag i 1976. Også det omfangsrige forfatterskab bærer vidne om et liv mestendels stemt i mol. Digte, essays, noveller og romaner kredser ubønhørligt om angst, død, ensomhed og depression.  

Men der var også en anden side til det skrøbelige pigesind. Ditlevsen var en stålsat kvinde, der ikke var bleg for at gå enegang mod tidens fremherskende tendenser. Uforfærdet og med stort ironisk overskud tog hun kampen op med modernismens "skrighalse", med de elitære i Det Danske Akademi og med den dominerende rødstrømpebevægelse. Og det var med samme urokkelige karakterfasthed, hun ugentligt leverede kontante svar som mangeårig brevkasseredaktør i Familie Journalen, når hun køligt rådgav fortvivlede kvinder til at tage hjem til deres ægtemænd og "bide et par ydmygelser i sig".