Biografi om Vesterbros rapkæftede rimsmed er umanerligt vellykket

Det er lykkedes biografist Jens Andersen at begå et både dybt og vedkommende portræt af Tove Ditlevsen, som kaster nyt lys over forfatteren, fænomenet og mennesket

Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve, baggårdstøsen og den livskloge digterinde med de mange mænd.
Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve, baggårdstøsen og den livskloge digterinde med de mange mænd. Foto: Per Pejstrup/Scanpix.

På afstand er det ikke svært at få øje på tragikken i Tove Ditlevsens korte liv. Der var de mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger, misbruget af både piller og alkohol, tumultariske forhold til skiftende mænd, brudte ægteskaber, utroskab, selvmordsforsøg og slutteligt den 58-årige forfatters sørgelige endeligt en martsdag i 1976. Også det omfangsrige forfatterskab bærer vidne om et liv mestendels stemt i mol. Digte, essays, noveller og romaner kredser ubønhørligt om angst, død, ensomhed og depression.  

Men der var også en anden side til det skrøbelige pigesind. Ditlevsen var en stålsat kvinde, der ikke var bleg for at gå enegang mod tidens fremherskende tendenser. Uforfærdet og med stort ironisk overskud tog hun kampen op med modernismens "skrighalse", med de elitære i Det Danske Akademi og med den dominerende rødstrømpebevægelse. Og det var med samme urokkelige karakterfasthed, hun ugentligt leverede kontante svar som mangeårig brevkasseredaktør i Familie Journalen, når hun køligt rådgav fortvivlede kvinder til at tage hjem til deres ægtemænd og "bide et par ydmygelser i sig".  

Den hårde nyser var dog også en storslået (galgen)humorist med et særligt blik for tilværelsens rå absurditet og med en evne til at sætte sig selv i spil, når hykleri og selvhøjtidelighed skulle udstilles. Som engang ved Gyldendals efterårsreception, hvor Ditlevsen, høj på piller og andet, bryder den ærbødige stemning ved at anråbe den jomfrunalske kritiker Jens Kistrup med sit djærve vesterbroske: ”Der står jo Jens Kistrup – den eneste kritiker i dansk litteratur, jeg ikke har bollet."

Det er denne psykologiske spændvidde og kompleksitet, den velskrivende Jens Andersen formår at udfolde i "Ditlevsen – en biografi". Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve med den ligefremme facon, baggårdstøsen, der elskede at forarge, og den livskloge digterinde med de mange mænd og de mange meninger om alt fra flugten fra de småborgerlige kaffeborde til datidens uniformerede feminisme.  
Andersen kender sit emne og bevæger sig lydefrit og elegant mellem allehånde kilder; interviews, brevvekslinger med livvidnet Ester Nagel (1918-2005), udsagn fra venner, kollegaer og tidligere ægtemænd, forfatterens egen selvbiografi, forfatterskab og journalistik.

Det er da heller ikke første gang, Jens Andersen går ombord i Ditlevsen, om man så tør sige. Tilbage i 1997 udgav han biografien "Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen", og en del af stoffet er således velkendt. I forordet begrundes det, hvorfor tiden nu alligevel kalder på en ny biografi og et nyt blik på digterinden; ”Synet på Ditlevsens bøger, kvinde- og kunstnerrolle har ændret sig markant.” Forandringen tilskrives de senere års eksplosive kønspolitiske udvikling med fokus på LGBTQ+-spørgsmål, samtykke og #MeToo. 

Med en sådan indledende erklæring kunne man måske frygte, at Andersen var på vej ud i noget revisionistisk woke-washing af den værgeløse Tove. Men det bliver nu heldigvis aldrig tilfældet. Bogen forholder sig hele vejen loyalt og lødigt til Ditlevsens position. Hun afskyede al slags logeagtig medløberi, om det så være sig litterær modernisme eller kvindebevægelsen, hvis forkæmpere, hun betragtede som "en særlig bulldograce, der, hvis de bider sig fast i en bukseende, er ude af stand til at give slip igen.”

Det var, skal man tro Andersen, ikke så meget kvindesagen som sådan, men snarere flokmentaliteten, der instinktivt bød hende imod.  

Samme ditlevsenske obsternasighed gjorde sig gældende, når hun i årevis fremturede mod tidsånden og den litterære modernisme, hvor lyrikken hverken måtte rime eller være sentimental, men helst – som hun spotsk bemærkede det – skulle være ”fyldt med rustne vandrør, menstruationsblod og kloakmudder fra tilstoppede septiktanke.”

Bag de gæve udfald gemte der sig ikke desto mindre en livslang skuffelse over aldrig at blive accepteret i det finkulturelle selskab.

Det er for disse på én gang tidstypiske og evige indlæg i stadig verserende diskussioner, at "Ditlevsen – en biografi" er læseværdig. Også for Jens Andersens kyndige og perspektivrige undersøgelse af den litterære selvfremstilling, Ditlevsens idelige brugen sig selv i litteraturen – og hvilke konsekvenser, det havde at skrive autofiktion, før en sådan fandtes. Men især for sin dybe sans for et komplekst sind, en ukuelig ånd og en stor forfatter. 

Jens Andersen: Ditlevsen. En biografi. 184 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.