Birthe Kjær følte sig heldig, da hun sad på sin Velo-knallert på vej for at synge i en aarhusiansk danserestaurant. Hun var 20 år gammel, og hun vidste, at der kom en særlig mand for at høre hende den aften. Selveste Johnny Reimar.
Ikke alene var han selv en stor sangstjerne på det nye, populære radioprogram Dansktoppen, han fungerede også som talentspejder og producer for tidens unge stjernefrø, og nu ville han bruge tid på at høre hende.
Jeg var ikke så vant til at møde kendte mennesker, og Johnny Reimar var et kæmpenavn, så jeg syntes, at det var fantastisk, at han kom og hørte mig. For mig var det stort overhovedet at få lov til at tale med ham alene, siger Birthe Kjær og lader et smil overtage ansigtet, inden hun tilføjer:
Men da han havde hørt mig synge, tilbød han mig oven i købet en pladekontrakt. Og jeg svævede på en lyserød sky, da jeg kørte hjem på min knallert den nat.
Hun boede stadigvæk hjemme dengang, så hun gik ind og vækkede sin mor og sagde, at hun skulle lave en plade, der måske kom på Dansktoppen.
Det program kendte moderen ikke, men det kom hun hurtigt til. For Birthe Kjær fik en drømmedebut, da hendes første single, Arrivederci Franz, strøg direkte ind på førstepladsen på Dansktoppen og gav hende øjeblikkelig berømmelse.
Birthe Kjær var allerede begyndt at synge offentligt som 12-årig, da hun kom med i Sunshine trioen, men nu var hun på alles læber. Og hun måtte tage orlov fra sin læreplads i Sparekassen, da der pludselig var bud efter hende fra spillesteder over hele landet.
Det er nu 45 år siden, og Birthe Kjær kom aldrig tilbage til sin læreplads. For som hun selv siger, har hendes karriere altid været enten jævn eller stigende. Og hun er gået fra succes til succes som både sanger, revyskuespiller og tv-vært. Hun bliver kaldt Dansktoppens dronning med sin livsglade personlighed og stærke sans for at slå hit igennem.
Den knaldrøde gummibåd er for eksempel stadig et kulthit, der nydes af danskere i alle aldre, mens hendes melodigrandprix-vinderhit Vi maler byen rød fra 1989 endda sikrede Danmark en tredjeplads ved det internationale melodigrandprix. Og i øjeblikket ligger hun igen nummer et på både Dansktoppen og Top Charlie med sange fra sit nye album, der slet og ret hedder Birthe.
Kristeligt Dagblad møder den succesfulde sangerinde på en cafe i Charlottenlund, hvor forårssolen spejler sig i Øresund udenfor. Og Birthe Kjær føler sig stadig heldig, fortæller hun:
Hver aften folder jeg mine hænder for at sige tak for det liv, jeg har. For jeg synes, jeg har så mange ting at være taknemmelig for. Siden min debut har jeg aldrig manglet noget at lave, og jeg synes i det hele taget, at livet er dejligt.
For nogle år siden fik Birthe Kjær ellers en blodprop, der kunne have kostet hende livet, men det har kun forøget hendes livsglæde, fortæller hun:
Det første stykke tid efter blodproppen kunne jeg tude, bare jeg hørte ordet hjertestop. Og jeg syntes især, at det var ubehageligt at lægge mig til at sove, fordi det mindende mig om den følelse, jeg havde af at miste bevidstheden. For jeg var ærligt talt bange for, om jeg ville vågne igen.
Men da det første chok havde lagt sig, over at jeg også er dødelig, blev jeg fyldt af en intens glæde over at have fået livet tilbage. Og det har helt klart skærpet min fornemmelse af, at livet er kort, så det gælder om at få det bedste ud af det.
Den livsfilosofi har fulgt hende gennem hele hendes liv, fortæller hun.
Jeg tror faktisk, at jeg er født med et lyst sind, men jeg er også meget bevidst om, at et lyst sind er en gave, man skal passe på. For jeg kan også være vældig ked af det eller vældig bekymret, men jeg søger altid mod håbet og lyset forude.
Birthe Kjærs egen kur mod bekymringer er især at dele dem med sine venner og sin familie. På den måde opløses de fleste tunge tanker hurtigt, forklarer hun:
Min egen erfaring er i hvert fald, at problemer hurtigt vokser sig store, hvis man går alene med dem. Men hvis man deler dem med andre, hjælper det. Og når jeg selv har gået og talt med mine venner om noget, der har gået mig på, går der som regel ikke ret lang tid, før jeg næsten ikke kan begribe, hvad problemet var.
Ofte er bekymringer jo helt overflødige, og man får et meget nemmere liv, hvis man kan lære at sortere i sine bekymringer og ærgrelser. Selv har jeg det princip, at jeg ikke vil gå og bekymre mig om ting, der alligevel er ligegyldige om en måned.
Er det ikke nemmere sagt end gjort?
Jo, men man skal huske, at man også tærer meget på sin krop, når man bekymrer sig. Og det er jo spild af gode kræfter. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Andre har jo et mere mørkt sind, men for mig har det bare altid været naturligt at fokusere på de lyse ting i livet. Det er nok også derfor, at jeg har en større trang til at sige tak om aftenen end at bede om, at mine bekymringer må forsvinde.
Måske er det også en måde at bevare fokus på det vidunderlige i livet på. Jeg lærte at bede aftenbøn derhjemme, men mere fyldte det ikke. Og nu kan jeg heller ikke prale af at gå meget i kirke. Jeg har bare bevaret min barnetro.
Hvor tror du, dit lyse sind kommer fra?
Jeg tror, at jeg har det med hjemmefra. Min far var en meget ubekymret type, mens min mor godt kunne bekymre sig mere, selvom hun nu også var meget livsglad. Jeg voksede op i en tid før fjernsynet, og om aftenen gik min mor og nynnede, mens min far spillede harmonika. Han spillede i det hele taget på alle mulige forskellige instrumenter, og han betragtede livet som et stort tagselvbord.
Undertiden kunne faderen dog næsten blive for ubekymret, fortæller Birthe Kjær med en smittende latter:
Jeg kan for eksempel huske engang, hvor min far sad derhjemme med lønningsposen, som han fik hver torsdag. Det var til husleje og betaling af regninger hos ismejeriet, købmanden og slagteren. Men da han havde lagt pengene i bunker ud for dem, han skulle betale af til, var der ikke nok til slagteren. Nå, sagde han og samlede pengene sammen igen, så er der ikke nogen, der får noget i denne her uge.
På den måde var han sådan lidt levemandsagtig, siger Birthe Kjær og tilføjer, at hun på det punkt minder mere om sin mor. Men faderens livsappetit har hun i den grad arvet:
En del af min drivkraft har været at give mig selv lov til at udforske min nysgerrighed. Jeg har tilladt mig at brede mig, så jeg ikke kun er identisk med den knaldrøde gummibåd. Jeg nyder, at det er blevet et kultnummer. Men jeg har også haft brug for at afprøve andre ting. Det har for eksempel været skønt at få lov til at spille teater, selvom andre sikkert var bedre til det, og det var både en nervepirrende og stor oplevelse at være vært for det danske melodigrandprix.
Men især sangen har altid været i højsædet for mig, og jeg er aldrig blevet træt af at synge, selvom alt det praktiske omkring transport godt kan være udmattende. Og det nye i mit liv er, at jeg har færre koncerter med et større orkester. For vi er ni ud over mig i vores Feel good-band, siger Birthe Kjær, inden hun træder alene ud på en badebro ved Øresund til ære for fotografen.
Den ligner lidt en scene, da hun står og smiler i solen, men da fotografen er færdig, smiler Birthe Kjær stadig.
Og man tror hende virkelig, når hun på sit nye album synger: Det er et vidunderligt liv.