Nordafrika var i de første århundreder efter Kristi fødsel kristent kerneland. Det er her, at vi finder de store menigheder og de store teologer, og det er således her, at mange af de væsentlige og grundlæggende tanker om teologi, kirke og frelse formuleres.
Det er først med arabernes erobring i midten af det syvende århundrede, at Nordafrika mister denne position.
Men særligt Ægypten fremstår særegen med kopternes kristendom og rige kristne kultur, herunder et udviklet munkevæsen, og samtidig er landet fuldt integreret i den antikke verden. Og det deltager derfor både i almindelig kulturel udveksling samt de mere intellektuelle teologiske diskussioner, som samtiden også bærer præg af.
Den ægyptiske kristendom, kaldet koptisk, der er afledt af ordet ægyptisk og ifølge traditionen er grundlagt af evangelisten Markus, kom til at præge kristendommens første tid ved at grundlægge en kristen kirke i Alexandria. Vi kan ikke vide dette med historisk sikkerhed, men vi ved, at den ægyptiske kirke regner Markus for sin patriark, og at der findes et skrift ”Markus’ Gerninger”, der i lighed med beretningerne om Muhammeds liv og færden kan læses som en legende om den kristne ægyptiske kirkes oprindelse og struktur.
Den koptiske ægyptiske kirke var en del af det romerske rige og var også udsat for de forfølgelser, som resten af kirken i datiden var udsat for. Ved indgangen til det fjerde århundrede sejrer kristendommen, og i 380 får den status som officiel religion.
Samtidig ser denne tid store teologiske stridigheder, særligt om forholdet mellem sønnens placering i forhold til faderen, og derved også sønnens både guddommelige og menneskelige status. Det kan umiddelbart være lidt abstrakte debatter, men i deres kerne handler det om frelsens vilkår og derved, hvad kristendom er. Hvis Jesus ikke både er gud og menneske, som det bliver fastslået ved konciliet i Chalcedon i 451, og hvor den ægyptiske kirke også spiller en rolle, så kan han ikke frelse og lide på samme tid. Og hvis han ikke står i forhold til faderen, så er frelsen ikke Guds, men menneskets.
Opbygning af klosterbevægelsen
Paul John Frandsen, der er tidligere lektor i ægyptologi ved Københavns Universitet, gennemgår i nærværende, flotte udgivelse både de teologiske, dogmatiske stridigheder og den koptiske kirke, som er kernen i bogen.
Særlig vægt lægges der på teologen og abbeden i Hvide kloster i Atripe i Øvre-Ægypten Shenute (cirka 350-465). Han er teolog og deltager i det teologiske arbejde, hvilket også påvirker den ægyptiske kirkes teologi, men særligt er han, i tråd med munken Pachom (292-347), grundlægger af den koptiske klostertradition.
Bogen offentliggør for første gang på dansk en række skriftlige kilder, der viser de ægyptiske teologer og særligt Shenutes deltagelse i de teologiske stridigheder, her særligt debatten om Kristi to naturer, men også opbygningen af klosterbevægelsen. Shenute anser det ikke umiddelbart for ønskværdigt, at munkene i de koptiske klostre skulle beskæftige sig for indgående med de til tider noget spidsfindige teologiske diskussioner, men omvendt kan man ikke være uanfægtet af dem. Typiske er ordene, at det er nok at vide, at faderen avlede sønnen før evigheden, men ikke at vide hvordan. Her er Shenute i tråd med Irænæus (cirka 130-200), der advarede mod at stille spørgsmål, som kun Gud kender svaret på.
En anden berømt nordafrikansk teolog, Augustin (354-431), skulle efter sigende have svaret på spørgsmålet om, hvad Gud mon lavede, før han skabte verden, at han skabte Helvede til dem, der stiller sådanne spørgsmål.
Klar og lettilgængelig
Nærværende bog bæres grundlæggende af to emner ud over en almendygtig kirkehistorisk gennemgang – dels et stort udvalg af Shenutes tekster, dels gennemgangen af det koptiske klostervæsen med dets regler og reguleringer, både i henseende til hverdagslivet i klosteret og cellens indretning. Cellerne er en sag for sig med et righoldigt billedprogram, der også gennemgås, herunder også illustration af billederne i Shenutes grav, der blev genfundet i 2005.
Klosterregler spores normalt tilbage til Benedikt af Nursia (480-547), der grundlagde sit kloster på Monte Cassino i 529 og nedskrev den kendte klosterregel. Der peges på, at Benedikt faktisk finder inspiration til sin regel i den monastiske bevægelse i Ægypten og Levanten, men også at den ved ham blev mere regulerende. De ægyptiske regler er ikke så organisatorisk altomfattende som Benedikts. Samtidig behandles også eneboer-traditionen og de helt praktiske forhold, der er forbundet med det.
Da kristendommen kommer til Ægypten, bliver stort set hele befolkningen kristen. Derved forsvandt også den tidligere religiøse forståelse af verden, som var båret af faraonernes kultur, og hvor for eksempel sammenhængen mellem levende og døde stod mere åben end i kristendommen generelt. Denne åbenhed genfindes dog stadig i ægyptisk kultur både hos kristne og muslimer, hvor de døde inddrages i måltidet og lignende. Frandsen beskriver begravelsen af den koptiske ærkebiskop i 2012, hvor liget udstilles efter en let balsamering. Den kristne tanke om kødets opstandelse får her andre, mere håndgribelige former.
Det er en rig bog, Paul John Frandsen har skrevet. En bog, der åbner en verden, der både er kendt og mere ukendt. Kendt, fordi den åbner for en verden, der helt er en del af antikken og de samtaler, der førtes, samt ukendt, fordi den også åbner for en kultur, der er bærer af en gammelægyptisk forestilling, som ikke nødvendigvis er en del af den vestlige forestillingsverden.
Bogen er flot og oplysende illustreret og skrevet i et klart og lettilgængeligt sprog. Desuden er den udstyret med et mindre leksikon, hvor man hele tiden kan slå de ting efter, som er nødvendige. Bogen, der er imødekommende opsat og trykt, kan læses som helhed, men også på kryds og tværs gennem de mange temaer og emner. Det er kort sagt en flot bog, der bidrager til dybere forståelse af kristendommens historie.