Biskop: Korstogene, der beskrives i "Gud vil det", er stadig relevante i dag

Bogen ”Gud vil det” er et godt sted at få viden om korstogene. De er stadig relevante og anvendes stadig som fortolkningsramme for nutidige konflikter.

"Korstogene er stadig relevante og anvendes stadig som fortolkningsramme omkring nutidige konflikter. Denne bog er et godt sted at begynde sin viden om korstogene," skriver biskop over Alborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen i sin anmeldelse af værket  ”Gud vil det” af Carsten Selch Jensen. Arkivfoto.
"Korstogene er stadig relevante og anvendes stadig som fortolkningsramme omkring nutidige konflikter. Denne bog er et godt sted at begynde sin viden om korstogene," skriver biskop over Alborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen i sin anmeldelse af værket ”Gud vil det” af Carsten Selch Jensen. Arkivfoto. Foto: Cathrine Ertmann.

I serien ”Teologisk Folkebibliotek” er udkommet en bog om korstogene. Bogens titel er ”Gud vil det”, og det tydelige udsagn er hentet fra det rungende råb, da pave Urban i 1095 afsluttede sin berømte korstogstale i Clermont: Deus lo vult! Det var svaret på Urbans tale, der er en af historiens berømte og mest virkningsfulde taler. Urban havde slået på, at den hellige grav var i hedningernes hænder, og efter talen drog folk nærmest af sted over hals og hoved for at ændre på dette. Allerede i juli 1099 var Jerusalem erobret, hvilket efter samtidige skildringer skete under stor blodighed, og korsfarerne forlod først det hellige land i 1291 med Akkos fald. Korstogene handlede om absolut lydighed over for kirken og dyb inderlighed i troen.

Disse århundreder for snart tusind år siden har sat deres præg også på den europæiske kultur helt op til vor tid. I begyndelsen af det 20. århundrede kunne man tale positivt om korstog, og både tyskerne og amerikanerne kunne på hver deres måde omtale Anden Verdenskrig som et korstog. Men da præsident Bush gjorde det samme efter 2001, blev det ikke modtaget med samme sind. Tiderne havde ændret sig, og synet på korstog havde også ændret sig. Mange ved jo også, at korstogene er det første, man vil blive draget til ansvar for i debat med en ateist. Men her er så muligheden for at forære vedkommende denne gode bog af Carsten Selch Jensen, så samtalen kan kvalificeres.

Carsten Selch Jensen, der er konstitueret dekan for Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, har i flere år beskæftiget sig med middelalderhistorie og særligt korstogenes betydning, herunder Henrik af Letland. Henrik var en tysk præst og historiker omkring 1200-tallet og kan derfor også skildre korstogene, som blev ført i det baltiske område under ledelse af den danske konge, der, som mange ved, modtog Dannebrog fra himlen i 1219 i det nuværende Tallinn. Danskerne var i det hele taget ivrige korstogsdeltagere både mod øst og mod syd, og i bogen får vi også fortalt om Erik Ejegod, der døde på Cypern i 1103 på pilgrimsfærd mod det forjættede land, og hans dronning Bodil, der nåede helt frem til Jerusalem og døde på Oliebjerget.

Kristendommen har altid været så realistisk, at man vidste, at krige kunne og skulle føres; hvis man ikke fører krig, så vender man den svage kind til, og kristne krige føres kun af nød og skal sones. Men med korstogene bliver krigen retfærdiggørende. Det er en del af korstogets logik, at man indtjener sig hos Gud. Siden pave Urbans tid har det været således, at et korstog blev til et korstog, ved at der lød en pavelig opfordring og løfter om aflad. Således sammenknytter korstoget frelse og jordisk vinding. Det er ofte sådan, at praksis og teologiske forestillinger kommer før selve begrebet.

I vor tid har man, som Selch Jensen skriver, været i tvivl om, hvad der egentlig var den præcise definition på et korstog. Er det rettet mod Jerusalem? Er det blot en særlig bodskrig? Eller er det missionskrig, hvor man underlægger sig land og sjæle? Allerede i samtiden mødte korstogene kritik, og hos den senere Luther kan man erfare en egentlig afstand til korstogstanken, da krigen hos ham ikke kan være religiøs, for frelse er der kun i Kristus, og derfor kan krigen ikke være retfærdiggørende. Luther kan være meget radikal i sin kritik og siger endog et sted, at hvis han så et korsbanner på slagmarken, ville han løbe skrigende væk, for da var Djævelen til stede.

Men korstogenes århundreder er omskabende for Europa. Store dele af Østersøområdet blev underlagt kristendommen, og nye sammenhænge og alliancer opstod og forblev som en del af europæisk identitet. Det er ikke en periode, vi blot kan glemme. Carsten Selch Jensen gennemgår tydeligt sammenhængen i korstogene og knytter dem også til de teologiske tanker, der ligger bag.

Det gøres flot og godt, og der peges på de dybe spor, korstogene trækker gennem historien. Det er et område, der er fyldt med myter og historier, og Selch Jensen formår på den tilmålte plads at komme godt og levende omkring stoffet.

Korstogene er stadig relevante og anvendes stadig som fortolkningsramme omkring nutidige konflikter. Denne bog er et godt sted at begynde sin viden om korstogene, og også denne gang i serien ”Teologisk Folkebibliotek” afsluttes der med en kommenteret litteraturliste, hvor man dels har mulighed for at dykke yderligere ned i stoffet, og dels kan se de divergerende opfattelser, som korstogene også i dag møder i deres fortolkningshistorie.

Carsten Selch Jensen: Gud vil det. En lille bog om korstogene. 152 sider. 150 kroner. Forlaget Vandkunsten.