Biskop og lydkunstner: Det ufattelige kan sommetider gribes bedst af det ordløse

Lydkunstneren Lars Greve står i vinterferien bag en række improvisationskoncerter på udstillingsstedet Copenhagen Contemporary i København. Men først lod han sin tidligere præst og vestjyske genbo, biskop Elof Westergaard, høre det som en ramme for en samtale om liv, skabelse og kunst

”Det var, som om jeg gennem din musik her blev ført gennem hele civilisationshistorien. Sommetider følte jeg mig midt i skabelsen, andre gange i tandlægestolen eller som en lille del af verdens hektiske maskinrum,” siger Elof Westergaard efter at have lyttet til Lars Greves improvisation.
”Det var, som om jeg gennem din musik her blev ført gennem hele civilisationshistorien. Sommetider følte jeg mig midt i skabelsen, andre gange i tandlægestolen eller som en lille del af verdens hektiske maskinrum,” siger Elof Westergaard efter at have lyttet til Lars Greves improvisation. Foto: Leif Tuxen.

Lars Greve puster liv i sit instrument, og en sagte susen spreder sig i B&W’s gamle svejsehal på Refshaleøen, hvor kunsthallen Copenhagen Contemporary nu holder til. På det store, tomme trægulv ligger en biskop med lukkede øjne og en lille strikket hue. Det er Ribes Stifts øverste åndelige leder, Elof Westergaard, der nu har fulgt sin gamle konfirmand Lars Greves råd om at suge lydene til sig for oplevelsens skyld. Kun musikeren sidder selv på en stol som en koncentreret munk med langt skæg og fylder den store hal med lyde. Og koncerten føles også lidt som en åndelig rejse.

I begyndelsen er der ingen rigtige toner at høre. Lidt ligesom ”førbegyndelsen” af Beethovens 9. symfoni, som den berømte tyske dirigent Wilhelm Furtwängler har kaldt ”Der Anfang vor dem Anfang” – begyndelsen før begyndelsen. For selv den døve Beethoven forestillede sig, at verden blev sat i gang med musik. Og sådan fornemmes det også her, som om vi bliver ført tilbage til selve skabelsens morgen via de gigantiske ventilationsrør herinde, som giver Lars Greves klarinet sit eget enorme resonansrum. Da den første tone bryder den sitrende susen som en gennemtrængende skærebrænder, forlænges tonen således i de menneskeskabte metalrør, så man paradoksalt nok midt herinde i en hal af stål, glas og træbjælker får fornemmelsen af at blive hentet ned i urdybet, hvor Guds ånd ifølge skabelsesberetningen engang svævede over vandene.

Der var tomhed og mørke, men så kom der lyd og lys og liv. Og måske lød det også dengang som en vinkelsliber, der med gnister til alle sider skærer sig igennem et mørkt stykke metal, da Gud sagde: ”Lad der blive lys!”

Nu vælder tonerne i hvert fald pludselig frem herinde, som om livet eller musikken slet ikke kan holdes tilbage. Men det er, som om tonerne i mødet med det hårde metal har deres egen vilje, så mislyde også opstår og bryder den harmoniske begyndelse. Og så blæser Lars Greve vildt og voldsomt i sin klarinet, som han undervejs udskifter med en basklarinet for at give sin improvisation mere kraft. Tonerne hvirvler rundt i rummet, mens lydmønstrene centrifugeres i en fuga, så man i et øjeblik føler sig indlagt i Guds egen tørretumbler, mens den ene solo efter den anden skyller ind over den gamle svejsehal.

Verdens største instrument

Engang byggede man netop herinde store, stærke skibe, der kunne modstå enhver storm på verdenshavene, og nu fører musikken med sine voldsomme lydbølger os tilbage på den høje sø. Det er, som om hele svejsehallen ryster under de lange loftbjælker, der kunne have siddet i selveste Noas Ark, mens solen bryder de store vinduespartier og danser på trægulvet. Men så bliver der pludselig stille, mens de sidste toner dør ud. Eksperimentet eller koncerten, som enhver kan opleve to gange dagligt i uge 7, er slut.

Jeg er altid blevet bevæget af kirkeorglets lyd, som ligesom mine træblæserinstrumenter grundlæggende handler om lyden af et åndedræt.

Lars Greve

Et smil spreder sig gennem Lars Greves skæg, mens Elof Westergaard forsigtigt rejser sig for at takke Lars Greve, som for Kristeligt Dagblads skyld har skabt denne lille forsmag på ”En verden, der viser sig”, som lydkunstkoncerterne skal hedde.

”Man bliver jo i helt godt humør over, at det kan lade sig gøre at skabe sådan en koncentreret og intens oplevelse. Jeg lå og fornemmede havet undervejs,” siger Elof Westergaard og lader et smil skylle ind over ansigtet:

”Jeg blev selv bragt helt tilbage til urdybet og kom i tanke om mine yndlingshebraiske ord tohu-wa-bohu. De betyder ’tomhed og øde’ og beskriver det, som var, før Gud begyndte at skabe med sit ord. Men havets bagvedliggende susen hjemme fra Husby var det første, jeg tænkte på,” fortsætter biskoppen, der også har Vesterhavet som fælles reference med Lars Greve. Engang var de to mænd faktisk genboer, da Lars Greve voksede op i Husby, hvor verdens største instrument, havet, kunne høres helt ind i præstegårdshaven hos Elof Westergaard, der dengang var præst i Husby og Sønder Nissum.

”Det var også dér, jeg som dreng begyndte at interessere mig for orgler, som vel også er inspireret af havet,” siger Lars Greve, som tidligt gav koncerter i den lokale kirke i Husby, ligesom han forrige år skabte et større kunstprojekt ved brug af forskellige kirkers orgler.

”Jeg er altid blevet bevæget af kirkeorglets lyd, som ligesom mine træblæserinstrumenter grundlæggende handler om lyden af et åndedræt. Jeg benytter mig også meget af cirkulær vejrtrækning, som gør, at min tone ikke afbrydes, hvilket også skaber ligheder til kirkeorglets klang. Og jeg husker, hvordan jeg som barn fik kuldegysninger af harmonierne til især værker af Carl Nielsen og Buxtehude. I dag er jeg sjældent til gudstjeneste, men jeg opsøger det tomme kirkerum og elsker at høre orgelimprovisationerne fra Sacré-Coeur på nettet, så kirken er på mange niveauer stadig et centralt sted for mig.”

Gåden må ikke gå tabt

Som dreng var det naturligt for Lars Greve at komme både i kirke og i præstegården. Elof Westergaard konfirmerede selv Lars Greve, der var en af sognets bedste konfirmander det år. De var tre.

”Det er en af fordelene ved at være landsbypræst. Man kommer virkelig tæt på de konfirmander, der er,” siger Elof Westergaard og griner varmt.

”Ja, vi fik mange gode snakke, da jeg var barn. Det var helt uvurderligt. Og det har uden tvivl også været med til at forme mig sidenhen,” siger Lars Greve.

Det var kun kirken med kirkegården og et hegn af træer og brombærbuske, der adskilte familiernes huse dengang. Lars Greve begyndte derfor allerede som dreng at komme på flittige besøg i præstegården for at tale om livet. Og de to er enige om, at tilværelsen er et uforståeligt under, som man ikke altid kan begribe med ord. Derfor er det godt, at vi også har kunsten og musikken, som Elof Westergaard siger, mens Lars Greve nikker.

”Jeg kan huske, hvordan jeg sad i kirken som dreng og lyttede til dig. Selvfølgelig lyttede jeg efter, men jeg blev også bare grebet af rummet og stemningen, som måske var lige så vigtigt for mig,” siger Lars Greve.

”Det kan jeg godt følge,” siger Elof Westergaard:

”Selve kirkerummet og musikken spiller en afgørende rolle i kirken. For mig kan tro heller ikke reduceres til den enkeltes tilegnelse af nogle dogmer. Det er selvfølgelig vigtigt for mig, at kristendom har en kerne. Det er Jesus Kristus. Det er troen på den treenige Gud. Trosbekendelsen er vigtig, og jeg har ikke behov for at lave den om, men jeg føler mig samtidig forpligtet til at tolke og tyde den, så den kan forstås blandt mennesker, uden at mysteriet, gåden og kompleksiteten går tabt. Forkyndelsen skal gerne lyde så konkret, at den møder os, hvor vi er. Og det ufattelige kan sommetider gribes bedst af det ordløse i kirken eller som her, hvor man i din improvisation, Lars, også bliver mindet om, at der er en verden, der melder sig, uden for mennesket. Det var, som om jeg gennem din musik her blev ført gennem hele civilisationshistorien. Sommetider følte jeg mig midt i skabelsen, andre gange i tandlægestolen eller som en lille del af verdens hektiske maskinrum. Man kunne mærke, at lyden var større end det, du gav fra dig, og opstod af det, der blev skabt sammen med rummet.”

Lars Greve nikker:

”Det er også hele min bevæggrund for at være optaget af det her. Som improvisationsmusiker har det ofte været svært for mig at formidle den verden, der meldte sig i mig, fordi den var så fysisk. En klarinet er taktil på alle mulige niveauer. Selv mit kranium spiller med, men her bliver det tydeligt, at hele rummet spiller med. Det er helt fysisk et uforudsigeligt samspil med overgivelserne, hvor jeg er nødt til at give slip for at se, hvor rummet tager tonerne hen. Der opstår resonans i både fysisk og emotionel forstand. Det spændende med resonans er, at det er ukontrollerbart, hvilket er meget tydeligt herinde, hvor hver eneste svejsede bolt på en ufattelig måde synger med sit eget næb.”

Livet opstår i variationen

Biskoppen lader blikket glide gennem den gamle svejsehal.

”Det er også virkelig et vildt rum. Det er meget maskinelt, men på sin egen måde også himmelstræbende, og jeg havde begge følelser undervejs, som om det maskinelle mødte melodien på et tidspunkt. Det var et magisk øjeblik for mig, da melodien meldte sig. Hvordan opstår den for dig?”, spørger han.

”Der er jo nogle mønstre i det, jeg spiller. Men det er igen i høj grad et samspil med rummet, hvor jeg kan mærke, hvornår noget ville virke som et overgreb, hvis jeg bare vil sætte min egen vilje igennem. Musikken kommer, når man tør stå i det åbne.”

Som i melodien undervejs, hvor den samme lille melodi blev slynget rundt i rummet?

”Præcis,” siger Lars Greve, inden biskoppen bryder ind.

”Ja, men man kunne også mærke, at den meget smukke melodi bar noget med sig fra urdybet i begyndelsen. Det synes jeg også bærer en eksistentiel pointe om, at vi er blevet til af noget andet. Gud skabte alt ud af intet. Vi kommer af noget,” siger Elof Westergaard og ser op mod de gigantiske metalrør, der løber ind i hallen fra rummet ved siden af og fortsætter videre ud i et for os usynligt rum.

”Det var også en tanke, der greb mig undervejs. Vi er ikke historiens centrum, men der er både en historie før og efter os. Det fylder mig med en ydmyghed, men også med en følelse af at hænge sammen med noget andet, at være en del af noget større.”

Selv har Lars Greve heller ikke skabt sin improvisationsmusik ud af ingenting, forklarer han.

”Jeg er solistuddannet fra konservatoriet og trækker genremæssigt især på europæisk jazz, nyere klassisk musik og i høj grad også folkelore musik som eksempelvis Gnawa-musik fra Marokko. En religiøs musik, hvor man også arbejder med det repetitive og accelererende for at komme ind i en trancelignende tilstand. Jeg var engang i Marokko, hvor de stod og klappede rundt til musikken,” siger han og laver nogle cirkelformede klap i luften.

”Det er den dynamiske og evige gentagelse, jeg er optaget af. Alting er altid som aldrig før, fordi rummet spiller med. Derfor håber jeg også, at nogen har lyst til at komme og høre det flere gange. For det vil aldrig blive det samme. Kan det sammenlignes med, hvis du skal holde den samme prædiken flere gange?”.

”Ja, der spiller rummet og modtagelsen i menigheden også ind,” siger Elof Westergaard:

”Hele liturgien i folkekirken er jo meget bygget op omkring gentagelser, fordi der er nogle ting, som vi må vende tilbage til som mennesker igen og igen. Det er troen, håbet og kærligheden. Det er evangeliet om Jesu død og opstandelse. Det er tilgivelsen og forsoningen. Det er at huske at elske hinanden. Vi gør de samme ting og siger de samme ting, men alligevel bliver det altid nyt. Livet ligger i den variation og fordybelsen i variationen, men det må man også give sig tid til. Dit værk her kan jo virke meget avantgardistisk. Det kræver både åbenhed og fordybelse at gå ind i, men det kan varmt anbefales,” siger Elof Westergaard, der selv er aktuel med sin lille bog ”Memento Vitae” – husk livet – med erindringsglimt fra sit eget hukommelseshav og et ord om at huske at sætte sig spor.

Her i B&W’s gamle svejsehal er arbejderne og maskiner for længst væk. Men rummet giver altså stadig lyd fra sig.