Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen kan ikke læse Juleevangeliet uden at blive bevæget.
”Hver eneste gang tænker jeg, hvad det mon er, der kan bevæge mig i Lukas’ meget nøgterne fortælling. Og jeg tror, at det handler om det mirakel, som også sker mange gange i løbet af en almindelig dag, når et barn bliver født et sted på Jorden. Enhver, der har fået børn, kender følelsen af, at verden er blevet forandret. Man når som regel også at tænke, at hvis verden ikke er blevet forandret, så må den da forandre sig nu. Der er en tid før og efter barnet. Men der er en særlig grund til, at vi ligefrem tæller årene efter Jesu fødsel. For der er i den grad et før og et efter Kristusbegivenheden,” siger Peter Skov-Jakobsen, da han har budt på kaffe og jødekager i Københavns bispegård, som bag en stor port ligger som et skjult fordybelsespalads over for Vor Frue Kirke og mylderet af julehandlende danskere med svingende kreditkort. Men man må ikke glemme, hvad julen virkelig handler om, og det handler netop om barnet i Betlehem:
”Man skulle tro, at Gud ville holde sig oppe på sin høje trone i Himlen og ikke blande sig for meget i menneskenes anliggender, men det bevægende er, at Gud i stedet viste sig som et magtesløst barn, som kom helt ned til vores hverdag. Ordet blev kød, som der står i Johannesevangeliets forrygende indledning. Pludselig blev der ikke kun talt om Gud, men nu var Gud i blandt os. Og det forandrede både vores forhold til Gud og medmennesket,” forklarer biskoppen.
”Indtil da var gudsforholdet meget vertikalt, men nu blev det også meget horisontalt. Gud kom i øjenhøjde med mennesker. Og det er fantastisk, at Gud viste sig som et barn, der ikke kunne præstere noget – ud over at lade sig elske. For det viser os også, at vi ikke skal gøre os fortjent til Guds kærlighed, men er elsket, fordi vi er til. Sådan viste han os også, hvordan vi skal elske hinanden. Og det bliver faktisk klart ved enhver fødsel,” siger Peter Skov-Jakobsen, der selv var tilstede ved sine to nu voksne døtres fødsler, og begge gange oplevede han det som vigtige lektier om kærlighed.
”Det var meget forskelligt. Min ældste datter, Bodil, lod vente på sig i 16 dage, og vi var ved at blive meget utålmodige til sidst, og min anden datter, Astrid, kom meget hurtigt, og det var lige så dramatisk, som sådan noget skal være. Vi boede i England på det tidspunkt, og vi skulle af sted klokken tre om natten, og jeg skulle ud at køre 10 miles (16 kilometer, red.), inden min daværende hustru Birgitte var meget hurtig til at føde. Det gik alt sammen meget hurtigt, og jeg nåede at få alle de bekymringer som en kommende far skal have. Jeg var bange for, at der skete noget her, som ikke var godt. Ved en fødsel oplever man jo virkelig også magtesløsheden som mand, fordi man ikke kan bære smerten, men kun komme med opmuntrende tilråb, holde i hånd og lade sig klemme. Det endte godt, og jeg har begge gange oplevet den utrolige bevægelse, det er, at stå med et barn i favnen.”
Et smil breder sig i biskoppens ansigt.
”Håbets mulighed åbenbarer sig og bliver nærværende i en fødsel. Jeg tror ikke, at man har set et barn blive født uden at tænke, at nu har mørket fået kam til sit hår. Det håb, der ligger der, og som regel giver lyd fra sig, er også en modsigelse af vanviddet og umenneskeligheden,” siger han og tier et øjeblik:
”Men under enhver fødsel bliver man også så forskrækket og bekymret, og jeg har altid haft den største medfølelse med forældre til et barn, der ikke overlevede ved fødslen eller blev født dødt. Men som præst har jeg alligevel mødt mange af sådanne forældre, som har udtrykt det største håb,” kommer det så.
”Jeg husker specielt et par, som jeg havde viet. Men nu havde de mistet deres nyfødte tvillinger, som begge to var døde få minutter efter fødslen. De døde begge to i moderens arme, og det var selvfølgelig en stor sorg. Men da jeg mødte dem på Rigshospitalet, sagde moderen: ’Da jeg hørte, at jeg skulle have tvillinger, takkede jeg Gud for den velsignelse.’ Og så kiggede hun på mig med et fast blik, inden hun tilføjede: ’Og det var de også.’ Det var smukt, syntes jeg. Parret fik i øvrigt flere børn, men de tænkte altid, at de også havde to børn i Himlen. For det at få et barn er så afgørende en begivenhed, at kærligheden til det varer livet ud. For en graviditet åbner for længsler, som selv døden ikke kan lukke ned.”
Sådan virker Juleevangeliet også som et håb, der ikke kan slukkes, mener han:
”Når man betragter Kristusbegivenheden, så kigger man også ind i det håb, som ikke kan slippes, og man ser en forpligtelse til at bære det håb ind i verden. Den tyske filosof Axel Honneth har sagt, at vi har en moralsk forpligtelse til at bringe håbet ind i verden. Det er godt set. For håbet er en åndsindstilling. Håbet er, at livet altid vil overleve. Det håb betyder meget i europæisk historie. At menneskene kan bevæges, og at menneskene kan genspejle Kristusbegivenheden, så der er god grund til, at vi tæller årene efter ham. Man kan kalde det vor tidsregning, men jeg synes, at man skal sige efter Kristi fødsel. For Kristusbegivenheden forandrede alting. Han er verdenshistoriens centrum. Det kan godt være, at der er sket mange beklagelige ting i historien og ikke mindst kirkehistorien siden. Der sker hele tiden beklagelige ting, men Jesus satte barmhjertigheden, tålmodigheden, kærligheden, hengivenheden og tilgivelsen i centrum, og selvom man ikke altid kan trække lige linjer fra hans fødsel til menneskerettighederne og Grundloven, viste han os alligevel vejen til fred ved selv at være den.”
Juleevangeliet er fortællingen om kongernes konge, som var givet al magt i Himlen og på Jorden, men alligevel kom til os som et forsvarsløst spædbarn som et modbillede til denne verdens magthungrende herskere som juleevangeliets onde Kong Herodes, der i skinsyge begik massebarnemord – ligesom Farao på Moses’ tid.
”Herodes repræsenterer den rå, frygtbaserede magt, fordi han i sin frygt for at miste magten kaster frygt ud på alle omkring sig. Og der hvor magten er særlig rå, er frygten også stærkest på begge sider af magtens skrivebord, fordi dem, magten går ud over, er udsat for tilfældigheder og systematiseret terror som i Hitlers Tyskland eller Stalins Sovjetunionen, mens dem, der vil holde på magten, typisk også er meget frygtsomme mennesker, fordi de er så bange for at miste magten. Og frygten flytter os, så vi bliver ubehagelige og ser fremmedbilleder overalt. Se bare, hvordan mange i dag betragter folk, der har måttet flygte, efter deres hjem er blevet bombet, som fjender, fordi vi er bange for forandringer. Frygt fører intet godt med sig. Ikke engang i klimadebatten. Hvis man kun frygter fremtiden, kan det jo lige så godt ende med at resignere. Men Juleevangeliet møder os med et ’Frygt ikke’-budskab. Og Jesus repræsenterer en helt anden magt, som ikke viser sig i aggression, men i afmagt. Det er den magt, der er håb i, fordi den insisterer på medfølelse, forståelse og fred.”
Det er også den magt, som de tre vise mænd udviste som et slags genskær af Jesu magt, og det er derfor, at vise mænd stadig søger Jesus, mener Peter Skov-Jakobsen.
”Kristus giver os et genskin. Kirken er forhåbentlig en del af det genskin, og som troende er vi forhåbentlig en del af det genskin, fordi vi er med til at fortælle og udleve fortællingen om tålmodighed, ydmyghed og barmhjertighed. Det bør også farve vores måde at møde hinanden på, ligesom Jesu natur farvede de vise mænd, som i vores tradition bliver til hellige konger, der hver for sig repræsenterer en anden magt end Herodes’. Ifølge legenden kom de hver for sig fra de tre kendte verdener på Jesu tid, så den ene konge er ifølge traditionen også sort. De kom fra hver sin verdensdel med fred, fordi de kom for at søge Jesus.”
De vise mænd fulgte lyset fra Betlehem. Og det lys har alle mennesker brug for. For ingen går igennem livet uden modgang og mørke. Det gælder også Peter Skov-Jakobsen, som først søgte ind i kristendommen som 20-årig, hvor han begyndte at gå i kirke og via studier i germanistik, valgte at læse teologi.
”Jeg bryder gerne sammen og tilstår, at jeg stadig har brug for at komme til gudstjeneste. Jeg har brug for opmuntring. Jeg har brug for at få at vide, at selvom jeg kan fejle og komme til kort, så indeholder det næste øjeblik al mulighed for liv. Det er det, jeg dybest set får at vide, når jeg går til gudstjeneste, for det, jeg hører præsten sige, er: Kære menneske, du er ikke fanget af dine fejltagelser. Du begår fejl, men i alle minutterne, der står foran dig, har du muligheden for at begynde på noget nyt. Der står en skønhed og venter på dig. Det kan man ikke sige sig selv. Det skal en anden sige for en. Og det er derfor, at vi skal minde hinanden om, at Gud kom til verden som et lille barn for at vise os, at han er klar til at give os en ny begyndelse.”
Det håb har Peter Skov-Jakobsen levet på hele sit voksenliv. Men han voksede op i et kirkefremmed hjem med en maniodepressiv mor, der til sidst valgte at forlade livet, da han var 22 år.
”Min mors sygdom prægede selvfølgelig mine brødres og min barndom, men ikke mere end jeg vil sige, at jeg havde en lykkelig barndom. Jeg var aldrig i tvivl om, at mine forældre elskede mig, og min mor gav mig aldrig følelsen af, at det var min skyld, når hun var ked af det. Men jeg udviklede alligevel et vist klovnegen, når jeg kom hjem og så, at hun var ked af det, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre hende glad igen med mine klovnerier, som jeg nok aldrig er sluppet helt af med,” siger han med et sart smil, inden han tilføjer:
”Det er jo også sådan med klovne, at de godt kan gå ud at græde i kulissen, når de har fået folk til at grine, og det gjorde jeg også som barn. Men da jeg var 22 år, tog hun sig selv af dage, og det var voldsomt at se min fars forfærdelige sorg. Jeg vidste nok bedre end så mange andre, hvor modbydeligt dyb hendes depression havde været, så jeg blev aldrig vred på hende. Men det var selvfølgelig en sorg, og det var det også, da jeg for fem-seks år siden måtte begrave min lillebror. Han døde vistnok af en form for aggressiv kræft, som aldrig var blevet diagnosticeret. Jeg kan stadigvæk ikke forstå, at han er død. Det var min lillebror,” siger han med vægt på lille, inden han tilføjer:
”Min far døde som 72-årig efter sygdom. Det var noget andet, og der oplevede vi til gengæld håbet blive udtrykt meget klart fra en mand, der ikke havde kirkelige interesser, men han havde en stærk tiltro til livet. Dagen før han døde, sad jeg ved ham og havde åbenbart set trist ud over, at han skulle dø. Han kiggede på mig og sagde: ’Peter, du ser så trist ud, men det skal du ikke være. For det første skal du huske, at jeg har haft lige præcist så dejligt et liv, som jeg kunne ønske mig. Jeg blev gift med jeres mor, og hende var jeg altid forelsket i. Og så har jeg fået tre børn, som jeg er så taknemmelig for, og så har jeg fået svigerbørn, og jeg kan lide dem alle sammen. Jeg har endda fået børnebørn’. Så stoppede han op og tilføjede, at han da godt ville have set dem udvikle sig videre i livet. Men så sagde han: ’Men læg mærke til, at dagen efter, at jeg er død, så stiger lyset over Skagen med samme uforlignelige skønhed’. Og da tænkte jeg, du godeste, her ligger en maskinmester og forkynder evangeliet for mig, og han brugte oven i købet ordet ’uforlignelig’!” siger biskoppen og smiler stort igen.
”Det livsråd, min far gav mig, kommer jeg aldrig fri af. Min far var skagbo og kunne rødme, hvis en skamroste ham ved at sige, at det kunne have været meget værre. Men på sit dødsleje tog han et så stort ord i sin mund, at han mindede sin præsteuddannede søn om, at der altid venter os en stor skønhed. Og det er Juleevangeliets kerne: Jesu fødsel viser os muligheden for en ny begyndelse.”