Bitterhed betaler sig ikke

Den eneste, det rammer at bære nag, er en selv, siger den 22-årige eks-X Factor-sanger Morten Benjamin Hansen, der har mødt langt mere modstand i livet end at blive stemt ud af et talentshow. Men han tror stadig på, at kærligheden er størst af alt

”Bibelcitatet ’Størst af alt er kærlighed’ er blevet min livsfilosofi,” siger Morten Benjamin Hansen. –
”Bibelcitatet ’Størst af alt er kærlighed’ er blevet min livsfilosofi,” siger Morten Benjamin Hansen. –. Foto: Bax Lindhardt.

Morten Benjamin Hansen er et stort menneske i mere end en forstand.

Du fortjener det, sagde den godt to meter lange sanger spontant til sin sidste semifinalekonkurrent, den 15-årige nordjyske sangerinde Line, da hun i fredags blev stemt videre til X Factor-finalen på fredag på bekostning af ham selv.

LÆS OGSÅ: Blachman mister sin gruppe i X Factor

For to uger siden stemte DR 1-programmets ene dommer, Thomas Blachman, ellers sin egen sanggruppe hjem, fordi han ikke kunne forestille sig en X Factor-finale uden Morten Benjamin.

Den store sanger er også på kort tid blevet kendt for sin smukke, hæse stemme og sin unikke evne til at leve sig ind i de sange, han skal synge.

Din værdighed ligger i din sårbarhed, sagde Thomas Blachman om det 22-årige sangtalent efter første liveshow. Allerede dengang var Morten Benjamin trådt ærligt frem og havde fortalt om sin ADHD-sygdom, som han selv kalder en gave, fordi den gør ham i stand til at koncentrere sig om flere ting i musikken på én gang. Og til at kunne skrive sine egne sange på kort tid.

Siden har Blachman kaldt Morten Benjamin for en af de mest interessante sangere, der nogensinde har optrådt i X Factor herhjemme, og den skaldede dommer tog sig derfor til sit bare hoved, da det alligevel blev Morten Benjamin, der fik færrest sms-stemmer af seerne i fredags.

Selv virker den ydmyge deltager dog ikke chokeret over danskernes dårlige smag:

Jeg var blandt de sidste fire ud af tusindvis af folk, der stillede op i X Factor. Hvad har jeg at klage over? For mig er musikken også større end tv-programmet. Jeg har spillet bas, siden jeg gik i første klasse, og jeg har sunget og spillet guitar, siden jeg gik på efterskole. Før X Factor sad jeg bare og spillede for mig selv. Men nu håber jeg da, at det vil lykkes mig at få nogle kompetente mennesker til at hjælpe mig med at lave en plade, siger Morten Benjamin Hansen, inden han roligt nipper til sin kop kaffe.

Morten Benjamin ligner hverken en ung mand med ADHD eller en travl popstjerne med 30 minutter til næste , som han sidder afslappet her på en københavnsk cafe med sin kæreste, Jasmin, der er med på dagens turné. Men han oplevede også tidligt i livet at blive presset mere end de fleste.

Jeg var et anderledes barn, der stak ud i skolegården, fordi jeg allerede dengang var større end de andre på min egen alder. Og jeg blandede mig også, når de, der var 2-3 år ældre end jeg selv, behandlede andre dårligt. I kraft af min størrelse kunne jeg forsvare mig selv, og jeg var god til at slås, hvis nogen angreb mig, men så begyndte de store elever at rotte sig sammen mod mig, så jeg pludselig skulle slås mod ti på en gang. Og jeg fik så mange bank, at politiet blev involveret i det.

Den grove mobning stod på i årevis. Morten Benjamin reagerede ved at træne sig stærkere, og pludselig var han stor og stærk nok til at tage hævn, hvis han ville.

Jeg havde lyst til hævn. Den slags primitive følelser tror jeg ligger dybt i mennesker. Dyret i os bliver jo vakt af vrede, men dér må jeg egentlig tage hatten af for min egen beslutning i den alder. For jeg gav ikke slip på de værdier, jeg havde fået med hjemmefra.

Morten Benjamin Hansen er vokset op i et frikirkeligt hjem med hyppig kirkegang og masser af kærlighed.

Mine forældre har aldrig sparet på deres kærlighed til mig. På den måde har mine forældre givet mig et overskud på min selvværdskonto, som har været med til at forme mig. Og det har nok netop gjort, at jeg senere kunne tilgive mine mobbere. Hver eneste dag i min barndom har mine forældre fortalt mig, at de elskede mig, og at de var stolte af mig. Min far har også praktiseret en dejlig form for lange knus, siden vi har små børn, hvor vi altid følte os fyldt op med kærlighed bagefter. Det lange kram burde alle i Danmark tage til sig. Men jeg har helt klart også været heldig at vokse op med så kærlige forældre.

Det samme forbillede har jeg set hos min farmor og farfar, der også altid har holdt fast i kærligheden, ikke mindst til hinanden. De mødte hinanden, da de var henholdsvis 15 og 16 år. I dag er de over firs og stadig forelskede. Min farfar står for eksempel tit tidligt op for at lave friskpresset juice til min farmor. Det har lært mig, at kærligheden holder. Og jeg vil selv blive sammen med Jasmin resten af livet. Men jeg er også vokset op med, at man bør gøre, hvad man kan, for at andre kan have medgang. Og da jeg endelig var blevet stor nok til at kunne banke dem, der havde slået mig, stod jeg derfor mellem et valg mellem at tage hævn eller at forsøge at være den store ved at ønske dem god vind i livet.

Morten Benjamin lyser op i et smil.

Jeg valgte, at jeg ikke ville leve et surt liv. Den eneste, det rammer at bære nag, er en selv. Man taber kun på bitterhed, og siden har jeg forsøgt at give andre den behandling, som jeg ville ønske, at de gav mig. Og det virker fantastisk. For jo mere man møder andre med overskud, jo mere overskud møder man selv.

Morten Benjamin er ikke i tvivl om, at den tanke udspringer af kristendommen, selvom han i dag tøver med at kalde sig kristen:

Jeg startede med at spille bas i kirken, hvor jeg ikke kommer så meget mere i dag. Jeg vil sige som U2-forsangeren Bono, at religion ikke siger mig noget, men at tro siger mig meget. Jeg tror faktisk på, at Gud elsker mig endnu mere end mine forældre. Og bibelcitatet Størst af alt er kærlighed er blevet min livsfilosofi. Gud er kærlighed, og størst af alt er Gud. Det er i hvert fald min forståelse af Gud. Men jeg har også mødt en anden form for kristendom andre steder, der lægger mere vægt på, at man er synder. Men det siger mig ingenting at komme i kirke for at få at vide, at man er forkert. Min bedste ven er ateist, og jeg tror, at han står i første række til at komme i Himlen. For han bruger sit liv til at få andres til at lykkes. Det er ægte kærlighed for mig, og hvis man har kærligheden i sig, har man vel også Gud i sig, siger Morten Benjamin, inden han siger farvel med et stort kram inden næste .