Prøv avisen
Film

Bittersød film om kærlighed og klassisk musik

4 stjerner
Meryl Streep er stjernen og Hugh Grant stråler i en længe ventet glansrolle i Stephen Frears ”Florence”, der handler om kærlighed og klassisk musik. Foto: Nick Wall

Instruktør Stephen Frears tager kunsten og mennesket alvorligt i bittersød komedie, hvor der – heldigvis – bliver strøet lidt malurt henover de musikalske løjer

”Vor verden er lykkelig,” siger Hugh Grant som den fallerede skuespiller St. Clair Bayfield flere gange i ”Florence”. Det er en insisteren på, at hengivelse til kunsten giver fylde til tilværelsen. Selv når krige raser, og den gamle verden er af lave, kan Verdi, Brahms og Wagner gøre mennesket lykkeligt. Og i tilfældet Florence Foster Jenkins må netop kærligheden til musikken siges at være vigtigere end selve den kunstneriske udfoldelse.

Virkelighedens Florence var et fænomen i New Yorks musikliv frem til sin død i 1944. Ikke blot som ivrig filantropisk støtte af den professionelle kunst, men også som sangerinde på trods. For Florence kunne ved gud ikke synge, men synge gjorde hun. Dette mismatch mellem selvbillede og virkelighed er omdrejningspunktet for den britiske instruktør Stephen Frears’ (”Philomena” og ”The Queen”) komediedrama ”Florence”.

Florence vil synge arier i Carnegie Hall, selvom hendes sang er rædselsfuld. Men det bedre borgerskab har ladet Florence forblive i selvbedraget. Og langsomt forstår vi hvorfor, efterhånden som vi lærer at elske Florence, som de gør. For mens det er grænseoverskridende grinagtigt de første gange, Florence synger, forsøger filmen at vinde én over, så man ender med at hylde den falske sangerindes ret til at udtrykke sig.

Frears omfatter Florence (en imponerende både stærk og svag Meryl Streep) og hendes særheder med en klædelig ømhed. Det løfter filmen fra almindelig latterliggørelse til forfinet fortælling. Samme kærlighedsfulde følelser nærer Hugh Grant som ægtefællen St. Clair Bayfield for sin hustru, som han lever i et platonisk kærlighedsforhold med på 25. år.

Og det er egentlig Hugh Grant, der er hovedpersonen i ”Florence”. Han har sin bedste rolle siden de romantiske succeser ”Fire bryllupper og en begravelse” og ”Love Actually”. Hvor vi filmen igennem betragter Florence som en kuriositet ude fra, fornemmer vi smerten og sorgen bag Grants perfekte gentleman-ydre. Kun øjenbrynenes diskrete løft og fald afslører de sorgfulde følelser.

Mens verdenskrigen raser i baggrunden, lever St. Clair og Florence i en brydningstid, hvor jazzen og den klassiske musik kæmper om sjælene. Florence fastholder de gamle dyder, mens St. Clair lever et parallelliv med Manhattans i glasset og andre damer i hånden. Mens moderniteten gør sit indtog, træder Florence ind på Carnegie Hall og ud af de private saloners beskyttende guldbur.

Se traileren til "Florence" herunder 

Florence kastes foran pressens gribbe, og man må spørge sig selv, hvad der egentlig adskiller hende fra vor tids X Factor-deltagere og You Tube-stjerner. Er det mediet, den klassiske musik, der giver Florence mere aura end de håbløse realitydeltagere? Er det hendes dannelse og rigdom, der indgyder respekt?

Frears stiller snigende spørgsmålene i takt med, at smagen af latter bliver mere besk. Og det er netop derfor, at ”Florence” bliver mere end blot en sød og sjov film med stjerneskuespillere.

kultur@k.dk

HszfdNS0JSc