”Det ér jo ellers en tragisk opera,” mumler min svenske sidemand, en ældre, rutineret operagænger, mens han kigger lidt perplekst ned på det udendørs amfiteaters nu fuldt oplyste scene.
Premieren på årets Opera Hedeland-forestilling er forbi. Sigøjnerkvinden Carmen er netop blevet knivmyrdet af den forsmåede ekssoldat Don José efter knap tre timers musikalsk vekselspil mellem iørefaldende galanteri og forudanende, romantiske skæbnemotiver.
Men en noget komisk bortskaffelse af liget og en rødgnistrende afskedssalve af nytårsraketter har sat en tyk streg under, at det ikke er de dybeste lag af Bizets store tragiske skæbnespil, der har ligget den norske instruktør Runar Hodne mest på sinde i hans udendørsversion af ”Carmen”.
I stedet har Hodne taget den særlige franske genrebetegnelse operá comique bogstaveligt og skruet op for værkets komiske elementer.
Den stolte toreador i trekantsdramaet, Escamillo, er blevet reduceret til en klovn iført pinkfarvede knæstrømper og billige sorte solbriller. I stedet for en elegant entré til hest kommer han trillende i en lille hvid folkevogn med danske nummerplader. Og mens Carmen må lade livet, kæmper hendes udkårne ikke mod en vrinskende tyr, men mod statister bevæbnet med damecykler.
Escamillo, spillet af Lars Møller, er ikke operaens omdrejningspunkt, og det kan vel godt forsvares at gøre lidt folkekomedie ud af ham og hans heroiske baryton.
Mere problematisk er det, at operaens kunstneriske drivkraft, den fatale flirt mellem Carmen og Don José, også lader sig styre og udhule af komikken.
Andrea Pellegrinis Carmen gør gadedrengehop og smiler opsætsigt ud til publikum, flabet snarere end sensuelt. Og jalousien hos Magnus Vigilius’ Don José virker mindre fremprovokeret af kærlighedens mægtige kræfter og det store forsyn end af kropslige drifter: Inden han myrder Carmen, forsøger han nu at voldtage hende, men får et knæ i skridtet.
Min umiddelbare latter bliver dog fulgt af let ærgrelse. Elementer som den farlige, eksotiske femme fatale og skæbnens magt over mennesker er noget af det, der siden uropførelsen i 1875 har gjort den enkle og melodiøse ”Carmen” til et værk, der inviterer til fortolkning. Til diskussion. Ikke mindst fordi det er her, hvor partitur og libretto spiller op til hinanden. Bizet, der aldrig har sat sin fod i Spanien, understøtter Carmens eksotiske tiltrækningskraft ved at bygge hendes ”Habanera” over en spansk folkevise, og operaen igennem er det hans overraskende beherskelse af spanske musikalske idiomer, der fremmaner librettoens fattige Sevilla for det oprindeligt parisiske publikum. Men som en eksotisk fantasi, forstås, ikke ulig Shakespeares placering af ”Hamlet” i Helsingør.
Dette musikalsk-tekstlige samspil går tabt i Opera Hedeland, hvor der i koreografi og kostumedesign er kigget mere til Distortion end flamenco. Det samme gælder Bizets brug af genkommende skæbnemotiver, der falder til jorden, når Runar Hodne nedtoner tragedien til fordel for komedien. Ud over nogle billige grin er det vanskeligt at se, hvad der vindes ved denne iscenesættelse.
Til gengæld leverer de involverede gode vokalpræstationer, ikke mindst den dydige bifigur Micaëla i form af sopranen Yana Kleyn. Og orkestret under ledelse af Christian Kluxen spiller så levende, at man næsten ikke tænker på, hvor meget bedre det kunne have lydt indendørs uden brug af vægelsindede mikrofoner og højttalertårn.