Stoffet på stolehynderne er fyldt med blomster i røde, orange og gule nuancer, og de bløde polstringer byder sig til på en måde, så Bjarne Nielsen Brovst igen og igen føler sig fristet til at slå sig ned. Der sidder han så. I en af de utallige stole, der er placeret strategiske steder på hans 27 hektarer store grund, og bare sanser.
”Haven giver mig så mange oplevelsesstunder. Den betyder alt for mig, og jeg glæder mig sådan over øjeblikkene her,” siger han og ser næsten meditativt frem for sig.
Udsigten kan være lidt af hvert: En markfuld vild kørvel, der netop har foldet sine hvide juni-blomster ud. Røde rabarberstængler med kæmpestore, skærmende blade. Små forsigtigt spirende ærteplanter i højbedet. Tomater i drivhuset. De seks grå-brune vagtler, der vimser rundt i ustandselig bevægelse. De hundredevis af æble-, pære- og blommetræer, rhododendron-buske i pastelrød eller den store skovhave, hvor krøllede bregner og blomstrende skovsyrer dukker op alle vegne, og hvor de 50 kejserkroner, han satte i jorden sidste år, netop er afblomstret.
Det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre. For frodigheden til trods er vi i en egn af Danmark, hvor sandjord og strid vestenvind som oftest sætter dagsordenen.
”Ja, vi har da måttet sande, at vi bor på Bredesande,” bemærker Bjarne Nielsen Brovst og hentyder til sin og hustruen Gudrun Hjorth Nielsens adresse. Vi er i Han Herred, og grusvejen, der fører hen til deres hus, har navnet Bredesande. Herfra er der to-tre kilometer til nærmeste nabo, fem kilometer til Vesterhavet og nogenlunde det samme til Tranum, mens Brovst ligger et par kilometer længere væk.
Ægteparret købte stedet for 16 år siden. Dengang var de endnu forstanderpar på Rude Strand Højskole og brugte huset som fritidshus. Nu er de selv blevet pensionister, og Nordgården, som stedet hedder, er blevet deres faste base. De har dog samtidig bevaret tilknytningen til Rude Strand, hvor de ejer Havhuset. Hertil er der også en stor have. Men, som det vil være mange af Kristeligt Dagblads læsere bekendt, det er en anden historie, som Bjarne Nielsen Brovst jævnligt beretter om i sine havebreve på avisens bagside.
”Det føles som et stort privilegium, at vi kunne købe det her sted for næsten ingen penge,” siger Bjarne Nielsen Brovst, der valgte, at 50 nyplantede æbletræer skulle være det første, han foretog sig på den store grund, der dengang mest bestod af nåletræer. Æbletræerne står der endnu, i hvert fald de fleste af dem, og mange flere frugttræer er siden kommet til.
”Det storslåede ved haven her omkring Nordgården er den vilde natur, men også at vi har tilført en masse kulturplanter. Det er en stor lykke, når vi hver dag går en tur for at følge træerne og planterne som vores små børn, der bliver større og større. Der er selvfølgelig også nogle, der går til, men det går vi ikke i rette med, for det er jo Vorherre, vi skylder det hele,” siger Bjarne Nielsen Brovst. Han mener, at det naturskabte bliver endnu smukkere, når man pynter på det med kulturplanter og menneskelig flid.
”Vi lader mange af de vilde planter være. Det er jo deres jord, for de var her lang tid før os, og vi nyder dem allesammen. Det er vigtigt, at det hele ikke bliver for velfriseret, for det strider imod den natur, der omgiver os på det her sted. Kombinationen af det, naturen selv frembringer, og det, som vi får til at ske, det er det, der giver havelivet mening,” siger han og nævner højbedene, der med deres massive behov for jordforbedring giver rigeligt igen i form af alskens grøntsager.
Overalt på den store grund har Bjarne Nielsen Brovst anlagt stier, så han og Gudrun kan gå deres daglige ture – og med passende mellemrum sætte sig ned i en af de blomstrede stole og skue ud over deres imponerende have. Stierne har navne som silkestien, snublestien og hugormestien. Haven rummer også en skulpturpark. Den begyndte som et hensætningssted for en skulpturgave, parret ikke var synderligt begejstret for, og er nu en samling af sten i alle afskygninger, der er sat sammen med humor og snilde.
På denne årstid tilbringer ægteparret de fleste af deres vågne timer udendørs, men Bjarne Nielsen Brovst søger dog også ind i sit skriveværelse for at berette om alt det, der sker omkring ham – i haven, i lokalsamfundet og i nogle af de 60.000 bøger og magasiner, han omgiver sig med fra gulv til loft inde i det, der tidligere var stuehus til en bondegård. Cirka 500 af dem er danske og udenlandske havebøger.
Han er en af Danmarks flittigste forfattere. 120 titler er det blevet til, siden han i 1970 debuterede med digtsamlingen ”Mit hjertes have”. Han skriver om episoder i sit eget liv og om mennesker, der fascinerer ham. Biografier om blandt andre H.C. Andersen, Grundtvig, Frank Jæger og Jeppe Aakjær fylder også godt op i stakken af egne udgivelser. Lysten til og behovet for først at læse, siden at skrive, bunder i hans barndom, hvor han, med sit eget udtryk, var et sølle skrog. En uheldig bevægelse gjorde, at han som tre-årig brændte sin højre hånd i gruekedlen, da den unge pige i hans hjem på stationen i Brovst var i gang med ugens kogevask.
”Jeg kunne ikke lege som andre børn og var, op til jeg var 11 år, flere gange om året indlagt på hospitalet, fordi jeg ikke kunne rette mine fingre ud. I stedet for havde jeg en evne til at tiltrække de kloge originaler i Brovst. De lånte mig bøger, og jeg fik på den måde tidligere end mine jævnaldrende adgang til voksenlivet. Jeg anser den ulykke for at være min lykke, fordi jeg fik kanaliseret min manglende fysiske formåen over i bøgerne og fortælleglæden. Jeg kom i gang med at læse bøger, der i kompleksitet lå langt over, hvad mine jævnaldrende læste. Dem, der lånte mig bøgerne, ville gerne have, at jeg genfortalte, hvad jeg havde læst, og på den måde fandt jeg ud af, at jeg havde en evne til også at gøre historierne interessante for andre,” fortæller Bjarne Nielsen Brovst, der stadig er meget efterspurgt som foredragsholder.
Livet blandt mennesker, der var ældre end ham selv, kom også til at præge Bjarne Nielsen Brovsts arbejdsliv. I 34 år underviste han på pensionisthøjskolen Rude Strand Højskole, heraf de sidste 27 år som forstander. I morgen fylder han 70 år og er således selv nået den alder, som de fleste af hans kursister havde.
”Tja, jeg er jo nok begyndt at trappe lidt ned. Det giver ligesom sig selv, men grundlæggende mener jeg, at det er Gud, der sætter rammerne for både livet og døden. Det er helt afgørende for mig, at Gud og Jesus er der. Det er ikke noget, jeg stiller spørgsmålstegn ved. Jeg vil sige, at jeg tror med hjertet, og jeg takker hver dag Gud for det priviligerede liv, jeg har,” siger Bjarne Nielsen Brovst, mens han kigger ud gennem vinduet i sit orangeri, der er fyldt med citrustræer i alle afskygninger og udgør den menneskeskabte kontrast til de meterhøje kørvel udenfor. Han er stille et øjeblik og giver så udtryk for sine tanker:
”Det er utroligt, hvad man får af oplevelsesstunder i en have, som er både vores og Guds skaberværk.”