Det var et glædeligt gensyn med brødrene Bertram, Oscar og Anders og deres løgnagtige, småkriminelle og ekstremt grinagtige onkel Georg og hans umulige kupplaner. Jeg kluklo og fniste, da jeg for nylig genlæste Bjarne Reuters debutroman Kidnapning, som jeg husker som et af de helt centrale værker fra min barndom.
LÆS OGSÅ: Børnelitteraturens mange sider
Det er en ren fornøjelse at bladre den 121 sider korte roman igennem igen som voksen. Man bør genlæse mange af de bøger, man læste som barn, når man som voksen er blevet moden nok til at fange endnu flere af genialiteterne.
Det gælder ikke mindst Bjarne Reuters børne- og ungdomsbøger, der rummer så mange facetter og sådan set kan læses af alle. Bjarne Reuter er nok den forfatter, der har ramt mest plet i de fleste ungdommelige sjæle med værker som Busters verden og Zappa. Og der er en god grund til, at han gang på gang ligger nummer et på bibliotekernes oversigt over de mest udlånte bøger. Han er en institution i dansk litteratur.
Hans storhed blev grundlagt med Kidnapning fra 1975. Den blev begyndelsen på en fem bøger lang serie kaldet Bertram-bøgerne, der handler om den fattige familie og den skøre onkel Georgs eventyr i 1970ernes Vanløse. Faktisk havde den gennem tiden mest skrivende forfatter i landet helt andre ting i tankerne, mens han uddannede sig til lærer og skrev løs om natten for at bryde igennem.
Det var faktisk en ejendommelig tilblivelsesproces, fortæller Bjarne Reuter en lun sommerdag, da vi besøger hans rødstensvilla i Kgs. Lyngby nord for København for at se tilbage på gennembrudsværket.
Jeg skrev den, mens jeg gik til eksamen, og på en måde, hvor man ikke forventer, at den udkommer. Efter en halv snes dage var den færdig. Jeg skrev den i hånden på linjeret blok og gik ned til marskandiser i nærheden og købte en brugt Olivetti-skrivemaskine for 150 kroner. Jeg skrev den ind, sendte den til forlaget og regnede med at få den tilbage i nakken igen ligesom alle de andre manuskripter, jeg allerede havde sendt ind, siger den i dag 62-årige forfatter.
Vi drikker kaffe ved et spisebord i den sommerlyse stue. Bjarne Reuter sidder på en bænk langs den ene væg. Han er i jeans og mørk poloshirt, og mellem den pænt anbragte næse og det grå, velfriserede hår blinker to blå øjne bag et sæt uindfattede lektorbriller. På væggen bag ham hænger tre tegninger med de klassiske børnetegnede runde hoveder i forskellige farver. Under det store stuevindue ud til den grønne have står legetøj pakket pænt sammen på gulvet, og hjemmet vidner om en tilstedeværelse af barnlige sjæle. Bjarne Reuters eget legetøj står i hjørnet af stuen en høj brun kontrabas, som han indimellem spiller på for at finde indre ro og kreativ inspiration. Ellers er der tale om et helt almindeligt, fint hjem med en grå kat, der spankulerer gennem stuen, og en mørk Volvo i garagen.
Der lå ikke nogen pakke under brevsprækken, da den unge forfatterspire vendte hjem fra ferie. Dagen efter ringede Morten A. Korch fra Branner og Korchs forlag altså den berømte Korchs søn og spurgte, hvor gammel denne person bag den lille morsomhed var. 25 år, svarede Reuter.
Og så sagde han, at jeg i så fald havde mange bøger i mig endnu. Det kom bag på mig, for jeg havde sådan set aldrig tænkt på børnebøger, men skrevet voksenbøger og digtsamlinger, siden jeg var 13 år. Jeg havde ikke nogen reel opfattelse af, hvad en moderne børnebog var. Jeg forbandt genren med Palle alene i verden og sådan noget. Jeg havde altså ikke de store forudsætninger for at blive børnebogsforfatter. Så jeg måtte læse op på genren og fandt Cecil Bødker, Leif Esper Andersen og Ole Lund Kirkegaard frem. Det var jo god litteratur og er det stadig, siger Bjarne Reuter og læner sig tilbage op ad væggen.
At han ret hurtigt kunne leve af at skrive bøger, skyldes i høj grad succesen med de første fire Bertram-bøger, der kom i rap mellem 1975 og 1977. Kidnapning blev modtaget med stor begejstring af kritikerne. I lærernes fagblad, Folkeskolen, blev der skrevet om en forfatter med sproglig fantasi, som gør bogen til noget ret enestående i en alvorstung dansk børnelitteratur. Dengang var der tale om bøger om samfundets problemer i et ofte humorforladt sprog. Anmelderen sammenlignede den unge Reuter med Ole Lund Kirkegaard, idet de begge har en unik sproglig fantasi og får læseren til at rulle omkuld af grin midt i en tid med ellers alvorlige danske børnebøger.
En anmelder troede, at Reuter var et pseudonym for en allerede kendt forfatter såsom Leif Panduro, men det kunne bogens rette ejermand korrigere i et brev til vedkommende.
Kidnapning handler om de tre brødre Bertram, Oscar og Anders og deres søster Winni, kvarterets ledeste pige. Faderen går ikke på arbejde som andre mænd, for det duer han nemlig ikke til, som han selv siger. I virkeligheden har han siddet i fængsel og kan ikke få arbejde. Moderen tjener pengene, mens faderen og hans bror forsøger at undgå endnu en tur i spjældet. Men onkel Georg har en skidegod plan, der skal gøre dem rige. De skal kidnappe rigmandsungen Bernhard fra hans enorme palæ i et rigmandskvarter nord for København. Missionen er dømt til fiasko, men er dramatisk og dybt underholdende.
Bertram-bøgerne solgte godt, og lærerkarrieren blev hurtigt droppet, hvilket nok var bedst for både ham selv og for børnene, erkender Bjarne Reuter.
Det var ikke rigtig min plan nogensinde at blive lærer. Men man skulle jo være et eller andet. Jeg var også ret dårlig til det, så det var nok en ret god idé at stoppe med den karriere. Jeg sad og skrev om natten, så det var ikke børnene, der sad og sov i timerne, griner Reuter.
Han præsenterede i mellemtiden forlaget for nogle andre idéer, han skrev på. Men de var umiddelbart ikke så begejstrede for hans historie om tre teenagedrenge med navnene Bjørn, Mulle og Sten.
Jeg var hele tiden klar over, at den genre, Bertram-bøgerne blev skrevet i, var på lånt tid. Jeg var bange for at blive sat i bås, og skulle et andet sted hen. Men det var ikke let. Og forlaget var ikke meget for det. Den var jo ikke engang sjov. Så vi aftalte, at jeg skrev en tredje Bertram-bog (Ridder af skraldespanden fra 1976, red.).
Året efter udkom Zappa alligevel, og den blev særdeles populær og senere filmatiseret af Bille August. Zappa blev startskuddet på Reuters såkaldte Brønshøj-bøger, der tager udgangspunkt i hans egen opvækst i den københavnske forstad, for eksempel Busters verden fra 1979 og Når snerlen blomstrer fra 1983. Det blev til seks bøger fordelt over 12 år og på mange måder et højdepunkt i Reuters karriere.
Bjarne Reuter er glad for sin debutbog, selvom han synes, den blev skrevet lidt hurtigt og uden den store redigering fra forlagets side. Men det var måske en fordel, mener Reuter.
Jeg kastede mig lidt hovedkulds ind i den, og i bakspejlet kunne jeg da godt ønske mig at have været bedre klædt på til den. Men man må have det med bøger som med børn og tilgive dem, for de er en del af en selv. Jeg betragter Kidnapning som et barn, siger Bjarne Reuter og kaster et blik på mit medbragte eksemplar af den første udgave af bogen dog 6. oplag med den herlige forsideillustration af Klaus Albrechtsen på bordet mellem os. Her ser man de tre forhutlede brødre klædt ud som fattige, som de er, til karneval i den rige Bernhards palæ: Vi så allesammen på Bertram, der så helt fantastisk fattig ud, skriver han i bogen.
På den anden side, fortsætter Reuter og kigger op igen, når man så læser den igen i dag, så er der jo noget friskhed over den og en energi, som jeg er meget glad for. Jeg elsker de rødder, og bogen med alle dens fejl og mangler. Dels er det jo den første, men den holder da meget godt. Og så blev den baggrunden for, at jeg kunne skrive 100 procent, understreger han og tilstår, at han hentede idéen til bogen fra Anders And og hans tre nevøer.
Børnelitteraturprofessoren Torben Weinreich sammenligner snarere Bertram-bøgerne med Erik Ballings Olsen-Banden-film. Begge steder møder vi mennesker og småkriminelle på bunden af samfundstønden, som Reuter selv har formuleret det engang. Den humoristiske bog er derfor ikke rent fjolleri.
I et med fagbladet Folkeskolen sagde debutanten selv, at han ikke håbede, at det humoristiske forhindrede læseren i at vende tilbage til det alvorlige i bogen. At humoren bliver en slags boomerang, der vender tilbage i synet og får læseren til at slippe bogen og stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, du sidder og griner af?.
For mig er fiktion en genvej til sandheden. Jeg havde den opfattelse, at børnelitteratur var fyldt med helte. Jeg kunne bedre lide antihelte, som var der på trods og til trods for, at det, de gør, alligevel tilgives, fordi de samtidig er klodsede og kiksede på deres egen måde. De er anarkistiske og samtidig elskelige. Jeg kendte ikke miljøet specielt godt, men jeg havde en idé om, hvordan det var. Jeg ville gerne skildre de her mennesker på bunden, som man ikke hørte så meget om. Dengang læste folk jo Jan-bøger og så videre. Jeg ville undersøge, om man kunne beskrive børns liv og vilkår på en anden måde. Buster blev efterfølgende en fortsættelse af den undersøgelse, siger Bjarne Reuter.
Forlaget kunne bedst lide Bertram, hvilket nok skyldes, at der ingen rigtig handling er i den på den tid kontroversielle Busters verden. Den var en satsning, og eventyret kunne have sluttet med den, fortæller forfatteren.
Han har aldrig opfattet sig selv som en ungdomsforfatter. Bjarne Reuter mener, at god litteratur ikke er aldersbestemt.
Man bør ikke stile mod en bestemt gruppe. Man gør børn og unge en tjeneste ved ikke at skrive til dem som børn og unge, siger han.
Kidnapning var snarere et studium i sprogets muligheder og genrens grænser.
Jeg oplevede en meget låst børnebogstradition, som forskellige forfattere prøvede at lave om med skiftende held. Det var en meget socialrealistisk tid, og ofte landede folk i nogle lidt parade-agtige fortællinger. Jeg ville sætte genren fri. Jeg kunne aldrig forestille mig at skrive bøger ud fra en særlig forudsætning. Bertram-bøgerne, Buster-bøgerne og Zappa er meget forskellige bøger, som gik ud på at undersøge, hvor tæt på grænsen jeg kunne komme, og så gå over den. Man skal over grænsen for at kende den. Og så var jeg så heldig, at jeg havde ryggen fri til det, fordi de første bøger solgte godt, siger han.
Bjarne Reuters bøger har været en undersøgelse, der har ført til en ny undersøgelse, og hvor Bertram-bøgerne handlede om at arbejde med genren, kom hans eget liv senere under luppen med Busters verden og de andre Brønshøj-bøger.
Alle bøger er en undersøgelse, der står på skuldrene af hinanden. Jeg ved egentlig ikke, hvor de skal hen, men jeg er meget taknemmelig for dem. Og min eftersøgning slutter nok aldrig, og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg søger. Men jeg ved, det eksisterer.
